Duffer-brødrene om ‘Stranger Things’-spinoffserie: »Den bliver noget andet end det, alle forventer«

Duffer-brødrene om ‘Stranger Things’-spinoffserie: »Den bliver noget andet end det, alle forventer«
'Stranger Things'. (Foto: Tina Rowden/Netflix)

Midt i den store succes med ‘Stranger Things’ sæson fire er seriens bagmænd, Duffer-brødrene, allerede i gang med at lægge planer om en potentiel spinoffserie.

Det fortæller duoen i et interview med Variety ifølge Deadline: »Der er en udgave af den (spinoffserien, red.), der bliver udviklet parallelt med sæson fem, men den bliver ikke optaget parallelt. Jeg tror faktisk, at vi vil begynde at dykke ned i den, så snart vi får færdiggjort de visuelle effekter og taget en pause«, siger Ross Duffer.

»Grunden til, at vi ikke har gjort noget endnu, er fordi, vi ikke har lyst til at gøre det af de forkerte grunde. Det var et spørgsmål om: ‘Er det her noget, jeg ville have lyst til at lave, uanset om det var relateret til ‘Stranger Things’ eller ej? Og det var det bestemt. Selv hvis vi fjernede ‘Stranger Things’-titlen, er jeg meget begejstret for den. Men det er ikke… den bliver noget andet end det, alle forventer, inklusive Netflix«, fortsætter Matt Duffer.

Indtil videre venter vi fortsat på sidste del af sæson fire, der lander 1. juli. Derefter følger den afsluttende sæson fem.

Da Duffer-brødrene annoncerede, at sæson fem ville blive hitseriens sidste, skrev de samtidig, at der fortsat er »mange flere medrivende historier at fortælle fra ‘Stranger Things’-universet – nye mysterier, nye eventyr og nye uventede helte«.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af