Der er noget fascinerende ved, når kunstnere slår sig sammen på tværs af deres normale bandkonstellationer og genrer. En slags opfyldelse af ens fantasier.
For hvem har ikke siddet og samlet deres drømmeband oppe i hovedet? Jeg har i hvert fald.
Nogle gange kan sådanne konstellationer gå op i en højere enhed, som vi for nylig har set det med Boygenius – som består af Phoebe Bridgers, Lucy Dacus og Julien Baker – der har leveret et fremragende album i form af ’The Record’.
Andre gange er fantasien dog bedre end virkeligheden. Det er ikke givet at en supergruppe også laver super musik.
Det kan gå begge veje: Vi har samlet fem eksempler på supergrupper, der rent faktisk lykkedes, og tre, der måske bare skulle være blevet ved fantasien.
Vi har fokuseret på grupper indenfor den relative samtid – fra 1990’erne og frem – hvilket udelukker klassiske supergrupper som Crosby, Stills, Bash & Young, Travelling Wilburys og The Highwaymen.
Desuden har vi fravalgt duoer, for at fokusere på deciderede supergrupper, så ingen Run The Jewels, Kids See Ghosts eller Watch The Throne. Sorry!
Lad os dermed kaste os ud i det. Lad os starte med de gode…
1. The Good, The Bad & The Queen
Damon Albarn har alle dage været kongen af samarbejder, og Gorillaz kan vel efterhånden også ses som et alternativt bud på en supergruppe, hvis ikke castet var så omskifteligt.
The Good, The Bad & The Queen er dog en klassisk supergruppe. Damon Albarn får her selskab af Paul Simonon fra The Clash, Simon Tong fra The Verve og den legendariske afrobeat-trommemaestro Tony Allen.
På deres selvbetitlede debut fra 2007, kunne man fra første tone høre et band, der var sammenspillet, og havde skabt deres helt egen unikke lyd.
Med atmosfæriske keyboard, drilske guitarer, og en rytmegruppe, der blandede det bedste fra The Clash’ ska-reggae-punk med Allens polyrytmiske trommer, endte de med en lyd, der både var deres egen og føltes sær britisk.
Næsten som lyden af et imperium i opløsning, kunne man sige.
2. The Last Shadow Puppets
Hvis man er overrasket over den loungede og cinematiske drejning, Arctic Monkeys musik har taget over deres seneste to albums, så kan det kun være fordi, man aldrig har lyttet til Alex Turners supergruppe, The Last Shadow Puppets.
For da han sammen med vennen Miles Kane, og James Ford fra Simian Mobile Disco som trommeslager og producer, i 2008 udgav albummet ‘The Age of the Understatement’, åbnede han også op for et helt nyt musikalsk univers befolket af sange, der snildt kunne have udgjort soundtracket til en klassisk James Bond-film.
Med en 60’er inspireret og storladent orkestreret lyd, inspireret af blandt andre Scott Walker, kan The Last Shadow Puppet sagtens ses som det første skridt i Alex Turners udvikling til den crooner, han er den dag i dag.
3. AV AV AV
Det startede som et hyggeprojekt mellem tre venner, men da August Fenger (Eloq), Anders Dixen (Unkwon) og Martin Skovbjerg (DJ Er Du Dum Eller Hvad) efter flere år med sporadiske ep’er og bastunge liveshows i 2019 udgav debutalbum ‘No Statues’ var man nødt til at tage dem seriøst.
Albummet er et vidnesbyrd om tre musikalske hjerner i perfekt symbiose, og leverer både ond, tung bas og dragende synthmelodier.
»Klubpoesi« kaldte vi det i vores anmeldelse, men AV AV AVs musik har en understrøm af eftertænksomhed, der gør at det ikke kan begrænses til bare klubben.
Det er dansk elektronisk musik af højeste klasse fra en supergruppe af både navn og gavn.
4. Molo
Vi bliver lige i det danske et enkelt punkt mere.
For i 2010’erne var der ingen vej udenom hiphopsupergruppen Molo. Den bestod af fire rappere, der allerede var stjerner på egen hånd: Gilli, Benny Jamz og de to MellemFingaMuzik-halvdele Stepz og Branco.
Som firkløveret Molo blev de dog noget støre og mere magtfuldt. De skabte en bombastisk, ja, majestætisk gaderap, der lød større end noget andet dansk rap. Som om de byggede hinanden op til kolossal størrelse.
De havde ikke længere bare A.P. Møller-drømme, men fantaserede om tværnationale narkoimperier, hvor pengesedler i alle regnbuens farver dalede ned fra den tropiske himmel.
Numre som ’Bølgen’ og ’Skejs’ blev ikke bare gigantiske hits, men hymner som de kommende årgange af danske rappere forsøgte at efterligne. De prægede en æra af dansk hiphop.
5. Moderat
Den tyske supergruppe Moderat, der blev til i mødet mellem Modeselektor og Apparat, har siden tilblivelsen i 2003 imponeret gang på gang med deres legende og eksperimenterende tilgang til elektronisk musik.
Over fire albums har de kombineret techno og IDM med snørklede melodier, varme harmonier og Apparat-medlemmet Sascha Rings ofte manipulerede vokaler, der alligevel bidrager med et menneskeligt touch fra dybet af de abstrakte, elektroniske lydlandskaber.
Et univers, gruppen har været umådeligt dygtige til at overføre til livescenen, hvor bl.a. Dyreskuepladsen i Roskilde har haft fornøjelsen af dem flere gange. Mest markant i 2014, hvor vi uddelte fuld plade og seks stjerner, efter at tyskerne havde leveret »den ultimative kombination af melankoli og ekstase«.
Så vidt så godt. Nu til de mindre gode…
1. SuperHeavy
Lad os bare starte med et WTF af de helt store.
Året er 2010 og The Rolling Stones’ Mick Jagger, den unge soulsanger Joss Stone, Dave Stewart fra Eurythmics, Bollywood-sangskriveren A. R. Rahman og legendesønnen Damian Marley beslutter sig for at lave musik sammen. Og ja, resultatet er præcis lige så rodet og usammenhængende, som det lyder på skrift.
Mick Jagger skaber sig over slatne reggaebeats som en parodi på sig selv. Når han altså ikke afbrydes af Joss Stone og Damian Marley, så det lyder som om de tre har gang i en form for råbekonkurrence mod hinanden.
SuperHeavy er et præmieeksempel på, hvad der kan gå galt, i en såkaldt supergruppe. Det er arketypen på en flok musikere der mødes til ligegyldigt jam, og ender med at hygge sig så meget, at de synes hele verden skal udsættes for det.
2. The Firm
Det kunne have været så godt.
Da New York-legenden Nas i 1997 dannede hiphopsupergruppen The Firm sammen med Foxy Brown, AZ og Nature, og de tilmed blev produceret af selveste Dr. Dre og produktionsholdet Trackmasters, var hypen enorm.
Hvilket også skyldtes det fantastiske ’Affirmative Action’ fra Nas’ 1996-album ‘It Was Written’, der havde features fra flere The Firm-medlemmer.
Men det niveau manglede The Firm-udgivelsen fuldstændig.
Da først albummet landede, var det lidt af en maveplasker. For selvom Nas var i sin prime og de tre andre rappere i gruppen alle var på vej frem, så hang projektet bare aldrig helt sammen som gruppe. Den poppede produktion var en skuffelse, og værkets mafioso-univers var utroværdigt.
Et klassisk eksempel på en supergruppe, hvor summen ikke var bedre end de enkelte dele.
3. Selvmord
Det var måske ikke ligefrem musikalsk selvmord, da Suspekt og L.O.C. på toppen af deres karrierer slog sig sammen om supergruppen Selvmord. Men det var en spildt chance.
‘Selvmord’ var et album om ulykkelig kærlighed, og viste en mere følsom side af de ellers hårdkogte rap-gutter, hvilket var både modigt og fremadsynet.
Men det hele blev bare lidt patetisk.
For i albummets ulykkelige kærlighedshistorier castes de fire bagmænd hver eneste gang som ofrene i historien om de onde, kolde kvinder, der bare bruger dem og smider dem væk. Et lidt ensidigt og – deres tidligere værker betragtet – ufrivilligt komisk fokus.
At det hele så også er sovset ind i en lækker, men også tidstypisk elektrorock-inspireret produktion, der lyder som et sted mellem Nephew og Timbaland, gør ikke rigtig sagen bedre.
Både L.O.C. og Suspekt har skabt klassikere indenfor dansk hiphop. Men Selvmord er ikke iblandt dem.