Mange kan nok det første vers af Eminem-klassikeren ‘Lose Yourself’ udenad.
Det er der, hvor Marshall Mathers rapper om, at man kun har én chance for at klare den – men hvor karakteren, der rappes om, samtidig får så meget sceneskræk, at han kaster sin mors hjemmelavede spaghetti op, før han skal optræde.
»His palms are sweaty, knees weak, arms are heavy / there’s vomit on his sweater already, mom’s spaghetti«, lyder de berømte bars.
Det er nogle ikoniske linjer. Men det er måske ikke den mest appetitlige tekst. Altså: Den handler om at brække spaghetti op. Eww.
Alligevel har Eminem nu åbnet netop en spaghettirestaurant, der er opkaldt efter den berømte linje fra ‘Lose Yourself’.
Fra i morgen kan du således købe den famøse »mom’s spaghetti« i Eminems nye restaurant, der ligger i hjembyen Detroit. Det kan man se i en ny, meget hjemmelavet reklame for stedet, som rapperen har postet på Twitter.
Det vides dog ikke, om rapperens mor rent faktisk er involveret i at skabe opskrifterne. Nok ikke: En stor del af Eminems sange handler jo om, hvor mega meget han hader hende.
Mom’s Spaghetti-restauranten åbner 29. september, hvis du er i Detroit og sulten efter lidt pasta.
