ANBEFALING. Den sydkoreanske serie ’Squid Game’ er på rekordtid blevet en af de mest succesfulde Netflix-produktioner til dato.
Som Soundvenues filmredaktør skrev forleden, er noget af det vilde ved den sydkoreanske series succes, at den opstod organisk: Netflix har ikke lagt mange markedsføringskroner i serien uden for Asien.
En anden original Netflix-serie, hvis præmis er meget lig den, vi bliver præsenteret for i ’Squid Game’, kom dog allerede på tjenesten i december – uden at opnå noget nær samme gennemslagskraft.
Den japanske ’Alice in Borderland’ er en serieudgave af mangaen af samme navn. Den handler om 24-årige Ryohei Arisu, som ifølge sin far spilder sit liv ved at spille computerspil dagen lang. Det skal dog vise sig at være fordelagtigt for Arisu at have siddet foran skærmen.
Han og vennerne Karube og Chota finder nemlig sig selv i en dystopisk udgave af Tokyo, efter storbyen er ramt af et totalt strømsvigt. Vennerne er forvirrede, gaderne er mørklagte og fuldstændig øde, men nogle sjældne gadelys guider dem i retning af »spilarenaen«.
Det viser sig, at spilarenaen er hele Tokyo – og at præmien for at vinde et spil er overlevelse.
Vennerne tildeles hver især en mobiltelefon, der har et indbygget nedtællings-ur. Tiden på uret antyder, hvor lang tid deltageren har tilbage, før vedkommende bliver elimineret fra spillet og dermed livet.
Telefonens timer er derfor et slags visum, som deltagerne bliver nødt til at forlænge ved at dyste i de forskellige spil.
Umuligt at overleve
I ’Alice in Borderland’ er reglerne altså meget lig ’Squid Game’ – du skal spille for at overleve, og spiller du ikke, bliver du elimineret. Den demokratiske ånd i det sydkoreanske setup, hvor flertallet kan bestemme, at de vil forlade spillet, er til gengæld ikke til stede i ’Alice in Borderland’.
Her opdager vennerne til gengæld efter et par spil, at der et mønster i spillenes udformning. Alle spil præsenteres nemlig med et spillekort. Spillekortenes kulør er en indikation på, hvilken slags udfordring deltagerne skal stå overfor. Spar betyder, at det kommende spil kommer til at involvere fysisk styrke. Hjerter er et udtryk for psykologi, og ruder indikerer intelligens. Den sidste er klør, som står for balance og er en blanding af de tre andre spilkategorier.
Sværhedsgraden af spillet defineres af tallet på kortet. Jo højere et talkort, jo sværere en leg.
Chancerne for at overleve er i den forstand lettere i ’Alice in Borderland’ end i ’Squid Game’, men legene i den japanske serie får til gengæld virkelig ’Squid Games’s lege til at ligne lige præcis det, de er: børnelege.
Legene i ’Alice in Borderland’ er raffinerede og intellektuelt udfordrende, uden dog at være for komplekse til at forstå. For eksempel er spillet ’klør 5’ på overfladen en omgang tagfat, hvor man bliver elimineret, hvis man bliver fanget. Det foregår i et nedlagt lagerbygning, hvor deltagerne kan vælge at dyrke solo-questen og redde sig selv, eller samarbejde og sammen prøve på at detonere en bombe, der venter på at sprænge i luften sideløbende med fangelegen.
Legene i ’Alice in Borderland’ er fleksible og kan løses på flere forskellige måder, hvilket giver os et fint indblik i, hvordan Arisu og vennernes hjerner fungerer.
For almindelige dødelige ville det være tæt på umuligt at overleve i ’Alice in Borderland’, hvor karaktererne da også har en nærmest overnaturlig kunnen taget fra det mere karikerede mangaunivers.
Det er en stor del af charmen ved ’Alice in Borderland’, når Usagi imponerende gennemfører et spil med sin sindssyge parkour-skills. Eller når Arisu viser, hvor godt hans hjerne er skruet sammen, når han løser de ubarmhjertige gåder.
’Saw’-paralleller
’Alice in Borderland’ har et komplekst karaktergalleri og forfalder ikke til de klassiske anime-troper.
Den lykkes med at bygge en verden op, som er så klaustrofobisk, at man bliver nødt til at læne sig op ad karakterernes overnaturlige mod og evner for at kunne forsætte med at se den. Og selve scenografien er nærmest det diametralt modsatte af den, man ser i ’Squid Game’.
Æstetikken er pastelsød og børne-agtig i den sydkoreanske serie, hvilket gør setuppet ekstra morbidt. I ’Alice in Borderland’ er instruktør Shinsuke Sato mere inspireret af gysermester James Wans ’Saw’-univers, og der er scener, hvor man næsten forventer at høre Jigsaws stemme sige: »Let the game begin’«.
Begge serier er sindssygt underholdende og binge-worthy. Så havde man en fest med ’Squid Game’, og kan man godt tåle, at der bliver skruet et nøk op for horrorknappen, skal man helt sikkert se ’Alice in Borderland’.
Første sæson af ’Alice in Borderland’ kan ses på Netflix. Anden sæson er bekræftet, men premieredatoen kendes endnu ikke.