I løbet af 2021 stod en række kvinder frem og beskrev, hvordan Marilyn Manson havde udsat dem for seksuelle overgreb. Kvinderne fortalte blandt andet om voldtægt, ydmygelser, vold og manipulation.
Manson er siden blevet sagsøgt for seksuelle overgreb af skuespiller Esmé Bianco og den tidligere assistent Ashley Waters. En unavngiven ekskæreste har desuden sagsøgt ham for voldtægt.
En af de mest fremtrædende stemmer i opgøret med Marilyn Manson har været skuespilleren Evan Rachel Wood, som var sammen med musikeren i 2007, da hun var 19, og han var 38 år gammel. De to var kortvarigt forlovet, men gik fra hinanden i slutningen af 2010.
»Navnet på min overgrebsmand er Brian Warner, også kendt for verden som Marilyn Manson,« skrev hun i et opslag via Instagram sidste februar, hvor hun fortalte om grooming og overgreb.
Nu har Evan Rachel Wood delt endnu en grufuld oplevelse i den nye dokumentar ‘Phoenix Rising’, der netop har haft premiere på filmfestivalen Sundance. Det rapporterer Pitchfork.
I dokumentaren fortæller skuespilleren, at hun ikke gav samtykke til samleje under optagelserne af Marilyn Manson-musikvideoen ‘Heart-Shaped Glasses (When the Heart Guides the Hand)’. Hun siger, at hun »dybest set blev voldtaget på kamera«.
»Vi havde diskuteret en simuleret sexscene, men da kameraerne begyndte at rulle, begyndte han at penetrere mig virkeligt«, fortæller Evan Rachel Wood ifølge Pitchfork.
Hun fortsætter: »Det havde jeg aldrig sagt ja til. Jeg er en professionel skuespiller. Jeg har gjort det her hele mit liv. Jeg havde aldrig været på et så uprofessionelt set før i mit liv. Det var komplet kaos, og jeg følte mig ikke sikker. Der var ingen, der tog sig af mig. Det var virkelig traumatiserende at filme videoen«.