’The Prom’: Ryan Murphys stjernespækkede Netflix-musical er oppustet og et musikalsk fejltrin
Serieskaber og Netflix-gulddreng Ryan Murphy har med serier som ‘Glee’, ‘American Horror Story’, ‘Feud’, ‘Pose’ og ‘Hollywood’ etableret sig som kongen af camp, showbiz-satire og inklusion.
Jeg har især et svagt punkt for highschool-muscialserien ‘Glee’, der kombinerer empatiske og sentimentale lektioner i teenageproblemer, veloplagt satirisk humor og showstoppende covernumre i historien om en gruppe outsidere i det undertippede showkor på William McKinley High i Ohio. På trods af sit campede overdrev rammer serien lige i hjertet, og jeg kan ikke udelukke, at jeg op til flere gange på Yotube har fældet en tåre til Lea Michele og Idina Menzels mor-datter-duet af Lady Gagas ‘Poker Face’.
Med Netflix-filmen ‘The Prom’, baseret på Broadway-stykket af samme navn fra 2018, er Murphy tilbage i ‘Glee’-land: En musical om LGBTQ-accept på et gymnasium i en lille by i Indiana. Men trods det gode budskab, pomp og pragt og et imponerende opbud af stjerner mangler filmen både hjerte, musik og finesse og falder til jorden med et stort oppustet brag.
Meryl Streep og James Corden spiller Broadway-stjernerne Dee Dee Allen og Barry Glickman, hvis nye musical ‘Eleanor!’ bliver lukket ned på premiereaftenen, efter den bliver nedsablet af kritikerne (de sure bæster). Muligvis var anmelderne ikke vild med hiphoppen, men problemet ligger et dybere sted, mener deres pr-mand: Skuespillerne er simpelthen for usympatiske, for »ingen bryder sig om narcissister«.
Sammen med den evige korpige Angie (Nicole Kidman) og den arbejdsløse tidligere sitcomstjerne Trent (Andrew Rannells) beslutter de sig for at finde en aktivistisk sag for at genvinde populariteten. Verdenssult er for omfattende, men så falder de over en historie på Twitter om gymnasieeleven Emma (en sød og talentfuld Jo Ellen Pellman), som gerne vil tage sin pigekæreste med til det årlige skolebal. Men forældrerådet, ført an af Kerry Washingtons militante mor til – surprise! – Emmas hemmelige kæreste, Alyssa (Ariana DeBose), er så forfærdede ved tanken om, at deres børn skal omgås et lesbisk par, at de har aflyst festen.
Der må gøres noget! Så skuespillerne rejser til Indiana for at lære det konservative ‘Middle America’ om tolerance. I filmens sjoveste scene bryder den flamboyante kvartet, der præsenterer sig som »progressive Broadway-stjerner«, ind i et skolemøde og ud i protestsang på Emmas vegne. De lokale forældre og elever er mildt sagt uimponerede. Men de giver alligevel kampgejst til både Emma og skolelederen Mr. Hawkins (Keegan-Michael Key), der også kæmper for inklusion på skolen. Og som er ret vild med Dee Dee.
Meryl Streep har en fest som den selvcentrerede og kokette Broadway-stjerne, som smider sine to Tony Awards op på disken på det lokale motel for at få en suite. Hverken dem eller Barrys Drama Desk Award kan dog ændre på motellets faciliteter. Den selvrefererende satire over berømtheders storhedsvanvid og kalkulerede profilering på ’den gode sag’ er til tider mildt sjov. Men jokesene synger aldrig for alvor.
Musikalsk er filmen også frygteligt kedelig, og jeg ville ikke kunne nynne en eneste af sangene. I øjeblikket satte jeg dog pris på Streeps vampede forførelse af rektor i ‘The Lady Is Improving’ og filmens dygtigste performer Andrew Rannell i den smittende ‘Love Thy Neighbor’, hvor han i et storcenter overbeviser eleverne om, at næstekærlighed vægter tungere i Biblen end homofobi.
Mindre overbevisende er det, at der ikke skal mere til end den ene sang, før eleverne er omvendt i filmens papirstynde plot og karaktertegninger hele vejen rundt. Stakkels Emma får heller ikke lejlighed til at vise flere nuancer end sin ulykkelighed over at være »gay in Indiana«. Jeg kunne hverken mærke kemien mellem Emma og Alyssa eller det påståede bånd, der opstår mellem Emma, Angie og Barry. Eller for den sags skyld tro ét minut på romancen mellem divaen Dee Dee og mutte Mr. Hawkins.
Kulisser, kostumer og koreografier er stort anlagte og neonfarverige, og kameraet hvirvler rundt i et forsøg på at holde vores opmærksomhed fanget. Men det hjælper ikke, når hverken historie, karakterrelationer eller musik holder, og filmen er en halv time 2 timer og 12 minutter for lang.
Kort sagt:
Hverken Meryl Streep eller et velkomment forsvar for LGBTQ-rettigheder i det konservative USA kan redde Ryan Murphys oppustede og kedelige musical.