’Strangeland’ er en indie-perle om tab, psykologisk kaos og talende cikader
Nogle siger, at point and click-adventure-spil er fossiler. Uddøde fortidslevn.
I kommerciel forstand har de ret: Halvfemsernes megahits som ’MYST’ og ’Monkey Island’ er for længst erstattet af ’FIFA’ og ’Fortnite’, når det kommer til markedsandele.
Men i kunstnerisk ambition og eksekvering befinder vi os i en (lille og indiedrevet) guldalder for peg-og-klik-genren, og meget af den renæssance bæres af spilfirmaet Wadjet Eye Games.
Deres spil er rene pletskud – og ’Strangeland’, det nyeste skud på stammen, er ingen undtagelse.
Som spiller indtager man rollen som The Stranger, en spændetrøjeklædt helt med hukommelsestab, der vender tilbage til sit udgangspunkt, hver gang han dør.
Han befinder sig i Strangeland, en grotesk og nedslidt forlystelsespark befolket af snakkende ravne, en blind skriver, en talende cikade og en kvinde med gyldent hår, som dør foran heltens øjne om og om igen.
Det er både mystisk og dragende, og detaljerne i spillets design er – i lighed med de seneste af Wadjet Eye Games’ udgivelser – deciderede lækre og sprøde.
Det gælder ikke mindst det fænomenale stemmeskuespil. Abe Goldfarb, der lægger stemme til hovedpersonen (og adskillige andre karakterer) lyder som smør, hævn og skygger i øjenkrogen.
Samtidig er spillets gåder så tilpas komplicerede, at de aldrig bliver kedelige eller umulige at løse.
Og skulle det ske, at man farer vild, kan man i spillets dystre, hurlumhejhusede ånd ringe op fra en gammel mønttelefon til en spydig version af sig selv, der overhælder en med selvhadsk galde og tips til at komme videre.
Selv historien i ’Strangeland’ er kompetent med højdepunkter, der stråler om kap. Som cikaden, der begræder de lange, mørke år den bruger under jorden, før den graver sig op i den frie luft og sværmer mod lyset.
Én anke kunne være slutningen, som nogen (heriblandt undertegnede) vil betragte som lidt for åbenlys, men ’Strangeland’ har alligevel hængt ved mig.
Jeg har tænkt over spillet, mens jeg stod i badet. Og jeg har spekuleret over, hvilke facetter af den menneskelige oplevelse, der repræsenteres af den grædende rottemand i stålburet, som myrdede flodhavfruen.
Jeg har sågar nynnet den blinde skrivers temamelodi (en afdæmpet orgel-serenade), der er meget mere catchy, end den har lov til.
’Strangeland’ er et spil om et univers, der afspejler hovedpersonens indre psykologi – det er på den måde i familie med Dale Coopers besøg i The Red Room eller måske nærmere den bizarre og vildtvoksende melankoli, som findes i Alex Garlands ‘Annihilation’.
De har samme fascinerende tiltrækningskraft. Den samme betagelse af væsener og landskaber, der afspejler et indre, psykologiske kaos. Den samme slags plagede, defekte hovedpersoner. Og den samme tid til at lade én tænke og gruble over, hvad man er vidne til.
En lignende mængde af refleksion og overvejelse finder man i peg-og-klik-adventurespil som ’Strangeland’, men alligevel er spillet stadig en overkommelig oplevelse.
Det tager cirka seks timer at spille igennem, men det føles egentlig længere. Det føles, som om det fylder mere, hvilket står i stor kontrast til de ofte storladne og udmattende actionspil, der tidsmæssigt kræver en langt større indsats.
Selvom ’Strangeland’ ikke er det stærkeste kort i Wadjet Eye Games’ katalog (den ære går utvivlsomt til 2018’s ’Unavowed’), er det stadig en mindre perle.
Det kombinerer en sans for detaljer og en ambitiøs designvision med en velskrevet samt opslugende historie, hvilket er befriende og kærkomment i en tidsalder, hvor spil-med-de-store-armbevægelser dominerer.
Kort sagt: ’Strangeland’ er et lille, dystert underværk. En makiterning af design og historie, der er oplevelsen værd.