Johnny Cash

Tre år efter sin død synger Johnny Cash for sidste gang for os med sin dybe røst. Legendens definitive favntag med sin livgivende musik, inden gensynet med sin elskede June Carter blot få uger forude, er sunget ind i samtlige toner. Det er det femte album i rækken af hans akustiske comeback-album, vi til tidernes ende kan takke produceren Rick Rubin for at have sat i værk. Gennem de tolv traditionals, covers og selvskrevne afskedshymner lyder Cash, som om han tilfreds skuer den nåde, han lige siden de unge år havde søgt i sine sange.

Så han sang for at lade afskeden blive så kærlig og personlig, som man kunne forvente af en sanger af hans format. Næsten ude af stand til at se eller trække vejret sad Cash i månederne efter Junes bortgang og kæmpede for at fuldføre dette testamente til familien og musikken. Kampen høres i hvert eneste sagte åndedrag han synger, og dette i sig selv gør ‘A Hundred Highways’ til et ualmindeligt rørende album, man mærker direkte i hjertet. Det er sange, som rammer næsten uudholdeligt stærkt, men også befriende klarsynet. Aldrig har Cashs stemme lydt så fattet, han havde fat i en rød tråd, der bestod af livet, så længe det var nødvendigt.

I den sidste komposition, Johnny Cash nåede at skrive gennem sine seks årtier i musikkens nåde, ‘Like the 309’, viser han sin fighter-vilje og mørke humor med ordene »it should be a while before I see doctor death, so it sure would be nice if I could get my breath«. Men længe fik han ikke. Efter sangens sidste tone drog han sit sidste åndedrag og forvandlede sig til den legende, han uden tvivl var skabt til at ende som. Hundreder af landeveje ventede ikke længere forude for manden i sort, bag sig efterlod han os et gavmildt testamente i form af sit stærkeste American-album.