Dårlige film er som Pandoras æske, fyldt til bristepunktet med alverdens ulyksaligheder.
Men i æsken findes også håbet – et enkelt øjeblik, en scene, en karakter eller en præstation, der skinner som en ensom diamant i møddingen, og som fortjener at blive frigjort fra sit ophav og fremhævet i sin egen ret.
Så det vil vi gøre her.
1. ’Bird Box’: Sarah Paulsons monsterfrygt
Susanne Biers ’Bird Box’ fulgte egentlig gyserfilmens fremmeste anvisning: Det mest uhyggelige monster er det, du ikke kan se.
Desværre druknede filmen hurtigt i genrens grelleste stereotyper, men idéen fungerede godt i begyndelsen.
Af en eller anden metafysisk årsag indbyder ’Bird Box’-monsteret til sporenstregs selvmord, så snart man ser det, men eftersom publikum aldrig gør, placeres ansvaret for uhyggen i hænderne på skuespillernes reaktion.
Det sker bedst i en af de første scener, hvor hovedpersonen Malorie (Sandra Bullock) forsøger at undslippe fra hospitalet med sin søster Jessica (Sarah Paulson).
Sarah Paulsons voksende desperation, mens de sidder i bilen og forsøger at navigere den apokalyptiske trafik – og som kulminerer, da hun kaster et skæbnesvangert blik på det ubekendte uhyre – kryber helt ind under huden, så man ikke kan undgå at få kuldegysninger, da Jessicas skælvende stemme fremstammer et:
»What the fuck is that?«
Herefter lader hun sig køre over af en lastbil, mens publikum stiller samme spørgsmål til resten af filmen.
2. ’Predators’: Danny Trejos dødsscene
Plottet til ’Predators’ fra 2010 er simpelt: En gruppe stereotype mordere dejser ned på en jungleplanet og kæmper for at overleve, mens de udveksler pinagtige dialoger og bliver slået ihjel en ad gangen.
Det første drab, som går ud over altid-døende Danny Trejo, er imidlertid en ganske effektiv gysersekvens:
Vores hovedpersoner har netop vundet kampen mod et kobbel computeranimerede hunde, da de opdager, at nogen mangler. De finder derefter Danny Trejo med ryggen vendt mod dem i en plantebegroet lysning, rallende efter hjælp, men opdager dog snart, at der er tale om en fælde. Gruppen beslutter sig for at efterlade ham – på nær snigskytten (Alice Braga), som skyder Trejo gennem hjertet af medlidenhed. Men da hun sænker sit våben og begynder at følge efter de andre, fortsætter stemmen:
»Help meee…«
Gyserviolin. Herefter skifter perspektivet til Predatorens varmesyn, mens man hører menneskeofrenes stemmer blive forvredet gennem rumvæsnets futuristiske lydaggregat, som også var garant for de mest uhyggelige scener i originalfilmen.
Desværre er ’Predator’-opfølgerens første gys også dens sidste.
3. ’Hobbs and Shaw’: Morgenrutiner
’Fast and the Furious’-spinoffen ’Hobbs And Shaw’ er omtrent så sofistikeret som en våd prut i en svømmehal, men introscenen, hvor vi simultant følger Hobbs’ (Dwayne Johnson) og Shaws (Jason Statham) usandsynlige morgenrutine i splitscreen, fungerer overraskende godt.
Mens Shaw bevæger sig rundt i grå-monotont regnvejrsland, eksisterer Hobbs i et farveladeunivers af solvarm orange. Shaw sover i pyjamas. Hobbs i bar overkrop. Shaw laver minimalistisk morgenmad i et designerkøkken. Hobbs drikker rå æg af et glas rocky-style. Når Shaw sidder på café i jakkesæt og med en espresso, går Hobbs til workout i tanktop. Derpå får de et opkald med en mission, hvorefter farverne skifter.
Hobbs deler nu øretæver ud i en neonblå karaokebar, mens Shaw tæsker håndlangere på en forgyldt high-end-natklub. Farverne er vendt om, men actionen afspejler den indledende forskel: Hobbs er temperamentsfuld og overdrevet. Shaw er afdæmpet og klinisk. Styrke mod præcision. Forhammer over for ragekniv.
Det er ikke stor, subtil fortællekunst, men scenen formår alligevel at optegne hovedpersonernes karakterforskelle ved at bruge filmmediets værktøjer med en legende opfindsomhed. Det fortjener kudos.
4. ’Riddick’: Vin Diesel i vildmarken
I kølvandet på den højstemte og fjollede ’Chronicles of Riddick’ fra 2004 (hvor Judi Dench spiller et sci-fi-spøgelse) valgte Vin Diesel at grave i egne lommer for at gå tilbage til rødderne fra den første film, ’Pitch Black’ fra 2000, med et mere simpelt take på den fænomenale dræber Riddick.
Efter at være blevet forrådt af Karl Urban bliver Riddick såret og efterladt på en gold planet, hvor naturen ønsker at slå ham ihjel. Selvom resten af filmen falmer i anden akt, så snart de irriterende lejemorderne begynder at vralte småsnakkende ud af deres rumskibe, fremstår den første tredjedel som en lille, stiltiende perle, der viser, hvordan Riddick lærer at overleve ved metodisk at bygge våben af naturlige ressourcer og træne en hyænehvalp til at modstå giften fra den rumskorpion, der blokerer hans eneste adgang til resten af planetens overflade.
Sjældent har en film haft så solid en indledning og så elendig en afslutning.
5. ‘Thor Love and Thunder’: Christian Bale
Ja, okay, det er jo ikke ligefrem en scene, men forskellen mellem kvaliteten på Taika Waititis comedy-pumpede Marvel-film og Christian Bales fænomenale karakterskuespil fortjener alligevel en plads på listen.
Efter at have givet filmisk hjertemassage til Marveluniversets Thor-figur med ’Thor: Ragnarok’ fra 2018 kunne Waititi gå på Hollywood-vandet, og måske var det netop denne lethed, som fratog ’Thor: Love and Thunder’ sin følelsesmæssige tyngde.
Mens filmen mestendels virkede som en træt parodi på sig selv, tilhørte dens bankende hjerte sjovt nok skurken: Christian Bales psykopatiske gudemorder Gorr, der stjal ethvert af de få minutter, han optrådte i, og hvis sorg og vrede over sin afdøde datter bar langt større følelsesmæssig resonans end Natalie Portmans pludselige kræftsygdom og Thors konstante midtvejskrise.
6. ‘The Happening’: It’s raining men
Det er ligesom jorden er giftig. Bare med luften. Et lidt sværere spil og en meget dårlig filmpræmis. Så dårlig at selv Mark Wahlberg, der spiller sin rolle med samme karisma som en pose blandede nødder, kunne opsnuse konceptets kvalitetsmangler: Vinden dræber dig. Come on.
Samtidig var det filmen, som for alvor skubbede M. Night Shyamalans karriere i den forkerte retning, før han omsider fik rettet en smule op på sagen med ’Split’ i 2017.
Introscenen viser dog, hvad Shyamalan kan, når han er bedst:
En gruppe stilladsarbejdere trasker rundt på en byggeplads, da nogen pludselig falder ned fra taget. Værkføreren haster hen til den nødstedte, da endnu en mand ramler ned, og da den desperate værkfører kigger op, vælter hans ansatte ned fra tagene i en veritabel selvmordsregn. Hovedårsagen til, at scenen fungerer, er sjovt nok værkførerens overraskende stærke skuespil, som virker mere troværdigt end de bærende roller, der snøvler sig igennem resten af den katastrofale katastrofefilm.
7. ‘Quantum of Solace’: Daniel Craig crasher en opera
Daniel Craigs James Bond kom godt fra start med den saltvandsindsprøjtende ’Casino Royale’, som moderniserede 007 med realisme, følelse og brutalitet og gjorde ham til et rigtigt menneske, der stod i tiltrængt kontrast til Pierce Brosnans distancerede overlegenhed.
Efterfølgeren ’Quantum of Solace’ blev imidlertid lidt af et makværk med et knudret plot, en kedelig skurk og et epilepsifremkaldende klippetempo, der fik Bourne-filmene til at ligne europæiske kunstfilm.
Scenen, hvor Daniel Craig infiltrerer skurkeorganisationens officielle møde under en stor operaopsætning, fortjener dog en salut. Ikke bare er operaen smukt opsat, men måden hvorpå det musikalske crescendo smelter sammen med Bonds action behind the scenes, fungerer sublimt.
Samtidig er det scenen, hvor millennium-007 begår sit første umotiverede, koldblodige mord og bevæger sig lidt tættere på den mørke side, som er definerende for Craigs Bondfigur.