Grizzly Bear
Det er ellers et både sødt og lidt farligt navn den amerikanske gruppe Grizzly Bear har iklædt sig. Man ser det for sig: gråbjørnen vandrende rundt i ødemarkens store vidder. Til dels en velvalgt association til bandets andet album, der på mange måder synes både nuttet og som skabt med den ro i sjælen, en tur i naturen gavmildt giver fra sig.
Dykker man ned i tonerne, springer alskens musikalske associationer da også straks én i møde. Herude i ødemarken høres ekkoer fra en svunden uskyldig pop, som charmerede de unge i 1960’erne, en prog-rock, som udvidede sindene i 1970’erne samt fra shoegazer-poppen, som gjorde 1990’ernes unge sværmeriske. Ovenpå alle disse lag skaber Grizzly Bear fængende stemninger med en oftest underspillet brug af vokal-harmonier og en indadvendt kunstnerisk fremtoning, der får gråbjørnene til at fremstå komplekse og drevne af eksperimental-trang.
Ligesom navnet er sødt og bjørne er svære at blive venner med, er Grizzly Bear dog alligevel et orkester, det er yderst krævende at blive fortrolige med. Den store sammensmeltning af inspirationens hellige kilder virker simpelthen ikke farlige nok, jo tættere man forsøger at komme på bjørnen i dens naturlige omgivelser. Mere som at betragte den i en zoo, hvor den virker tæt på uden nogensinde at blive det.