’Station Eleven’: Ny serie er, som hvis pandemien blev fortalt af manden bag ’Watchmen’
Har du husket blyant og papir? Godt. Det vil hjælpe dig med at notere koordinator og finde rundt i den meget ambitiøse miniserie, som showrunner Patrick Somerville (’Maniac’) har begået over Emily St. John Mandels populære roman ’Station Eleven’.
Vi starter i en farvemættet grøn natur med fritgående grise. Jo længere kameraet kommer omkring, jo mere går det op for os, at vi befinder os i et teater, som naturen har opslugt.
Klip til, at vi nu ser selvsamme teater i blåligt kølige nuancer, men til gengæld befolket. Og herfra får du måske lyst til at lægge papir og blyant fra dig og finde andre ting at bruge tiden på.
For på scenen falder Arthur Leander (Gael Garcia Bernal) – en kendt filmskuespiller, der nu vil være seriøs teaterskuespiller med titelrollen i Shakespeares ’King Lear’ – pludseligt død om. Vi befinder os i 2020. En dødbringende svinefluenza vil snart udrydde store dele af menneskeheden.
’Potato-potato’ – eller ’bat-rat-swine’, som man siger i pandemibranchen – så er udgangspunktet for Emily St. John Mandels fiktion fra 2014 ubehageligt profetisk for det, vi i snart to år har befundet os i. Somerville skal være undskyldt med, at produktionen fik grønt lys i 2019, og optagelserne blev faktisk udsat på grund af virkelighedens pandemiske pine.
Hvis du alligevel tør se videre, kan du sætte små streger til et første afsnit, hvor pigen Kirsten (Matilda Lawler), der var en del af ’King Lear’-opsætningen, og Jeevan (Himesh Patel), som var publikum, sammen vandrer gennem en storby i stigende forfald med skræmmende velkendte scenarier af fyldte hospitaler, tomme indkøbscentre og en ophævelse af enhver medmenneskelighed.
Den stilbevidste instruktør Hiro Murai (’Atlanta’) skaber den perfekte undergangsstemning ved at holde fokus på Kirsten og Jeevan, mens informationen i baggrunden, særligt et detaljeret lyddesign, fortæller os om et samfund i kollaps.
Efter første afsnit bliver det mere tricky og dermed tid til for alvor at sætte punkter og tegne cirkler frem og tilbage.
For i afsnit 2 springer vi 20 år frem i tiden, hvor en voksen Kirsten (Mackenzie Davis) er hovedattraktion i ’The Traveling Symphony’. En omrejsende trup af skuespillere og musikanter, som skaber glæde i en postapokalyptisk verden med deres opførelser af kendte Shakespeare-stykker. Gennem Kirsten foretager vi mange erindringsspring tilbage i tiden, især med afsæt i den mystiske graphic novel kaldet ’Station Eleven’, som Arthur Leander i sin tid gav hende.
I afsnit 3 laver vi en stor bue tilbage i tiden til de første tegn på pandemien og til flere år før, som vi oplever gennem karakteren Miranda (Danielle Deadwyler). Det kunne være en ny serie, hvis ikke det var, fordi Arthur Leander går igen som egocentrisk og sårende (eks)mand til Miranda. Og fordi Miranda muligvis også er skaberen bag ’Station Eleven’.
I afsnit 4 kan du igen hoppe frem i tiden til voksne Kirsten og truppen, hvis harmoniske sammenhængskraft trues af den glubske The Prophet og dennes kult af børn. Kirsten og The Prophet synes at have en forbindelse gennem deres kendskab til ’Station Eleven’. Så optegner vi en ny cirkel tilbage til 2020, hvor vi følger en række strandede passagerer i en lufthavn, heriblandt Leanders ven Clark (David Wilmot), der forsøger at overleve, mens pandemien hersker udenfor.
Undskyld for det forkølede handlingsreferat, men det var nødvendigt for at komme frem til min pointe: At Somerville ved at digte videre på bogens struktur har skabt den muligvis mest gådefulde og sværest tilgængelige indgang til en serie siden formidable ’Watchmen’. ’Station Eleven’ er, som hvis ’Contagion’ var skrevet af Damon Lindelof, manden bag ’Lost’, ’The Leftovers’ og netop ’Watchmen’.
Der, hvor Lindelof lykkes, og Somerville i mine øjne fejler, er i graden af engagement: karakterrelationer og cliffhangere, vi kan hægte os på. Tegneserien ’Station Eleven’ præsenteres for eksempel som en alt for uoptegnet MacGuffin. Selvom man kan læse sig til, at ’Station Eleven’ skulle rumme interessante og tidssvarende spørgsmål om, hvad der udgør en civilisation, og kulturens rolle for samme, sidder man efter den første halvdel af serien tilbage med for mange løse ender. Man efterlyser det mindste spor af mening.
Til slut skal forklaringen nok komme på, hvordan alting er kausalt eller skæbnebestemt forbundne, men derfor er det stadig overmodigt at starte en serie så diffust.
Nogle amerikanske anmeldere har allerede rost serien for dens tematisering af dybe menneskelige problemstillinger. Men hvis noget klinger dybt, er det den svulstige patos, som især lydsiden dyrker skamløst. Bliver man inden for seriens kredsen om teater – og er man lidt grov – kunne man omtale følelsesdramaet i serien som forceret duarder.
Og i Shakespearske genretermer fungerer serien også sjældent, når den skal være (tragi)komisk, som i afsnittet i lufthavnen, hvor tonen sættes ved at tyvsjæle Bobby McFerrins underfundige tema fra ’The Square’.
Trods sit store potentiale er problemet nok, at serien ikke lykkes med at overbevise om sit eget styresystem: Hvorfor giver det mening at finde papir og blyant frem og følge de mange ture på tværs af en pandemisk verdensorden, når der er så mange serieuniverser, vi lærer mere af – og får mere nydelse af at være i.
Kort sagt:
Som hvis pandemitragedien i ’Contagion’ var fortalt med samme diffuse og mystiske strejf som i en serie af Damon Lindelof.
Anmeldt ud fra de første seks afsnit.