Sulka har allerede sneget sig ind på vores Top Track-liste af to omgange – først med debutsinglen ’Frikvarter’, sidenhen med ’Usagt’ feat. et gæstevers af Khal Allan fra Ponyblod. Begge gange var det Tue Track, der stod for stemningsfulde, old school, boom bap-inspirerede produktioner, og lige netop dette ret så givtige samarbejde fortsætter nu.
Sulka har nemlig nu annonceret sit officielle debutalbum, ’Epoker’, som Tue Track har produceret. »Hans stemningsfyldte produktioner udgør en farverig blanding af gammelt og nyt,« lyder det fra Sulka om samarbejdet i en pressemeddelelse. »Et beat er sågar fra 2008. Intentionen i samarbejdet har været at gøre alle produktionerne tidløse«.
Sulka forklarer yderligere om debuten: »Temaer og humør stikker i mange retninger på albummet og illustrerer den tragikomiske teatralskhed, som livet bringer frem i en hver ung ildsjæl, der desperat prøver at finde sit fodfæste. Og udover det er det renhjertet hiphop. Og det kan være svært at finde i den tid, vi lever i«.
’Epoker’ er ude på næste fredag den 22. maj.