Som den bedstsælgende film nogensinde, er der millioner af mennesker, der har set ‘Avatar’ i biografen.
Det er faktisk blevet estimeret tilbage i 2010, at 59 millioner mennesker havde set den på det store lærred. Et tal, som kun er steget sidenhen, efter filmen fik repremiere i biografen som optakt til den kommende toer, ‘Way of Water’, der får premiere i næste uge.
Jeg er dog ikke en af dem. Og hvis man kun vil læse om ‘Avatar’, så scroll videre i teksten, for her kommer først min triste lille historie.
Selvom jeg i dag næppe kan forestille mig noget mere rædselsfuldt, valgte jeg i 2009 at tage til håndboldstævne i Sverige i stedet for i biografen, da mine veninder fra klassen i juledagene drog mod Palads klar til at blive blæst bagover af James Camerons flotte blå CGI-bedrift.
Da jeg kom tilbage efter dage i ildelugtende sportshaller høj på teamwork, klappekøller og kartoffelmos, gik der ikke længe, før det gik op for mig, at jeg var gået glip af en livsændrende begivenhed. Et samtaleemne så omfattende, at jeg lige så godt kunne smide mit harpiksfedtede håndklæde i ringen og lade som ingenting.
Det var alligevel næsten som at have været der selv, så intenst som filmens ligheder med ‘Pochahontas’ blev gransket i min vennegruppe, ligesom jeg var håbløst udenfor i interne jokes, der gik ud på at sige høje lyde ligesom filmens blå folk. En normal person havde muligvis valgt bare at gå ind og se filmen på bagkant, men hvis man kan huske ‘Avatar’s popularitet, vil man også kunne huske, at hypen var intens, indtil den virkelig ikke var det mere.
Senere vendte stemningen omkring filmen på en tallerken, og pludselig var det sejt at kritisere den. Held i uheld. En sand kontrær intellektuel på 15 år var født. Der selvfølgelig fra start havde gennemskuet, at det var noget blåt mainstream-lort (det med håndbold sagde jeg ikke til nogen).
Men nu hvor historien gentager sig, er jeg pludselig bagom ‘Avatar’-dansen igen.
Soundvenue-skribent Morten Kildebæk har tidligere testet, hvorvidt værket kunne leve op til førstegangsoplevelsen. Men hvordan ser førstegangsoplevelsen overhovedet ud i 2022 renset for nostalgi og 3D-briller, når man ovenikøbet ser den derhjemme i stuen på en hverdagsaften?
Hvis James Cameron virkelig formår at smede sand filmmagi, kan han så også give mig et barndomsminde med tilbagevirkende kraft?
Her er min, cirka kronologiske, oplevelse af at se ‘Avatar’ for første gang i 2022.
Jake Sullys døde øjne
Vi flyver gennem junglen og ind i hovedet på Jake Sully. En karakter, der, så snart han åbner munden, afslører, at han ingen personlighed har. Han er en tidligere marinesoldat, som har sovet kryptosøvn i seks år, eller som han selv kalder det: »a dumb grut going some place he’s going to regret«.
Hvis det er meningen, at han skal se både dum og dumdristig ud, har James Cameron virkelig ramt plet med castingen.
Er det her det teknologiske vidunder? Det er flot på sådan en ‘Tarzan’ og ‘Rumrejsen 2001’ som computerspil-agtig måde.
Set i lyset af hvor meget James Cameron praler af at være de levende øjnes mester, er Worthingtons døde veteranøjne nærmere en antitese til det med sjælenes spejl. Godt at menneskedelen af ham skal sove det meste af filmen.
Velkommen til Pandora
Jeg er usikker på, hvorfor man har lagt krigsveteraner i kryptosøvn. Det er nok nærmere jordens undergang end sundhedsteknologisk innovation, at sygeplejerskerne svæver tyngekraftfrit rundt. Hans brors lig er trods scifi-samfundets højteknologi blevet brændt i en papkasse. Sully skal overtage hans vigtige forskningsmission på Pandora, fordi han har hans DNA.
Da vi lander på Pandora, føles det som ren ‘Star Wars’-imperialisme med rumskibe midt i den frodig natur.
Det står klart, at Jake Sullys karakter ikke kan blive ved med at være en forkrøblet grå type i kørestol. Mon ikke han snart går fra blues til blå.
Navy bliver til Na’vi
Selvom jeg godt har set billeder af ‘Avatar’s unikke art af stammefolk, ser det alligevel fuldstændig vanvittigt ud, da jeg ser dem for første gang i karrene i laboratoriet. Lidt som at se en Happy Meal-figur i dinosaurusstørrelse lagt i sprit på zoologisk museum.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på Jar Jar Binks. Jeg håber virkelig, det holder op.
Men da den benlammede Jake Sully bliver vækket til live som avatar, bliver Jar Jar Binks kun mere allestedsnærværende. Det skal muligvis forestille at være hæsblæsende, rørende eller sjovt, at han på ‘Don’t Stop Me Now’-vis spurter ud i verden som en genfødt blåbærantilope, men det er umuligt at tage alvorligt. Især fordi de andre avatars spiller basketball (mens de holder pause fra hvad? Hvad laver de mange andre avatars?).
Til gengæld er hans animerede øjne langt mere glansfulde som avatar, så det med de døde øjne var nok meningen.
Hvorfor er Sigourney Weaver så sur, og hvorfor er hendes Avatar-bryster så store
Der er få fingre at sætte på teknikken og effekterne i den remastererede streamingudgave af ‘Avatar’. Til gengæld er der flere fingre at sætte på skuespillet, end hvis en hel vuggestue highfivede et drivhus.
Og især Sigourney Weaver har ikke meget at arbejde med på karakterfronten.
Intet er mere 2009 end en ældre kvindelig karakter, hvis fremmeste karaktertræk er at være pissesur. Hun kan bedre lide »planter end mennesker«, og da hun møder Jake Sully, finder vi ud af, at hun hader ham, fordi hans bror er død.
Ligesom Jake Sully kan jeg heller ikke genkende Dr. Grace Augustine i avatar-form. I modsætning til alle andre skifter hendes nemlig tøj, når hun bliver zappet. Væk er den sure ældre videnskabskvinde for en blå amazone i tanktop og hotpants ( Pandoras klart største bryster)! Det dårlige humør forsvinder også. En teknokrypt, der kan kurere killjoys. Det er da næsten det mest dystopiske ved James Camerons vision.
Papyrus
Det sjoveste ved ‘Avatar’ er indtil videre det ekstreme wtf-øjeblik, der indtræffer, da forskerholdet tester deres sprogegenskaber, som bliver oversat med undertekster i den latterliggjorte skrifttype papyrus.
Jeg har godt set den legendariske ‘Saturday Night Live’-sketch med Ryan Gosling, men det er først nu, jeg virkelig forstår den. Nogle ting er åbenbart for legendariske til at fjerne i den remastererede version.
Om de har bevaret skrifttypen til sproget i toeren, er muligvis det, jeg glæder mest til at finde ud af.
Kaptajnen af ondskabsklichéer
Fra han siger sin første replik, »You’re not in Kansas anymore«, da soldaterne bydes velkommen på Pandora, ved jeg, hvem min nye hadekarakter er.
Det første skud, vi ser af ham, er hans støvler, der har mere glans end Sam Worthingtons øjne. Når man starter med skoene, ved man, at det er, fordi folk er onde og fascistiske. Mon ikke kaptajnen, der har fået sin skaldede isse blodigt friseret af Wolverines klo, repræsenterer alt det onde og metalliske.
Kaptajnen har på kort tid sagt så mange latterligt klichéfyldte ting, at jeg får lyst til at skrive dem alle sammen ned, men der er for mange. Højdepunktet er, da han i slutscenen skriger »We will fight terror with terror« om sin Bush-klingende krigsmission, der går ud på at bombe økosystemet til et tomt krater.
En voiceover uden svar
Det er godt, der er en superpædagogisk voiceover, der har så høj lydstyrke, at det føles lidt, som når en stiv mand i baren beslutter sig for at råbe sin livshistorie ind i hovedet på en.
Desværre får jeg hurtigt bange anelser af, at selvom han fortæller sin historie med stor overbevisning, kommer han ikke til at give mig de ting, jeg ellers gerne ville vide: Hvad er der sket med jorden? Hvad er der sket med hans ben?
Men vigtigst af alt. Hvorfor. Er. De. Blå.
Stik mig et par 3D-briller
Jeg troede aldrig, jeg skulle sige det, men jeg mangler et sæt 3D-briller. Det har helt sikkert givet en større indlevelse at bevæge sig flerdimensionelt rundt i Pandoras jungle. Selvom det ser flot ud, er der noget med kameraføringen, der larmer i sin ellers virkelig dybdeskarpe fladhed.
Hver gang der er en hologramskærm med info, hver gang Sully indtaler en røvsyg projekt-vlog, peger på et uskarpt objekt i bunden af skærmen, eller der tonser en flamingoflodhest direkte imod seeren, føler man sig sgu lidt udenfor.
»Unobtanium« og andre dårlige navne
James Cameron er ikke bleg for at fortælle, at han har båret ‘Avatar’ med sig, siden han fik ideen til Na’Vi-folket i en drøm som 19-årig. Filmen var desuden i udvikling helt fra 90’erne.
Men lige så omhyggeligt, der er blevet arbejdet med de tekniske bedrifter, må filmuniversets navne være blevet på kladdeplan.
»Unobtanium« er det utroligt uopfindsomme navn til det sværttilgængelige grundstof, der gemmer sig på Pandora under livstræet »The Tree of Souls«.
Jeg er fuld af beundring over for de mange skuespillere, der har skullet ytre »flux vortex« uden at dø af grin. På samme måde som »The Hallelujah Mountains« udstiller navnekreativiteten på en måde, der virker helt absurd i forhold til, at universet ellers lader til at være blevet gennemtænkt ned til sidste detalje, siden det kom til James Cameron i hans første våde drøm.
Alle ved, at James Cameron opfandt oprindelige amerikanere
Hvis der er en ting, jeg havde hørt om, var det, at folk mente, at James Cameron havde gendigtet ‘Pochahontas’-plottet med glowsticks. Men jeg var alligevel overrasket over, hvor uopfindsomt meget Na Vi’erne minder om cirka alle andre skildringer af oprindelige folk i filmhistorien.
Selvom jeg godt kan forstå fascinationen og levende kan forestille mig, hvor spændende de må have set ud på et biograflærred i 2009, mangler jeg en ordentlig baghistorie med mere tyngde end »de elsker træer« og flyver på dinosaurusdrager.
Til gengæld har Jake Sully ret, når han siger, at han er født til at ride på drage. Det ligner, han knepper en paraglidingfaldskærm.
For sent til full moon-party
Da den her film kom ud, var bandeautoppe i neonfarver, minnetonka-støvler og azteker-print på overarbejde i modebilledet.
Hvilket desværre giver mig en grundlæggende æstetisk aversion mod hele universets påståede skønhed. Hele filmens økokritiske projekt er i hvert fald en lille smule prisværdig og sågar smårelevant i klimaængstelige 2022. Men jeg er fuldstændig frakoblet af en gennemgående følelse af at være kommet år for sent til til et fedt fullmoon-party.
Apropos fullmoon-party så er det mig et mysterie, at Sam Worthingtons ærkeamerikanske navy-brat bliver ved med at slå over i sin australske dialekt. Jeg troede, James Cameron var kendt for perfektionisme.
Hvis der er en ting, ‘Avatar’ virkelig gør perfekt, så er det i sit farvevalg at skrige 2009 højere end et gavekort til iTunes.
Sæt stikket i naturen
På et tidspunkt fortæller Dr. Grace om, hvorfor det er forbudt at fælde træerne i Pandoras jungle. Her lyder den måde, Na’vierne interagerer med naturen på, virkelig meget som internettet, hvor stammefolket kan »downloade og uploade data«.
Et nervesystem af forbundethed, James Cameron lige smed på bordet midt i Facebooks-opblomstringstid. Det er næsten kløgtigt.
Men det, jeg bedst kan lide ved Na’Viernes internetallegoriske levemåde. er, at de bruger naturen ligesom mennesker i 2009 før smartphones og airpods brugte deres bedste elektroniske venner: iPods.
Na’vierne har nemlig en form for halefletninger, de kan bruge, hver gang de skal connecte med naturen. Et freudiansk stykke økologisk aux-ledning, der forbinder dem til deres Ikran-dager og størst af alt: modertræet, som Jakesully og Neytiri kobler sig på for den ultimative yoga-forbundethed. Hvorefter de bliver så high on nature, at de knalder i bedstemor piletræs åsyn.
»They’re just trees«
Alle i ‘Avatar’ er karikaturer. Især chefen for hele Pandora-projektet, der vist aldrig fik holdt det møde, hvor han og forskerholdet forventningsafstemte, hvorvidt de skulle bulldozergrave planeten frit for et kostbart »unobtanium« eller studere dens flora og fauna.
I mit hoved er og bliver billedet af menneskehæren, der helt tegneserieagtigt bulldozer Na’viernes hellige modertræ for tynd en metafor til at bære en decideret storfilm.
Fra start ved vi, at Mr. Selfridge (bedre kendt som Frank fra ‘Friends’) er ond og kun elsker penge – for han spiller golf midt i rummet, mens hans hold sidder og knokle på deres hologram-skærme.
Men når man har været fanget i et stereotypisk actionhelvede forklædt som en eventyrfilm i næsten tre timer, er der efterhånden blevet drevet så intensiv minedrift på en meget klimaflyer-agtig formaning om, at naturen er noget, vi skal passe på, at man fanger sig selv på randen af klimafornægtelse.
Således får jeg lyst til at give Frank fra ‘Friends’ ret, når han midt i økokrigens klimaks dumsmart opsummerer filmens grundkonflikt med ordene: »They’re just trees«.
Konklusion: Man skulle nok have været der
Selvom ‘Avatar’ leverede den ultimative throwback-oplevelse med intim blockbuster-voiceover, svævende planeter, krig mellem videnskab og kapitalisme, en hærfører så karikeret, at han lige så godt kunne have været en talende tank, og ikke mindst mere cgi-animeret insektkonfetti og småsexede og spændstige blå haledyr, end jeg havde forventet af filmkunstens svar på Burning Man, blev jeg aldrig revet med.
Lige meget hvor håbefuldt jeg hamrede mit scarstik ind i ‘Avatar’-universet, var der for meget, jeg ikke fik svar på.
Det er svært at købe filmisk økokritik fra den mest teknikforherligende filminstruktør i hele verden.
Ellers også skulle man nok bare have været der.