Selina Gin fremviste de ømme sider af talentet til sin første headliner-solokoncert siden bruddet med Nelson Can
Hun havde allerede teaset for sit solomateriale med en stramt kurateret minikoncert på sidste års virtuelle Heartland Festival samt en håndfuld lovende demoer på sin Soundcloud. Men torsdag aften på Loppen var i dén grad en evening of firsts — første (rigtige) koncert siden bruddet med Nelson Can sidste vinter, første koncert siden coronapandemien brød ud, første headlinerkoncert som Selina Gin.
Den erfarne musiker må have følt et miskmask af nerver, spænding og glæde, der overgår de gængse sommerfugle forud for en times ophold i livekoncertens blottede rum.
Med store smil og åbenhjertig snak imellem numrene lignede Selina Gin først og fremmest en kunstner, som var lettet over at være tilbage i sit rette element bag mikrofonen.
Loppens intime rammer med et begrænset, bænket publikum samarbejdede med hende om at folde skitserne fra Soundcloud ud som rigtige sange og forløse de høje forventninger til en af landets flotteste rockvokaler.
Stemmen blev aftenens uundgåelige hovedperson i det nedbarberede setup udgjort af guitaristen Anders Arendt, analogt klaver, elklaver og en trommemaskine.
En nærværende levering af ‘Never Be the One’ understregede det ømme potentiale i Selina Gins vokal, imens den fortvivlede ballade ‘I See What You’re Fighting For’ gav hende mulighed for at demonstrere sit overbevisende rockhyl, der i det nøgne arrangement var decideret gåsehudsfremkaldende.
»Jeg har skrevet mange sørgelige sange i år«, indrømmede musikeren på et tidspunkt, men det gjorde ikke noget, hverken for stemningen omkring den dagligstueimiterende scene eller for settets alsidighed.
Selina Gin lød som en solokunstner, der med succes vil kunne indtage et vidt spænd af udtryk på skuldrene af forskellige inspirationskilder.
På den kommende single ‘Deep Blue’ ramte hun et drømmende ballademood a la Mazzy Star eller sågar Lana Del Rey, den nøgterne, trommemaskine-assisterede ‘Multiple Reasons’ ledte mine tanker hen på Circuit Des Yeuxs Jackie Lynn-album, og en flot guitarduet sidst i settet lød som dunkel PJ Harvey. Ekstranummeret var den sårbare klaverkomposition ‘Default Setting’.
Hermed ikke sagt, at Selina Gin ikke lød som sig selv. Men koncerten føltes lidt som et snapshot af en kunstner, der har talentet og momentummet til at gå, hvorhen hun vil, men forhåbentlig fastholder viljen til at udforske én sti ad gangen. Det tror jeg vil kunne udmunde i en helt uforlignelig intensitet.
Kort sagt:
Med et nedbarberet setup og ballader på setlisten fremviste Selina Gins første koncert i eget navn nye ømme sider af talentet. Hendes alsidige rockvokal var aftenens uundgåelige hovedperson.