15. Jada ‘Elements’
Den danske popstjerne gik all-in på maksimalisme på sit længe ventede andet album.
14. Icekiid ‘Ingen roser uden torne’
Den festlige Ice viste sig at have uventet meget på hjerte på sit følsomme og personlige debutalbum, der både kredser om emner som svære familieforhold og toksiske relationer.
13. Giift ‘Archives’
Debut-ep’en fra det danske r’n’b-talent formåede at sige mere på i alt ti minutter, end mange andre gør på det femdobbelte af den lyttetid.
12. Kesi ’30 somre’
Det her album er det modsatte af ‘Søvnløs’: En udgivelse om at være vågen, til stede, forelsket og, ja, voksen.
11. The Minds of 99 ‘Infinity Action’
På ét og samme album er The Minds of 99 både mere folkelige og mere modige end nogensinde før.
10. Mø ‘Motordrome’
Mø fræser rundt i dødsdromen i fuld rockstar-stil – what’s not to like?
9. Andreas Odbjerg ‘Hjem fra fabrikken’
Et mesterstykke i, hvordan man skriver den moderne, danske popsang.
8. Senso ‘The Void In Us’
Så mange følelser. Så mange store omkvæd. Så dejligt at få Sensos poprock ind på den danske musikscene.
7. Liss ‘I Guess Nothing Will Be the Same’
Det sidste album, Søren Holm nåede at indspille, har en tragedie indbygget i sig. Men sangene sprudler af liv. Hvilket på en måde kun gør det hele endnu mere hjerteskærende.
6. First Hate ‘Cotton Candy’
Fem års fravær og et comeback-album spækket med neonoplyst klubmelankoli og mageløse synthpopsange. Velkommen tilbage.
5. Joyce ‘Elsk mig’
Grunge, poppunk, komplekse følelser om (selv)had og præstationskultur. Joyces andet album er en intens oplevelse.
4. Brimheim ‘Can’t Hate Myself Into A Different Shape’
Brimheim balancerer det intime og det storladne på et formidabelt debutalbum propfyldt med alternative rockhymner i forskellige følelsesmæssige nuancer.
3. Gilli ‘Carnival’
Det er nemt at tage Gilli for givet. At se det som en selvfølge, at Danmarks største rapstjerne bliver ved med at fornye sin lyd – om det nu er med fodboldfan-agtige mandekor eller baile funk-rytmer fra den brasilianske favela.
Men i virkeligheden er det ekstraordinært, at Gilli nu har gjort det her i ti år uden nogensinde at fryse fast i én særlig lyd. I stedet bliver hans musik, som ‘Carnival’ beviser, kun mere farverig og globalt orienteret.
2. Eee Gee ‘Winning’
Emma Grankvist har været tjener og kokkeelev, arbejdet i filmbranchen og udgjort den ene halvdel af en popduo, der brændte nallerne på en pladekontrakt med et major label.
Men hun kunne ikke slippe musikken, og som Eee Gee har hun endelig fundet sin rette hylde med tilbagelænet popmusik i countryklæder. Nostalgisk klingende, men med temaer, der kredser om at være i slut-20’erne og lidt forvirret over, hvad der skal ske, mens alle vennerne køber lejligheder og får børn.
På debutalbummet synger Grankvist som en drøm, og melodier og arrangementer skriger af både vellyd og professionalisme.
Det hele drives frem af en inderlig melankoli, som dog konstant punkteres af Eee Gees store trumfkort: Den spiddende selvironi. Som om en slags indre ro har givet hende redskaberne til at angribe livets komplikationer med humor. Det smitter.
1. Fabräk ‘Rige børn leger bedst’
På den franske forfatter Célines gravsten står der kun ét ord: »Nej«.
Det samme kunne der måske stå på Fabräks, når de en dag bliver færdige med at ruske op i den danske musikbranche.
For makkerparret er braget igennem med hymner til alt dét, de siger nej til. De afviser nærmest hele deres københavnske samtidskultur på ‘Daarligt’, men giver på ‘Jeg skater ik’ en lige så blank afvisning til den præfabrikerede anti-identitet, man kan få af skatekulturen.
Det lyder måske negativt, men faktisk har Fabräk frem for alt fået et sprudlende, nærmest legesygt album ud af deres Celiné’ske attitude. De skriver ud fra forskellige karakterer og låner skamløst fra alle fra Gang of Four til Joy Division.
Det hele skal ikke tages så alvorligt. Du skal ikke dig selv så alvorligt.
Det er i virkeligheden det, Fabräk siger nej til: Selvhøjtideligheden. Den ophøjede pande og den rynkede næste. Nej til alt det. Og ja til det vilde, det kaotiske, det utæmmede.