‘Call Me By Your Name’-instruktør Luca Guadagnino har fundet hovedrollen til sin kommende film om Hollywood-ikonet Audrey Hepburn.
Og det bliver Rooney Mara, der skal besjæle skuespilleren, der var en af verdens allerstørste stjerner i 50’erne og 60’erne med film som ‘Roman Holiday’, ‘Sabrina’, ‘Breakfast at Tiffany’s’ og ‘My Fair Lady’.
Mara slog igennem i ‘The Social Network’ og David Finchers ‘The Girl with the Dragon Tattoo’ som Lisbeth Salander, mens hun siden har høstet stor hæder for sine roller i film som ‘Carol’ og ‘A Ghost Story’. Hun er snart aktuel herhjemme i Guillermo del Toros ‘Nightmare Alley’.
Hvad Hepburn-filmen kommer til at fokusere på, vides endnu ikke, og manuskriptet er stadig under udarbejdelse. I første omgang skal Guadagnino da også lige forløse sin genforening med Timothée Chalamet i den kommende film ‘Bones & All’.
Vi ved dog, at den kommende film laves hos Apple, der virkelig har store projekter i støbeskeen for tiden – heriblandt også Martin Scorseses næste film, ‘Killers of the Flower Moon’.