’Succession’ sæson 3: Tidens mest velskrevne serie er ondere, skarpere og sjovere end nogensinde før
Et af de mest berømte citater fra ‘King Lear’ lyder: »As flies to wanton boys are we to the gods. They kill us for their sport«.
Udskift »the gods« med »the 1 %«, og du får ‘Succession’. De kan flå vores vinger af, når de vil. Trickle-down-tortur.
Holy guacamole. Shakespeare? Ja, det er der, vi er. Jesse Armstrongs tv-serie om the 1 % (eller rettere: the 0,00001 %) er stadigvæk den ondeste, sjoveste og mest velskrevne serie lige nu.
Det er sådan en serie, som vordende manuskriptforfattere både skal nærstudere og holde sig langt væk fra af frygt for at blive ramt af kronisk mindreværdskompleks. Ligesom karaktererne har fuck you money, har Armstrong og hans medforfattere fuck you dialogue.
Men hvorfor er det så godt? Set udefra har vi ikke rykket os gevaldigt. To sæsoner inde mangler vi stadig at finde den titulære efterfølger. Logan Roy klynger sig stadig til sin taburet, som et iltert, oprejst vildsvin, der nægter at smide sig på gulvet.
Bag hans ryg – og nogle gange lige foran hans øjne – forsøger de voksne børn Kendall, Shiv og Roman samt de gamle staldheste Gerri, Frank og Karl at positionere sig. De eksterne minoritetsejere øjner en fjendtlig virksomhedsovertagelse.
Alle vil have en bid af vildsvinet. Selv nyere tids måske bedste tv-karakter, den høje, ranglede nevø Greg, en slags mild, uskyldig udgave af Jonah fra ’Veep’, ser sit snit til at kravle op ad magtstigen.
Sæson 2 sluttede med en bombe, da Kendall brød med familien og åbnede skabet, hvor Waystar RoyCo-koncernen havde gemt sager om dødsfald, voldtægter og øvrig grov uagtsomhed på deres krydstogtskibe. Et direkte angreb på farens position. Sæson 3 åbner samme sted: Kendall mod Logan. Får Kendall skovlen under sin far, eller vil Logan være i stand til at ride stormen af med sin magt og sine forbindelser?
Visuelt befinder serien sig også det samme sted. Om noget er den faktisk kun blevet endnu mere gråbrun, rodet og håndholdt rystet. De første to sæsoner havde trods alt nogle palæer og lystbåde. I sæson 3 er næsten alt grimme konferencelokaler og hotelværelser overfyldt med udtjente printere og daggamle croissanter.
Krisetilstanden regerer. Alle holder øje med alle. Ingen kan forlade rummet, uden det bemærkes. For hvad nu, hvis der pludselig er én, der skifter side, og magtbalancen forskydes?
Når ’Succession’ alligevel er længder bedre end stort set alt andet på flimmerkassen, siger det altså ikke så lidt om det niveau, som dialogen – og skuespillet – holder.
Hver eneste replik lander lige i ryggen som en skarpslebet dolk dyppet i gift. Hadet og ringeagtelsen drypper ned af skærmen. Opfindsomme svinere som »disingenuous little fuck doll« flyver gennem luften, men det er i de mere eftertænksomme pauser og overraskende replikker, at manusset virkelig funker.
Et møde mellem den øverste og den nederste på magtstigen, Logan og Greg, slutter, få sekunder efter Greg har fået sin rom og cola (»what Greg wants, Greg gets!«, udbryder Logan ironisk og beder sin tjener hente cola til Greg). Underdanige Greg aner ikke, hvad han skal gøre med sin drink og ender med panisk at bunde den, mens Roy går uden at sige et ord.
Tilbage i det imposante mahognitunge mødelokale står Greg alene med tjeneren og begynde at fabulere: »I don’t know how you did it back in the 60’s. Different times. Different times indeed. Better times? Not … Not for all«.
Det er en replik, der rummer samfundskritik, men også gennem gentagelserne og Gregs flakkende øjne sætter en tyk – og humoristisk – streg under, hvor dybt vand Greg er ude på.
Det er umuligt at yde dialogen retfærdighed her på skrift. Dels fordi selv de skarpeste one-liners bygger videre på en replik og en scenedynamik, dels fordi de alle som én leveres med enorm nuancering.
Selvom der som oftest råbes, tales hurtigt og tales højt, er vi milevidt fra den maskingeværslevering af overskrevne replikker, der for eksempel har kendetegnet Aaron Sorkin de senere år. Her er plads til stilhed og nedslåede blikke, og til »æh«, »øh« og et overgivende »fuck you«, når en karakter krakelerer midt under magtspillet.
Et perfekt timet rynket øjenbryn giver en verbal perfiditet komiske vinger. Og tag endelig ikke fejl: Selvom humoren er kulsort og ond, er den allestedsnærværende.
’Succession’ er ikke en serie, man kan second screene. Det dur ikke. Serien er én lang kamp på ord og mimik, hvor et forkert blik eller ord kan sende en karakter ud i kulden. Det, der har taget dage, uger og måneder at vinde, kan tabes på et splitsekund. Der er intimiderende ord, sårende ord, spottende ord. Og sågar i ny og næ ord, der kærtegner og omfavner – men i så fald selvfølgelig med bagtanke.
Som da Tom erfarer, at han måske skal ind og ruske tremmer, og opsøger Greg for at fortælle ham historien om den romerske kejser Nero og dennes slave Sporus: »Nero pushed his wife down the stairs and then he had Sporus castrated and he married him instead. And he gave him a ring and made him dress up like his dead wife«.
En tydeligt presset Greg svarer: »Wow. Plot twist. Didn’t see that coming«.
Tom tøver ikke med sin punchline: »I’d castrate you and marry you in a heartbeat«.
Det er på én og samme tid en øm og ægte kærlighedserklæring og en klar trussel. Det er sjovt og tragisk og den helt rigtige formidling af en karakters sindstilstand.
Det er ’Succession’ i en nøddeskal.
Kort sagt:
Marineret i had, dyppet i afsky og grillet på den følelse, som det giver i kroppen at meje én, som du virkelig ikke kan fordrage, ned. ’Succession’ er ondere, skarpere og sjovere end nogensinde før. Det bliver ikke bedre.
Anmeldt på baggrund af de første syv afsnit.