’Hollywood’: Man genforelsker sig i filmhistorien med Ryan Murphys yderst bingeværdige Netflix-sag
Kodeordet er »Dreamland«. Hvis kunderne på Ernies tankstation ytrer det magiske ord, dækker det over en ekstra, yderst velbetalt service, der bedst udføres på luksuriøse hotelværelser rundt omkring i filmdrømmenes by, Hollywood. Ernie (en fænomenal veloplagt Dylan McDermott med overskæg a la Clark Gable) bestyrer med både charmerende, gammeldags elegance og lettere tvivlsomme bøllemetoder en mandlig prostitutionsring fra sin funklende fine tankstation i efterkrigstidens Hollywood.
Her får det håbefulde stjernefrø Jack Castello (David Corenswet) modvilligt hyre, da statistarbejdet på Ace Studios viser sig ikke at kunne betale hverken regninger eller huslån. Heldigvis frekventerer studiebossens kone, Avis (Broadwaylegenden Patti LuPone for fuld udblæsning), ofte Ernies gigolo-etablissement. Måske dét er Jacks fod indenfor i branchen? That’s Hollywood.
Her i seriemogulen Ryan Murphys overdådige, kulørte og ret så bramfri take på Hollywood og alle de skæbner, der knytter sig til filmbyen, er der aldrig langt fra (pop)kornfede drømme til slibrige sandheder og morlaske suppedaser. Serien, der er skabt i samarbejde med Ian Brennan (’Glee’, ’The Politician’) og er den første Murphy-serie skabt direkte til Netflix som led i hans milliardaftale med streamingtjenesten, er lige dele nostalgisk filmhistorie-lektion og kontrafaktisk drømmetænkning ud fra devisen hvad nu hvis… Murphy og Brennan broderer med sirlig hånd fakta og fiktion sammen, så det kan være svært at skelne fra hinanden – med mindre du kan din klassiske Hollywood-(sladder)historie til fingerspidserne.
På den måde placerer ’Hollywood’ sig et uforskammet underholdende sted imellem to af Murphys allerbedste serier; ’Feud’ og ’Pose’. Hvor ’Feud’ dramatiserede det legendariske indspilningsforløb af den camp’ede 1960’er film ’What Ever Happened to Baby Jane?’ med Hollywood-divaerne Bette Davis og Joan Crawford som både rivalinder og sammensvorne, rullede ’Pose’ New Yorks ballroom-kultur ud blandt fiktive karakterer i et udpræget queer undergrundsmiljø.
I ’Hollywood’ møder vi – ud over førnævnte Jack Castello – en håndfuld andre aspirerende stjerner i filmbyens fødekæde. Manuskriptforfatteren Archie (Jeremy Pope) er både sort og homoseksuel, men hans manuskript om virkelighedens Peg Entwistle, der sprang i døden fra toppen af H’et i Hollywoodland-skiltet, har alligevel fanget Ace Studios opmærksomhed. Archie arbejder også for Ernie på tankstationen Golden Tip (blink-blink), og her servicerer og siden forelsker han sig i den unge, endnu uopdagede skuespiller Rock Hudson.
Og herfra tager Murphy og Brennan sig mildest talt friheder med historiens gang.
Virkelighedens homoseksuelle Rock Hudson holdt sig i skabet livet igennem og indgik endda et såkaldt lavendelægteskab for at holde rygterne for døren. I ’Hollywood’ både presses og udnyttes Rock af sin slangeagtige agent Henry Wilson (spillet sublimt af en slibrig Jim Parsons), der på Weinstein’sk vis truer med at destruere Rocks karriere, hvis han ikke retter ind. Den tunge skæbne tager serien ved hornene og digter sin egen, saliggørende krølle på historien. Som da Quentin Tarantino sidste år omskrev Sharon Tates tragiske endeligt i ’Once Upon a Time… in Hollywood’.
I introsekvensen klatrer Jack, Archie, Rock og seriens andre håbefulde i fællesskab op på toppen af Hollywood-skiltet. Først om kap, så i fællesskab med hestesko og hjælpende hænder, til de alle står på toppen. Sådan er virkelighedens Hollywood nok sjældent, men i seriefiktionens ønsketænkende version er der lige muligheder for alle. Kvinder – både unge og ældre, farvede, homoseksuelle.
I serien ser studiebossens kone Avis sit snit til at træde i karakter, da manden ryger på hospitalet. Og vupti, med Avis ved styrepinden, tager Ace Studios chancer, producerer historien om Peg Entwistle og caster endda en farvet kvinde i den romantiske hovedrolle. Og hvem ved – måske vinder hun en Oscar?
Sådan føles ’Hollywood’ moderne trods sin historiske setting. Fortællingen er gennemsyret af #MeToo, #OscarsSoWhite, LGBTQ-repræsentation, #TimesUp og alt muligt andet, vi stadig arbejder på her i 2020. Og hvor langt mon vi ville være i dag, hvis tingenes tilstand allerede var blevet rykket ved dengang i Hollywood…
Selvfølgelig er en Murphy og Brennan-produceret serie om de gyldne Hollywood-dage både for camp’et og for meget. Det siger sig selv, darling. Men kan du sluge de godhjertede konklusioner og den bevidst lemfældige omgang med historiske fakta, er ’Hollywood’ en stærkt intoksikerende (og meget binge-værdig) cocktail. Over syv, herligt hektiske afsnit serveres der så mange gode historier – virkelige såvel som opdigtede – at du med ét trylleslag genforelsker dig i filmhistorien og med det vons googler amok på Anna May Wong, Rock Hudson, Hattie McDaniels og virkelighedens Ernie på tankstationen: Scotty Bowers.
Ham er der i øvrigt lavet en hel dokumentarfilm om, ’Scotty and the Secret History of Hollywood’, som jeg straks vil kaste mig over.
Kort sagt:
Hurra for ’Hollywood’: Ryan Murphy og Ian Brennans kreative omskrivning af filmhistorien sprudler af energi og kærlighed til filmbyens skæbner.
Anmeldt på baggrund af hele sæsonen.