KOMMENTAR. Sidste uge fremviste Anderson .Paak en ret vild tatovering, hvor han på skrift frabeder sig, at der bliver udgivet musik med ham, efter han er død. Det har fået Lana Del Rey til at poste, at hun har en lignende klausul i sit testamente.
De to stjerner melder dermed fra overfor en tendens, der har taget fart de seneste par år.
For det virker som om, musikverdenen for alvor har fået øjnene op for, at posthume udgivelser har værdi – både kunstnerisk, men måske især kommercielt.
Album fra afdøde artister er selvfølgelig et gammelt fænomen, men det føles mere præsent lige nu, hvor især mange rapstjerner går bort alt for tidligt.
De seneste år har således budt på posthume album fra blandt andre XXXTentacion, Juice WRLD, Mac Miller og Pop Smoke. For nyligt blev det endda offentliggjort, at et album fra den legendariske r’n’b-sanger Aaliyah, der døde i 2001, er i støbeskeen.
De fleste kunstnere har med al sandsynlighed en del uudgivne sange liggende på harddisken. Med en ferm producer og et par gæstefeatures til at fylde hullerne kan man altså sagtens trylle et album sammen. Samtidig er der en øjensynligt uendelig tørst efter ny musik. De førnævnte kunstnere døde, mens de stadig var højaktuelle, og derfor kan man godt forstå, at der udkommer mere materiale.
Men samtidig er det lidt som om, ingen har forholdt sig til, hvorvidt det overhovedet er en god idé med den her overflod af posthume udgivelser.
Et samlet værk eller en ufærdig samling demoer?
Der er selvfølgelig eksempler på gode posthume album: Biggies ‘Life After Death’ eller Mac Millers ‘Circles’, der blev kaldt den »perfekte nekrolog« af vores anmelder. Sådanne værker kan være et sidste statement fra kunstneren og måske endda hjælpe fans med at bearbejde sorgen.
Men andre gange er det svært at fornemme, om det overhovedet er kunstnerens egen vision og ønsker, der bliver fulgt — og det er her, udgivelserne bevæger sig ind i en moralsk gråzone.
Som Anderson .Paak skriver i sin tatovering: Sange, der ikke blev udgivet, er ofte demoer. Der er jo nok en grund til, at de aldrig kom ud; de var ikke gode nok, ikke helt færdige, eller også føltes de bare ikke helt rigtige. Og bør man så ikke lade dem være?
Måske er det, fordi man ved, hvordan sangene er blevet til, men det føles som om, man nærmest kan høre studie-superlimen, der får Pop Smokes posthume album ‘Faith’ til at hænge sammen — de mange features og numrenes korte længde giver en ret spinkel og fragmenteret oplevelse af den ellers så fyldige stemme.
Juice WRLDs ‘Legends Never Die’ var et udemærket album, men efter sigende ikke en udgivelse, den afdøde rapper selv var inde over. Siden er der udkommet en del singler, og det blev offentliggjort i juli, at der kommer endnu et album.
Som en person, der selv var fan af Juice WRLD’s musik, er jeg glad for, at vi får mere at høre fra emorapperen. Der er bare et problem: Det føles ikke rigtig længere som om, det er den intense, energiske og emotionelle Juice WRLD, vi hører.
Det er mere lyden af en kæmpe Dropbox, der langsomt bliver tømt for indhold.
En falmet kopi af sig selv
Men okay, jeg forstår.
Jeg forstår efterladte fans, der længes efter flere sange. Og jeg forstår de tilbageblevne familier, samarbejdspartnere og managere, der udgiver mere musik, måske ud af respekt for de selvsamme fans, der fulgte og støttede kunstneren.
Jeg tror ikke, det altid (kun) handler om penge. Jeg synes, at de her udgivelser til en vis grad giver mening. Men det siger samtidig også sig selv, at kvaliteten af musikken nok vil være dalende, indtil lageret til sidst slipper op.
Så hvor længe bør man rode op i kunstneres harddiske og de tilbageblevnes sorg? Hvor lang tid går der, før en afdød rapper bliver en falmet kopi af sig selv?
Der eksisterer allerede animerede popstjerner. Og nye teknologier kan skabe en kopi af en stemme, som det eksempelvis blev gjort for nylig (til stor kontrovers) med den afdøde stjernekok Anthony Bourdain i filmen ‘Roadrunner’.
På et tidspunkt kan man altså måske have en virtuel Juice WRLD, Pop Smoke eller Aaliyah, der laver ny musik og spiller (hologram)koncerter.
Det fremstår som et helt absurd fremtidsscenarie, men er måske ikke så langt væk som man skulle tro.
Hvor går grænsen til gravrøveri?
Vi har jo allerede set koncerter med et 2Pac-hologram – bare for at nævne en af de kunstnere, der er blevet malket allermest efter sin død.
Derfor er det en grundliggende problemstilling, vi må forholde os til, i takt med at det bliver nemmere og mere normalt at holde liv i afdøde stjerner. For hvor går grænsen mellem en værdig afrunding og gravrøveri?
Her må vi da som et minimum kunne blive enige om, at man på et tidspunkt er nødt til at lade de døde hvile i fred. Både for deres og vores skyld.
Hvis en kunstner har efterladt et sidste mere eller mindre færdigt værk, skal verden selvfølgelig høre det. Men hvis man er nødt til at grave gemmerne igennem for små sangstumper, der efterfølgende klippes sammen med gæsteoptrædener og andet fyld, er det hele altså gået for vidt.
Derfor kan man godt forstå Anderson .Paak og Lana Del Rey, der bare melder klart fra til musikalsk kunstigt åndedræt.
Jeg ville ønske, Juice WRLD, Pop Smoke og de andre stadig var her. Men det er de ikke – og uanset hvor stor en harddisk, de havde i studiet, så er der intet, der kan ændre på det.