1. Ice Spice ‘In Ha Mood’
Med sidste års ‘Munch (Feelin’ U)’ brød hun igennem. Med opfølgeren ‘Bikini Bottom’ beviste hun, at hun havde evnerne til at holde hypen oppe. Nu følger Ice Spice op på de to virale succeser med ‘In Ha Mood’.
Nummeret har floreret på internettet i ugevis, men er først officielt ude i dag. Og hvis du kunne lide ‘Munch’ og ‘Bikini Bottom’, er den pumpende, Jersey club-inspirerede ‘In Ha Mood’ lige noget for dig.
Et stærkt, simpelt hook omgivet af to flabede, selviscenesættende vers, og ellers ikke noget bullshit eller spildtid.
‘In Ha Mood’ er overstået på blot to minutter, og den inviterer øjeblikkeligt til et tryk på repeat-knappen. Og mon ikke mange af de mindeværdige one-liners – »If I was bitches, I’d hate me a lot«– på ‘In Ha Mood’ vil blive gentaget i utallige TikToks den næste tid?
2. First Flush ‘Ildfluer’
First Flush gik i 2020 fra at være en spændende eksperimentel kuriositet til at være et mere poppet indierockprojekt med bredere appel, da de udgav det flotte album ‘Fjorden’.
Den retning fortsætter de med ‘Ildfluer’, der er deres mest poppede udspil hidtil. Sangen peger frem mod et nyt album fra gruppen, der udkommer i 2023.
3. Bandmanrill ‘Last Time I Checked’
Vi bliver i Jersey club-stilarten, der er ved at have et bredere gennembrud disse dage. Rapperen Bandmanrill er en selverklæret Club Godfather, der blander Jersey club med drill. Hans seneste eksplosive single er et klasseeksempel på dén vellykkede kombination.
4. Dayyani ‘Blink Twice’
Ganger-protegéen og popkometen Dayyani er ved at lade op til sin tredje ep, ‘Pretty In Defense’.
I den forbindelse har hun udgivet denne skønne sang dedikeret til alle, der ikke har det privilegium at være klar på at danse. Ironisk nok afslutter den med et dejligt dansabelt, klubbet drop, som er svært at sidde stille til.
5. Zar Paulo ‘Ik gå så langt”
Hvis du var til Soundvenue LIVE-releasefejringen af Zar Paulos ‘Elendig Software (Del 1)’, husker du måske, da forsanger Emil Vammen spillede denne dengang uudgivne ballade akustisk i Rundetaarns berømte spiralgang.
Ellers har du måske hørt den til en af gruppens andre fremragende koncerter. Uanset hvad, er det en forfriskende sårbar og drømmende side af den ellers så kække og legesyge gruppe.
6. Eee Gee ‘New Years Ex’
Eee Gee udgav sidste års bedste danske album, og hun rundede året af med en sidste lille gave til sine lyttere.
Som så ofte med Eee Gee er denne gave pakket ind i hjertesorg og blandede mavefornemmelser. For af og til er det bare umuligt at træde ind i det nye år, uden at ens ekskæreste fylder alt for meget i ens tanker.
7. Fivio Foreign ‘Sicc & Tired’
Drill har sjældent lydt så poppet og behageligt som på beatet til ‘Sicc & Tired’. Fivio Foreigns lyrik viser dog en mere nedkørt, udmattet side af rapperen, hvor vold og død omgiver ham, hvor end han kigger hen.
Kontrasten gør kun, at Fivios lyrik rammer endnu hårdere.
8. B.O.C. ‘Elo Elo’
Gilli, Kesi og Benny Jamz skiftes hele tiden til at rappe og synge på ‘Elo Elo’, og man når overraskende godt rundt mellem deres forskellige forcer som vokalister, før det korte nummer pludselig er slut. Men på den tid har sangen allerede sat sig fast i ørerne.
Sådan har mange nok haft det, for ‘Elo Elo’ er tjekket direkte ind som nummer 1 på Spotifys chart. Det ligner årets første storhit.
Følg vores ugentligt opdaterede Top Tracks-playliste på Spotify: