Late Night Venture

Lange og drømmende instrumentale stykker dominerer, når danske Late Night Venture rigtig slår sig løs. Søren Hartvigs tungsindige, skrøbelige og let desperate stemme træder i baggrunden, mens et varieret og detaljeret stemningsbillede af bred synth, kildrende guitarer og forrygende bas bygges op.

Mens enkelte toner minder om Bob Hunds spidsfindige og legende univers, trækker de danske indierockere tydelige tråde til dEUS og Mercury Rev. Der er desuden kræs for både fans af The Cures dystre univers og de mere afdæmpede kroge af Sonic Youths støjflader.

Hartvigs androgyne, lavmælte stemme, som til tider kan minde om Jonas Bjerres eller Michael Møllers (Moi Caprice), er desværre ofte præget af lige lovligt meget effekt og forvrængning – nogle gange savner man, at den står lidt renere frem i lydbilledet. I det hele taget trænger vokalen til lidt saft og kraft, og det frisker gevaldigt op, da Catharina Gripenberg kort træder hjælpende til.

Late Night Venture, som tidligere kaldte sig Flying Virgins, river os med ud på flyveture over vidtstrakte landskaber af rislende klavertoner og strømmende guitarer. Musikken bygger sig op, udvikles og forandres uden at ligge stille. Nye, uopdagede detaljer, lag og nuancer dukker konstant op og gør musikken spændende og interessant at begive sig på en rejse ind i. Lidt stenet er det, men samtidig også medrivende, fordi numrene er så velopbyggede og gennemtænkte.