Playboi Cartis ’Whole Lotta Red’ fortjener ikke alt det had, det får

Playboi Cartis ’Whole Lotta Red’ fortjener ikke alt det had, det får

’Whole Lotta Red’ gik fra hypet til hadet på rekordtid efter sin udgivelse, og jeg forstår godt hvorfor.

Playboi Carti har nemlig brugt flere år på at puste til forventningens ild. Efter det hyldede 2018-album ’Die Lit’ introducerede han en ny babystemme-rapstil på leak-klassikeren ’Pissy Pamper’ (også kendt som ’Kid Cudi’), og gæstede hos alle fra Tyler, the Creator (’Earfquake’) til Drake (’Pain 1993’).

Nye leaks og snippets dukkede konstant op, alt imens albummet blev udskudt – hvilket kun gjorde hypen større. Og så, i slutningen af 2020, vågnede Carti pludselig op til dåd.

Han begyndte at promovere ‘Whole Lotta Red’, og antydede, at der ville være gæsteoptrædener af alle fra Travis Scott til Post Malone, samtidig med at den tidligere BFF og samarbejdspartner Lil Uzi Vert meldte ud, at han var på albummet. Derefter kom det endda frem, at Kanye West skulle agere executive producer, og at den længe ventede udgivelse skulle komme til jul.

’Whole Lotta Red’ under juletræet? Cartis store fanhær var ved at gå ud af sit gode skind af glæde.

Så landede albummet, og rapperens fans gik igen ud af sit gode skind. Men ikke på den gode måde.

For i stedet for den store mumblerap/babystemmerap-klassiker, alle havde ventet på, har Playboi Carti valgt at lave et album med punk-inficeret rap, der lander et sted mellem ’Yeezus’ og tidlig XXXTentacion. Der er masser af rockstarattitude og hæse råbeflows, og meget lidt af lyden fra de mange leaks og snippets, der havde bygget forventningen op. Og, når ja: Uzi, Post Malone og Scott er heller ikke med.

Har nogen rapper nogensinde bygget en så stor forventning op blot for så at gå den helt modsatte vej? Jeg tror det nærmest ikke. For én ting er, at prøve en ny lyd af. Men noget helt andet er at slippe et helt album, der er mere eller mindre det modsatte af det, man har lovet sine fans gennem flere år.

For at blive i julegavemetaforikken, så er det som at love sit barn en hund hele året, blot for så at overrække en kat den 24..

Det her album har altså ikke haft en specielt vellykket udgivelsesproces – hvilket faktisk er virkelig synd. For ser man bort fra alle de negative reaktioner, har Carti lavet et både modigt og ambitiøst album, der springer væk fra mumblerap, og hen til noget helt nyt.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

For Carti rapper klarere end nogensinde på ‘Whole Lotta Red’, og det giver stedvis nogle ret fantastiske resultater. Som på ’Stop Breathing’, hvor man får glimt af årsagen til aggressionen i den nye punkrap-stil: »Every since my brother died / I’ve been thinking about homicide«, gentager Carti gennem (lyder det som) sammenbidte tænder.

Den samme blanding af trods og trauma er kernen i ’Die4Guy’, der bruger broderens navn som en slags besværgelse: »Reggie Carter, Reggie / that’s my brother / Jordan Carter, Carti / I’m your brother!«.

Det er både hjerteskærende og underligt opløftende, når Carti forarbejder sorgen til storladne sange, som de ovennævnte. Men det er uheldigvis for sjældent det sker. For alt for mange sange, som ’Rockstar Made’, ’New Tank’ og ’Meh’, har masser af energi, men er også ldit som tomme skaller, hvor rapperen leger rockstjerne uden egentlig at sige noget eller skabe mindeværdige momenter.

Her bliver det tydeligt, at mumblerap-mesteren ikke har helt samme sans for dynamik og energi, der gjorde XXXTentacion til en ægte rock-rapstjerne, eller samme karisma som Kanye havde på ’Yeezus’. Carti udnævner godtnok skiftevis sig selv til ‘Vamp King’, ‘Punk Monk’ og forskellige variationer af rockstjerne, og viljen til transformation er fascinerende.

Men altså: Både Future og ASAP Rocky har kaldt sig selv for den nye Hendrix, så det virker en smule uoriginalt når Carti så også gør det på ‘F33l Lik3 Dyin’. Og bare fordi han gentager ordet »metaporphosis« gang på gang på Kid Cudi-samarbejdet af samme navn, er det ikke automatisk sådan, at den store forvandling for alvor indtræder.

Udover sange som ’Stop Breathing’ og ’ Die4Guy’ er nogle af de bedste sange på ’Whole Lotta Red’ samtidig de få, hvor Carti vender tilbage til mumble-stilen.

På ‘Beno!’ og (især) ’Slay3r’ får vi et glimt af, hvad det her album kunne have været, hvis ikke Carti havde kastet sig helt ud i rockstjernestilen, og den Lil Uzi Vert-agtige kærlighedssang ’Control’ viser, at rapperen også er i stand til mere melodiske numre. Det er også pænt syret at høre babystemmen vende tilbage på narkohyldesten ‘Teen X’ med Future.

Så ja, som sagt forstår jeg Carti-fansenes frustration. Det her er ikke den klassiker, de var blevet lovet, samtidig med at visse sange antyder, at han kunne have lavet dén klassiker, hvis han ville.

I stedet er det her lidt et værk som ’Testing’ af Cartis tidligere makker, ASAP Rocky: Et på sin egen måde frygtløst album, der gemmer på masser af uventede drejninger og vågede eksperimenter. Det hele lykkes måske ikke til fulde, men det får point for at prøve.

For Carti prøver jo netop at skabe noget helt nyt og originalt. Det er da beundringsværdigt i sig selv. Så mon ikke vi kommer til at se tilbage på ‘Whole Lotta Red’ med anerkendelse, når vi en dag har glemt alt om den ekstremt klodsede måde, det blev udgivet på?


Kort sagt:
Playboi Carti har skuffet sine fans ekstremt meget ved at udgive et album, der var det modsatte af det, de forventede. Men ‘Whole Lotta Red’ er faktisk både modigt og ambitiøst – selvom ikke alle eksperimenterne lykkes.

Playboi Carti. 'Whole Lotta Red'. Album. AWGE / Interscope.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af