Arlo Parks tager et sonisk kvantespring på ‘My Soft Machine’
Med sin originale cocktail af soveværelsespop og soulet r’n’b var Arlo Parks’ debutalbum ‘Collapsed in Sunbeams’ en udgivelse, som gjorde, at man virkelig spidsede ører. Hypen var til at tage og føle på, og forventningerne til den unge sangskriver blev heldigvis indfriet.
Albummet blev overøst med anmelderroser og modtog international anerkendelse, heriblandt en amerikansk Grammy-nominering og den britiske Mercury Prize for årets bedste album. Fuldt fortjent, for Parks ramte virkelig en vedkommende nerve med sine intime og åbenhjertige sange, hvor der samtidig også er kælet for lydbilledets detaljer.
Og det er de samme grundelementer, hun arbejder med på ‘My Soft Machine’, hvor de denne gang endnu større forventninger heldigvis også mere end indfries. For det nye album er også et sonisk kvantespring, hvor både virkemidlerne og udtrykket er ekspanderet betragteligt.
I studiet har Parks allieret sig med flere sparringspartnere, som er kendt for et bredspektret, dynamisk og effektivt lydbillede – heriblandt Paul Epworth (Adele, Coldplay) og Ariel Rechtshaid (Haim, Charlie XCX).
Resultatet er et gennemarbejdet værk med en fornem variation, der tilgodeser hvert enkelt nummers karaktertræk. Parks’ niveau som sangskriver er fortsat imponerende højt, og hun formår virkelig at udtrykke sig, så man bliver rørt.
»You notice beauty in more forms than most«, lyder det eksempelvis i ‘Impurities’. Og dernæst: »When you embrace all my impurities / And I feel clean again«.
Parks synger fra alle facetter af sårbarhedens udsigtpost, og hendes relaterbare betragtninger er således både romantiske, rørende og sardoniske med et glimt i øjet. Som når hun i den groovy ‘Weightless’ beretter om at stråle i det sjældne tilfælde, at hendes tillukkede partner anerkender, at hun er vedkommendes solskin.
Den genremæssige spændvidde er ligeledes med til at understrege Parks’ format. Og hun er lige så overlegent overbevisende, når hun giver den som rockdronning på den fuzz-fræsende perle ‘Devotion’, som når hun kultiverer en mere tilbagelænet coolness i ‘Purple Phase’ og ‘Puppy’, der begge smager af både dreampop og triphop.
At Parks også bare er leveringsdygtig i en enkel og dybt rørende kærlighedshymne, vidner ‘Pegasus’ om. Et nummer, hvor skønheden yderligere eleveres af en duet med altid feature-stærke Phoebe Bridgers, og som sætter en stor streg under, hvilket talent Arlo Parks er.
‘My Soft Machine’ er et meget overbevisende værk, der viser en kunstner, som tydeligt føler sig tryg og hjemmevant i de forskellige udtryk, som repræsenterer spændvidden i hendes fornemme sangskrivning.
Kort sagt:
Dreampop, triphop og fuzz-fræsende rockperler: Arlo Parks tager et sonisk kvantespring på sit andet album, der er et overbevisende og vedkommende vidnesbyrd fra et ungt menneske, som navigerer gennem tilværelsen.