1. Lorde ‘Solar Power’
Lorde sørger for fantastisk sommerstemning på denne Primal Scream anno ‘Screamadelica’-klingende popsang, der er produceret af superproduceren Jack Antonoff (mere om ham senere også!).
Hun har både Phoebe Bridgers og Clairo med som backingvokalister på ‘Solar Power’, der peger frem mod et album af samme navn, som forhåbentlig vil blive sommerens soundtrack 2021.
2. Selma Judith ‘Hollow Grounds’
Harpespil og traptrommer fungerer overraskende godt sammen. Det beviser Selma Judith på denne fornemme r’n’b-skæring, som formentlig vil være at finde på hendes kommende debutalbum.
3. Bleachers ‘How Dare You Want More’
Jack Antonoff har virkelig mange jern i ilden. Hans retroklingende poprockprojekt Bleachers udgiver i disse dage nogle af deres bedste singler nogensinde. ‘How Dare You Want More’ er blot seneste skud på stammen, og når den sjælfulde saxofonsolo kommer ind i billedet, er der ingen tvivl om, at det er værd at se frem til Bleachers’ næste album, ‘Take the Sadness Out of Saturday Night’, der udkommer 30. juli.
4. Lucy Dacus ‘Brando’
Kender du de der venner, der baserer hele deres personlighed på de medier, de forbruger? Det er den slags mennesker, ‘Brando’ af den amerikanske singer/songwriter Lucy Dacus handler om. Den er med på hendes kommende album ‘Home Video’ 25. juni.
5. Wolf Alice ‘Delicious Things’
Wolf Alices ‘Blue Weekend’ er hurtigt blevet et af årets mest roste album – blandt andet her på Soundvenue, hvor vi kvitterer med seks stjerner. Og bare en enkelt gennemlytning af højdepunktet ‘Delicious Things’ gør det klart, at vi har at gøre med umanerligt potent rockmusik med rigtig meget på hjerte.
6. Debbie Sings ‘Satanizer’
For et års tid siden var der god vind i sejlene for diy-trioen Jenny, der dog endte med at gå i opløsning efter kun to sange. Men medlemmerne kaster sig disse dage ud i lovende solokarrierer. Barbro Kuypers har vundet vores hjerter med sin intime sangskrivning, og nu solodebuterer Sophie Hage også. Hun har taget kunstnernavnet Debbie Sings, og med den svimlende debutsingle ‘Satanizer’ træder hun stærkt ind i rækken af kunstnere, der bringer hyperpopgenren til Danmark.
7. Clairo ‘Blouse’
Jack Antonoff er over det hele! Han har også produceret det kommende Clairo-album ‘Sling’ i samarbejde med Clairo selv, og vi kan se frem til at høre det 16. juli. Som om popmusikkens verden ikke var ‘Six Degrees of Jack Antonoff’ i forvejen, kan vi meddele, at Lorde synger backingvokal på ‘Sling’-singlen ‘Blouse’, der går lige i hjertet med sin varme soveværelseslyd.
8. Bathsheba ‘Flower Song’
Bathshebas debut-ep afslutter med hendes mest sårbare og personlige sang nogensinde: ‘Flower Song’, der skildrer hendes mildest talt besværlige forhold til sine forældre. Sangen har fået Bathshebas mor til at græde – og det er let også selv at blive rørt, når man hører den.
9. EmmaDop ‘Vegan’
Den elektroniske poptrio EmmaDop udgav to stærke sange i 2019, men sidenhen har der været ret stille i deres ende af verden. Nu er de dog tilbage med to stærke singler, hvor deres synthlyd lyder lige så gennemarbejdet som altid.
10. Tiberius B ‘Stains’
25. juni udgiver lo-fi-popkunstneren Tiberius B sin debut-ep ‘Stains’, og titelnummeret er dejligt skramlet, upoleret og oprigtigt – og så slutter det med et brag af en energiudladning.