- Vennerne blev rapstjerner, mens han knoklede 9 til 5: »Man glemmer sine drømme, og hvad man egentlig vil«
- Roskilde Festival: 10 kunstnere, vi drømmer om at se på Orange Scene næste år
- Din yndlingsrapper deler scenen med ham. Din konge ser fodbold med ham. Er der nogen i landet, der ikke elsker Thor Farlov?
Blood Meridian
Man skulle tro, de havde været der selv. På det vilde Vestens støvede ørken-strækninger med kun lyden af hvinende vind og sagte hestehove i ørerne. Eller ved det knitrende lejrbål med kun Jim Beam som selskab.
For canadiske Blood Meridian lyder som vaskeægte cowboys, når de finder banjoen frem, eller når frontmand (og bassist i Black Mountain) Matthew Camirand slår over i hvæsende, tungsindig falset. Den dunkle country-stemning fra såvel steel-guitar som mundharmonika ligger sig et sted mellem sumpet roots-rock og mørk americana. Til tider er det dystert og sørgmodigt som 16 Horsepower, enkelte gange mere skramlet og slacket som Pavement, mens man af og til også hører lidt poppede, følsomme Counting Crows-strofer.
Det hele bliver båret frem af fængende numre, som varierer både i udtryk og udformning. Det er rart og roligt uden at blive ligegyldigt, og teksterne om død, kærlighed og ensomhed er tankevækkende og foruroligende dog krydret med en vis ironi og humor, så de ikke bliver for tunge.
Et eksempel på det er det skjulte track ‘Little Sister’, som stille folder sig ud som et skønt, rørende nummer med betagende vokal og blid mundharmonika. Bare ét af flere imponerende og intense oplevelser på en plade, der dog aldrig udviser den store originalitet.
Blood Meridian. 'Kick Up The Dust'. Album. V2/Bonnier Amigo.