TEMA – 10 år med ‘My Beautiful Dark Twisted Fantasy’: Den 22. november kan Kanye Wests magnum opus fejre 10-års jubilæum. Vi hylder det skelsættende mesterværk med en række artikler i løbet af ugen – følg løbende med HER.
Ingen bruger samples som Kanye West. Det var klart allerede før, han startede sin karriere som soloartist – tænk bare på, hvordan beatet til ‘Izzo (H.O.V.A.)’ af Jay-Z rekontekstualiserede The Jackson 5 i 2001, eller hvordan Kanye flippede Nina Simones ‘Sinnerman’, da han producerede Talib Kwelis ‘Get By’ fra 2003.
Brugen af samples har været et af Kanyes største talenter igennem hele karrieren, og ‘My Beautiful Dark Twisted Fantasy’ står som hans helt store magtdemonstration i denne disciplin. Det er et album, der indledende markerer sin majestætiske skala ved at sample Mike Oldfield – og som afslutningsvis understreger sin vigtighed ved at sample Gil Scott-Heron.
Samples er på mange måder grundstenen på tværs af jubilæumsalbummet, og ikke alene bliver de brugt på mange kreative måder, der bliver også samplet fra kunstnere, der ikke typisk finder vejen til hiphopproduktioner. Hvor den gængse hiphopproducer måske vil støve sin samling af klassiske soul- og funkskiver af, trækker Kanye også på progrock-giganterne King Crimson, metalgudfædrene Black Sabbath, indiedarlingsne Bon Iver og det elektroniske mastermind Aphex Twin.
Med så spraglet en referenceramme kunne ‘My Beautiful Dark Twisted Fantasy’ snildt være endt som en stor rodebutik, men Kanye fik stilfuldt integreret vidt forskellige lyde til et samlet værk, der lyder storartet.
Albummet kan i denne uge fejre 10-års fødselsdag, og i den forbindelse rangerer vi her de fem bedst brugte samples på albummet.
5. Rick James’ ‘Mary Jane (Live)’ på ‘Runaway’
Godt et halvt minut går der, før ‘Runaway’ træder ud af sin nervepirrende spinkle klaverintro, hvor hver tangent får så meget plads til at ånde, at det er svært ikke at få en klump i halsen. Så træder nogle tordnende trommer ind – oprindeligt fra det groovy sydstatsfunkrack ‘Expo ’83’ af The Backyard Heavies, men her rekontekstualiseret, så det føles intenst og pågående. Og kort derefter et vokalsample, der loopes mange gange i løbet af sangen.
Det er ikke helt til at høre, hvad stemmen siger. Er det »Who gotcha«? »Look at ya«? Er det i det hele taget på engelsk? Stemmen vandrer rundt i lydbilledet svøbt ind i rumklang. Det er ubehageligt og konfronterende, uanset hvad der bliver sagt – og netop derfor understøtter det så smukt den selvkonfrontation, en ængstelig Kanye bevæger sig ud på i løbet af tracket.
Dén vokal stammer fra en optræden med funkveteran Rick James, der spiller hittet ‘Mary Jane’. Han interagerer med publikum, som han beder om at tænde joints – seks et halvt minut inde i optrædenen observerer han publikum, hvorfor han proklamerer »Look at ya!«. Man lægger ikke engang mærke til det, med mindre man leder efter det. Det føles så anderledes i konteksten på ‘Runaway’, der absolut ikke er festlig. Og netop derfor er det så imponerende et sample.
4. Aphex Twins ‘Avril 14th’ på ‘Blame Game’
I den stik modsatte grøft finder vi ‘Avril 14th’ fra Aphex Twins kolossalt lange (men kvalitetsmæssigt imponerende konsekvente) dobbeltalbum ‘Drukqs’. Modsat ‘Mary Jane’ genkendes samplet nemlig øjeblikkeligt på ‘Blame Game’, hvis man kender sangen i forvejen – og omvendt genkender man øjeblikkeligt ‘Avril 14th’, hvis man sætter ‘Drukqs’ på efter at have hørt ‘Blame Game’.
Og det hænger da også sammen med, hvor simpel samplingen kan virke ved første øjekast. Stemningen er ikke rigtig forandret – begge sange er triste og tænksomme. Kanye sampler de sidste par takter af ‘Avril 14th’ for at lade dem loope i løbet af hele sangen, og han er end ikke den første til at gøre dette – comedygruppen The Lonely Island gjorde det allerede på ‘Iran So Far Away’ i 2007.
Men at sammenligne det med The Lonely Island tydeliggør også Kanyes finesse. Han har tilføjet cello, bombastiske trommer, lidt lækker knasen i lyden. Hvor Andy Samberg og co. tydeligt har brugt et sample, føles ‘Blame Game’ som om John Legend selv sidder bag klaveret og synger. Der er gjort så mange anstrengelser for, at denne følsomme moderne klassiske komposition føles uadskillelig fra hiphop – og det er imponerende.
3. Smokey Robinsons ‘Will You Love Me Tomorrow?’ på ‘Devil in a New Dress’
I mange år anså jeg ‘Devil in a New Dress’ for at være en af de mindre imponerende sange på ‘My Beautiful Dark Twisted Fantasy’. Hvor de fleste andre sange er spændende genrehybrider, er Mike Deans guitarsolo det eneste her, der ikke er straight-up hiphop. Omkvædet føles ikke engang rigtig som et punchy hook, men rettere en tilbagevendende serie linjer, der kompositorisk får samme vægt som versene.
Som årene er gået, er jeg dog blevet mere og mere fascineret af Kanyes historiefortælling og billedsprog, der næppe har været stærkere end på dette track.
Det er det eneste nummer på albummet, hvor Kanye selv ikke er krediteret som producer. Derimod er den primære beatmager Bink, der ved et tilfælde kom til at spille beatet for Kanye på et tidspunkt, hvor de skulle arbejde sammen. Fra første øjeblik, Kanye hørte det, var han dog klar over, at det var en storslået produktion.
Meget af den effektive stemning skyldes de svævende vokaler i samplet. De har en androgyn lyd over sig, og de vækker godt med længsel og begær, perfekt for nummerets lyrik. De stammer fra soullegenden Smokey Robinsons 1973-cover af The Shirelles-klassikeren ‘Will You Love Me Tomorrow’. Ganske imponerende er loopet dannet ud fra to vidt forskellige punkter i sangen – én bid er fra godt to minutter inde, og en anden er fra knap fire minutter inde.
Når de to bidder sættes sammen på ‘Devil in a New Dress’, føles de dog uadskillige. Det er ikke til at gætte, hvor én bid slutter og hvor den næste begynder. Så gnidningsfrit lyder det.
2. Bon Ivers ‘Woods’ på ‘Lost in the World’
Der er intet ved ‘Woods’ af Bon Iver, der inviterer til at blive inkorporeret i et hiphopbeat. Ja ja, der er kraftig autotune, men det er altså det. Det er et sårbart, nærmest helt nøgent a cappella-nummer, hvor Justin Vernons vokal emmer af ensomhed. At give det noget puls kunne let føles som at misse pointen, eller endda at latterliggøre nummeret.
Her ti år efter kan jeg nærmest ikke høre ‘Woods’ uden at forvente, at den transformerer sig om til et storladent hiphopepos. Kanye hev kløgtigt Vernon med i selve processen, hvilket muligvis er en af årsagerne til, at magien fra ‘Woods’ absolut er intakt – men ‘Lost in the World’ fylder bare endnu mere på.
Først et minut inde kommer Kanyes egen vokal og trommerne på. Han giver et vers, hvor Vernon også selv agerer backingvokalist, hvormed ‘Woods’ ender med at føles som mere end blot et sample. Det ender med at være hele albummets emotionelle klimaks. Det føles storladent i en grad, som kun få hiphopalbum har kunnet gengive.
1. Continent Number 6’s ‘Afromerica’ på ‘Power’
Når folk taler om samplingen på ‘Power’, føler jeg, at snakken tit falder tilbage på brugen af progrock-bandet King Crimsons mest ikoniske sang, ’21st Century Schizoid Man’. Og jo, det er skam et genialt sample. Det understreger det egotrip, ‘Power’ på mange punkter er, og så lyder det overraskende passende, selv om det på papiret kommer ud af det blå uden at have særlig meget til fælles med de øvrige musikalske elementer. Og så er langhåret progrock i en hiphopkontekst jo altid et umage syn.
Men ‘Power’ er en fantastisk sang længe inden dét sample lander godt et minut inde. Og den fortsætter med at være fantastisk, når det er overstået. Der er sammenlagt lidt under et minuts King Crimson på nummeret, men egotrippet er så meget større end det.
Så i stedet vil jeg påpege ‘Afromerica’ af Continent Number 6 som det mest geniale sample på albummet. Ikke kun fordi det lyder majestætisk, nærmest religiøst. Ej heller blot fordi det er blevet en så catchy, øjeblikkeligt ikonisk del af sangen, at det har føltes som Kanye-plagiat, hver eneste gang nogen sidenhen har brugt det samme sample.
Men ‘Afromerica’ peger også på nogle tematikker, som King Crimson ikke er i stand til at gøre. Det mindeværdige vokalloop lyder triumferende, men også indhyllet i drama og alvor. Det udtrykker dikotomien mellem at være på toppen af verden og på randen af et sammenbrud – indbegrebet af hvad ikke blot ‘Power’, men ‘My Beautiful Dark Twisted Fantasy’ i det hele taget står for.
Og så er der titlen: ‘Afromerica’. Continent Number 6 er franske, men sangen udstråler en længsel efter frihed for sorte amerikanere. Det reflekteres i de loopede vokaler, der virker som et forsøg på at ramme et billede på chant-baseret afrikansk musik, uden at det nødvendigvis kan placeres i en bestemt geografisk-musikalsk tradition. Der er dermed noget panafrikanisme over lyden.
Og sort identitet fylder også noget på ‘Power’. »In this white man world, we the ones chosen«, rapper Kanye tidligt i sangen. Var det blot denne linje, ville det måske ikke fylde så meget. Men med ‘Afromerica’ loopende i baggrunden bliver man som lytter konstant mindet om, at den titulære ‘Power’ er noget, Kanye har formået at opnå i en verden præget af systemisk racisme – hvormed den også giver ham et ansvar, som han ikke føler sig udrustet til at tage sig af.
Tilsæt oven i dette, at ‘Afromerica’ overordnet absolut ikke har ældet med ynde. Det er en cheesy, tacky discosang, der nærmest kun har sin tematik til at få den til at føles større eller vigtigere end Boney M. Ja, tematikken, og så de få magiske sekunder, Kanye plukkede til at blive loopet på en af sine bedste sange nogensinde.