Fiona Apple

»Be kind to me, or treat me mean / I’ll make the most of it, I’m an extraordinary machine«.

Sådan synger Fiona Apple til sine omgivelser på titelnummeret på sit tredje album, der udkommer efter en pause på seks år. En pause fyldt med rygter om catfight mellem den unge dame og Sony, men hvor hun nu fortæller, at det egentlige problem, var at hun ikke kunne finde sig selv på den tidligere producer Jon Brions udgave af albummet.

Et album, der i øvrigt blev lækket på nettet, og hvor ni af sangene går igen på den nye version, men kun to af dem i deres originale Jon Brion-udgave. Resten af den nu officielle udgave har Dr. Dre-produceren Mike Elizondo stået bag.

Men kan hun så stadig noget, denne krævende, kringlede kunstner-kvinde med de store K’er? Trods pausen er talentet i al fald helt intakt. Hendes sært dragende personlighed, blandingen af aggressiv hystade og lokkende sirene, skinner stadig tydeligt igennem musikken. Alligevel virker hun lidt mere imødekommende og smilende end på forgængerne, hun råber ikke kun ad andre, men har også overskud til at bebrejde og ironisere over sig selv. Det sætter sine behagelige spor i musikken, der får et mere afbalanceret udtryk.

Apple starter albummet på forfriskende vis med den vamp’ede ‘Extraordinary Machine’, der lyder som en ironisk kommentar til gammeldags cabaret-pop – og det fungerer. Med få andre undtagelser, såsom ‘Please, Please, Please’ er resten af albummet, trods Elizondo’s funky variationer, tættere på hendes gamle udtryk. Høj standard, men det ville have pyntet, om hun havde eksperimenteret endnu mere og skåret ned på de meget konventionelle broer i sin sang. Når hun få steder lader sin stemme lege i nye lejer, bliver man helt ærgerlig over, at hun ikke går linen ud.

Men nymfen kan sit kram. ‘O Sailor’ klodsede klaver kombineret med blid instrumentering og Apples insisterende vokal, skaber en næsten irriterende stilsikkerhed og hård skal, der smelter som en sukkerknald i munden, da hun til slut bløder op og synger bedende på knæ. Lækkert, Lækkert.

Historiefortællingen er også stadig helt i top, som i ‘Window’, hvor Apple smadrer det vindue, hun sidder og ser ud af, mens kæresten taler til hende, for: »Better that I break the window / Than him, or her, or me«.

Fiona Apple har begået et flot comeback, der måske bare er blevet lidt for poleret og overproduceret af den sene fødsel. Hvis hun fremover satser på de nye fremadrettede tangenter og leger videre med sit udtryk, spiller klaveret en stor stjernes sang.