1. Magdalena Bay ‘Mercurial World’
Umiddelbarheden ved Magdalena Bays synthpop er noget af det første, der får den til at sidde fast. Men den amerikanske duos debutalbum holder sig også friskt ved hele tiden at have nye legesyge produktionsvalg og iørefaldende melodier om hvert hjørne.
Modsat meget anden ny synthpop har vi dog ikke at gøre med et 80’er-throwback. Duoens etos og æstetik har mere til fælles med 00’erne og i den grad vor tids soveværelsespop- og TikTok-stjerner, og albummet oser derfor af personlighed og intimitet med alle sine dybt charmerende idiosynkrasier.
2. Digga D ‘Made In the Pyrex’
2021 blev året, hvor den hårde UK drill-scene fik sit første nummer-1 hit i England i form af Russ Millions og Tion Waynes ‘Body’. Samtidig er genren fortsat meget udskældt: Mange drill-artister har fået fjernet deres videoer fra YouTube og fået forbud mod at optræde.
‘Made In the Pyrex’ af Digga D er et øjebliksbillede af den spagat mellem hitlister og blacklisting. Her er catchy drill-hits som ‘Woi’ og uimodståelig rap-akrobatik på AJ Tracey-samarbejdet ‘Bringing It Back’. Men også kompromisløse hyldester til pistolmænd på ‘Gun Man Sound’, der næppe kommer til at forbedre rapperens blakkede ry.
3. Arooj Aftab ‘Vulture Prince’
Pakistanske Arooj Aftab debuterede i 2014, men først i 2021 fik hun endelig det helt store gennembrud med sit tredje album, ‘Vulture Prince’. Det er et album, der forener arabisk ghazal-musik med nogle mere jazzede klange, og en udgivelse, der virkelig vinder på de diskrete virkemidler. Lyden er afmålt og tilbageholdende, men hvert eneste underspillede indtryk, musikken giver, er yderst virkningsfuldt.
Der er en rigtig nærværende varme og melankoli over ‘Vulture Prince’. Størstedelen af det er sunget på urdu, men man behøver ingenlunde at forstå sproget for at kunne mærke hver en følelse i Aftabs yderst affektive vokal.
4. Illuminati Hotties ‘Let Me Do One More’
Årets nye store indierock-sensation må være californiske Illuminati Hotties, der med deres andet album viser, at de mestrer den solide blanding af skramlet garagerocklyd og poppede melodier.
Frontkvinde Sarah Tudzin markerer sig både som en gennemtrængende vokalist med en vidunderligt insisterende levering og som en vittig, skarp sangskriver, der med tracks som ‘Threatening Each Other re: Capitalism’ byder på rammende samfundssatire.
Som om de to ting ikke gjorde hende til et stort nok multitalent, er hun også producer på albummet – og kun få nyere rockalbum har en lyd, der er lige så stilfuld og multifacetteret som ‘Let Me Do One More’.
5. Maxo Kream ‘Weight Of the World’
Albumtitlen er godt valgt. Houston-rapperen Maxo Kream rapper nemlig som om, han har set det hele og mere endnu – han har virkelig vægten fra en hel verden i sin stemme, når han beskriver de forskellige karakterer fra sit nabolag på ‘Mama’s Purse’ eller erklærer sig som bandeverdenens version af en Congressman på ’11:59′.
Sådan har han rappet længe, men 2021-albummet føles som et foreløbigt hovedværk: Øjeblikket hvor alt går op i en højere enhed, og han efter over et årti på scenen endelig får sin anerkendelse – også takket være store gæsteoptrædener af Tyler, the Creator og ASAP Rocky.
6. Genesis Owusu ‘Smiling With No Teeth’
Når man starter Genesis Owusus debutalbum, lyder det lidt som en mere funky udgave af den industrielle hiphoppgruppe Death Grips. Men for hvert nummer bliver hans udtryk kun mere og mere særpræget.
Den 23-årige ghanesisk-australske kunstner bevæger sig primært et sted i krydsfeltet mellem hiphop og neosoul, men han roder sig også ud i både synthpop, psykedelia og postpunk på tværs af albummet.
‘Smiling With No Teeth’ er dog ikke kun en sonisk rutsjebanetur. Det er også et sårbart, personligt værk, hvor Owusu gør meget plads til selvrefleksion og samfundskritik – hør blot tracks som ‘I Don’t See Color’ og ‘Whip Cracker’.
7. Blikfang ‘Vores rum for altid’
Du kender David Engelbrecht som den ene halvdel af Fraads, men kender du også producerens anden duo, Blikfang, som han har sammen med Lød-sanger Sean Gade?
Blikfang har faktisk eksisteret en årrække, men i 2021 fik de endelig udgivet deres debut-ep, der er sådan noget lidt skæv popmusik, der smager både af r’n’b, dansk retropop og skæv new wave som Kliché (hør bare åbneren ‘Du gør mig go’!).
Smagsprøven er godt nok lille – seks sange på under 20 minutter – men Blikfang lyder lige nu og her som intet andet på den danske musikscene. Forhåbentligt er ep’en startskuddet til en mere konsekvent udgivelsestaktik.
8. Injury Reserve ‘By the Time I Get To Phoenix’
Da Stepa J. Groggs fra Injury Reserve døde i juli 2020, antog vi, at det betød, at der ikke kom mere fra hiphoptrioen. Gruppen var dog allerede godt i gang med at lave efterfølgeren til deres selvbetitlede debutalbum, da Groggs døde, og de to tilbageværende medlemmer valgte at færdiggøre albummet og dedikere det til Groggs.
Debuten var groft delt op i legesyge, eksperimenterende tracks og mere traditionelle, sårbare sange, men på efterfølgeren får de stilfuldt forenet de to sider eminent. ‘By the Time I Get To Phoenix’ er en dybfølt, ængstelig udgivelse, der kanaliserer sine ubekvemme følelser gennem uortodokse, fremadsynede produktionsvalg.
9. Cassandra Jenkins ‘An Overview on Phenomenal Nature’
I år har der næppe været noget mere behageligt musikalsk bekendtskab end den amerikanske singer/songwriter Cassandra Jenkins. På amerikanerens andet album er hun lige så meget historiefortæller, som hun er musiker – og fortællestilen inviterer til, at man svøber kroppen ind i et varmt tæppe og hører godt efter.
Det hele er leveret i et roligt tempo, hvor man som lytter har tid til at fordøje hvert indtryk, lyrisk såvel som sonisk. Lyden er som en mere stilfærdig, forsigtig udgave af den sophistipop, The Weather Station har brilleret med i år, hvilket er de ideelle klæder til en så eftertænksom sangskriver som Jenkins.
10. The Alchemist & Armand Hammer ‘Haram’ / The Alchemist & Boldy James ‘Bo Jackson’
Det er utroligt så hurtigt, man tager ting for givet. Så snart noget ikke er nyt længere, glemmer man at sætte pris på det. Tag for eksempel The Alchemist.
Han har udgivet fantastiske beats siden 90’erne og de sidste år brilleret med en række samarbejder med forskellige rappere. I år er ingen undtagelse. Hans fællesalbum med henholdsvis New York-duoen Armand Hammer og Griselda-medlemmet Boldy James er imponerende og elegant gennemførte udgivelser med uforstilt, klassisk rap.
Produceren har bare lavet så meget af den her slags musik, at man knap lægger mærke til det mere. Men det bør man altså! Så ja, vi ved godt, det er snyd at smide to album på én placering. Men The Alchemist fortjener det.
Og nu vi er ved at snyde: Der er faktisk virkelig mange af den her type stilsikre, vellavede album med old school-islæt fra i år. Så lad os bare lige snige en kort anbefaling af både Wikis ‘Half God’ og Mach-Hommys ‘Pray For Haiti’ ind her til sidst. Jep: Det her blev simpelthen lige en firdobbelt anbefaling. Men dermed er listen så også slut.