’Fargo’ – hele sæson 4: Kun ét afsnit glimter i Noah Hawleys svageste Coen-riff til dato
Mit fanhjerte svulmede, jeg satte mig op i sofaen og udbrød »yes!«, da Chris Rocks gangsterboss Loy Cannon 13 minutter inde i ottende afsnit af fjerde sæson ’Fargo’ pludselig siger ordet.
»Fargo!«
For der har været overraskende lidt Fargo over ’Fargo’ i fjerde sæson af Noah Hawleys hyldede antologiserie. Hovedscenen er rykket til Kansas City, og som påpeget i min indledende anmeldelse af de første afsnit har sæsonen budt på et meget mere regulært gangster-epos. Især ’Miller’s Crossing’ og ’Barton Fink’ har været at spore i indstillinger og dialoger, men jagten på easter eggs og clues til Coen-universet har i lange passager været frustrerende svær.
Og førstnævnte reference til Fargo viste sig kun at være en lille krusning op nordpå mod Minnesota. Så jeg fladede hurtigt ud i sofaen igen…
Det skal ikke lægges serieskaber Noah Hawley til last, at han vil prøve en sæson uden provinsmennesker i kiksede striktrøjer. Det ligger i en antologiseries natur, at man kan lave vilde udsving og overraskende spring i tone, geografi og persongalleri.
Og et kvantespring har vi fået i denne sæson.
Desværre har gangsteropgøret mellem den afroamerikanske Cannon-famile og den italienske Faddos-familie været for gumpetungt, for genkendeligt, for skrevet, for veltalende, for langt væk fra den – i vekslende doseringer – sørgmuntre og voldelige Americana, vi forbinder med både Coen-brødrenes værk og antologiseriens forudgående sæsoner.
USA anno 2020, skulle dette være forbigået nogens opmærksomhed, er et land i høj sø. Og det er, som om CNN eller Fox News har summet i baggrunden, mens manuskriptforfatterne har nedfældet replikkerne.
»This country loves a man that takes what he wants. Capiche? I can take all the money and pussy I want and still run for president«, siger Jostos Faddo til en bande afroamerikanske håndlangere i en af sæsonens mange enetaler.
Ikke kun er Wes Anderson-skuespilleren Jason Schwartzman svær at købe i Al Pacinos sko som arving af et Godfather-agtigt mafia-imperie. Monologen lyder også mere som noget, det handler om Donald Trump i 2020 end om Kansas City i 50’erne. Jeg blev aldrig rigtigt transporteret tilbage i tiden denne gang. For mange konflikter føltes mere som en overivrig kommentar til højaktuelle forhold om racisme, demokrati og ulighed anno 2020.
Jeg var indledningsvist glad for, ja lettet over Chris Rock. Chris Rock er ikke en våd, pinlig fuser som Vince Vaughn i ’True Detective 2’, men et modigt valg. Og jeg bilder mig ind, at jeg forstår, hvad Noah Hawley har tænkt. Chris Rock har desværre ikke en ret mindeagtig gangsterfigur at befrugte med den der særlige karisma og mani, der har gjort ham både elsket og forhadt som komiker.
Det er svært at se det her som et gennembrud a la Jim Carreys i ’The Truman Show’, Adam Sandlers i ’Punch-Drunk Love’ eller Tom Hanks’ i ’Philadelphia’. Rigtigt skræmmende bliver Chris Rock aldrig, selv når han truer med blod, bål og brand. Rigtigt gribende bliver det ikke, når vi opdager, at hans visionære ide om et kreditkort er blevet snuppet fra ham af kridhvide republikanere.
Hele den store del af ’Fargo’s fjerde sæson, der er et gangster-epos, kickstarter aldrig, men forbliver dyr cinematografi, skinnende biler og flotte habitter, men derudover mest et tomt ekko af genrens store mestre. Man tilbringer fulde afsnit med at vente på, at det hele kommer ordentligt i gang. De bedste figurer hænger ude i periferien som soldater, general Hawley ikke rigtigt ved, hvordan han skal sætte ind i slaget.
Flere rigtig gode karakterer – Jessie Buckleys giftblandende Nurse Mayflower (en slags the dark side of Minnesota nice?),Timothy Olyphants gulerodsknasende US Marshall-mormon Dick Wickware og folk-sangeren Andrew Birds kuede hipster-bedemand – står ikke centralt nok i plottet. Jeg ønskede mig meget mere af dem og færre gangsters, der holder lange enetaler i episk belyste rum. Jeg var mærkelig uberørt, da centrale karakterer tog billetten på blodig maner. Det efterhånden med længsel ventede, Tredje Verdenskrigs-agtige slutopgør bliver dovent forløst med en montage af avisoverskrifter.
Måske har serieskaber Noah Hawley mærket det også. Han stikker i hvert fald af sammen med to af sine personer i afsnit 9. Dette afsnit står tilbage som seriens bedste i en grad, så man mistænker, at også serieskaberen har kedet sig lidt i sit eget 50’er-udsøgte gangsterunivers og følt sig stimuleret af denne tur ud under åben himmel.
Afsnit 9 er en slags afstikker filmet i fabelagtig, mytologisk sort-hvid med den irske afhopper Rabbi Milligan og Loy Cannons søn Satchel som to gøgeunger i retning mod deres skæbne under en ukendt himmel: Det er en uddybelse af den origin story med relation til antologiseriens mesterlige anden sæson, som også slutafsnittet løfter på hatten til. Det sort-hvide afsnit har finurlige og joviale typer, en tornado á la ’A Serious Man’ og sammenbidt livsklogskab – som en regulær Coen-novellefilm.
Når man ser dette afsnit, bliver man i smertelig grad mindet om, hvad både Noah Hawley og Coen-brødrene tidligere har været i stand til. Hvor unikt og charmerende dette univers kan være – og hvor langt væk fra den øvrige antologiserie denne sæson egentlig er.
Efter denne tur på bøhlandet ærgrer man sig lidt, når man skal tilbage til Kansas City. ’Fargo’ finder sig aldrig rigtigt til rette i storbyen.
Kort sagt:
Trods god dialog og udsøgt cinematografi står ’Fargo’s fjerde sæson som den svageste og mindst originale. Fans, der savner noget vintage Coen-stemning, kan dog konsultere afsnit 9 som isoleret kortfilm.