Benjy Ferree

Det er såmænd en fin, lille plade, han har lavet, sangeren og sangskriveren Benjy Ferree. Solide sange, der på ingen måde falder igennem og en god, rar, småskæv vokal har amerikaneren også. Så hvad er problemet? Jo, sagen er, at Ferree ikke er nær så god som dem, der er rigtige gode. Nå, ja, ja, men er det da ikke urimeligt at holde en kompetent debutant op mod musikalske åbenbaringer som eksempelvis Sufjan Stevens og Neil Young? Nej gu’ er det ej, når der er frit valg på alle hylder, så er der ingen grund til at stille sig tilfreds med det næstbedste.

‘Leaving the Nest’ veksler fint mellem akustisk, melankolsk eftertænksomhed med god brug af længselsfuldt cello- og violinspil og et mere veloplagt og sorgløst udtryk. Men for sjældent kommer vi med derind, hvor det for alvor gør nas eller godt. ‘Private Honeymoon’ er dog en bemærkelsesværdig undtagelse. Her aner man, at en stor sangskriver rører på sig. Alt fungerer i denne smukke sag. Personlighed, melodi og en enkelthed, der appellerer til de bedste, værste og mest basale følelser – om det så er forelskelsens sødme eller sorgens selvpineri.

Indtil Ferree kan fylde et album med sange af tilnærmelsesvis den kaliber, må han affinde sig med blot at fungere som et behageligt mellemspil og tidsfordriv, mens vi venter på, at de helt store karle og koner disker op med det nærsublime.