’God Is a Bullet’: Fascinerende indie-favorit stjæler spotlyset fra Nikolaj Coster-Waldau i ny hævnthriller
Efter sin verdenskendte rolle i ’Game of Thrones’ ser Nikolaj Coster-Waldau ud til at have fundet et rimeligt fast leje i karrieren med en blanding af danske mainstreamfilm som ’Smagen af sult’ og ’Krudttønden’ og (i bedste fald) jævne internationale projekter som ’The Last Thing He Told Me’ og ’Against the Ice’.
Biografaktuelle ’God Is a Bullet’ tilhører sidstnævnte kategori.
I instruktør og manuskriptforfatter Nick Cassavetes’ hævnthriller spiller Coster-Waldau den amerikanske politibetjent Bob, som kommer fra et trygt, kristent miljø. Hans chef beskriver ham som en »skrivebordscowboy«, der ikke gør et stort væsen af sig og sjældent har sin pistol ude af hylstret. Det ændrer sig imidlertid, da en satanistisk kult dræber hans ekskone og kidnapper deres teenagedatter.
Sideløbende er den unge kvinde Case, spillet af indie-favoritten Maika Monroe fra ’It Follows’, selv netop brudt ud af selvsamme kult, der kidnappede hende som 11-årig. Hun tilbyder Bob at hjælpe ham med at finde frem til datteren, hvis de gør det på hendes måde. Det indebærer, at Bob lader sig tatovere på overkroppen og i ansigtet, så han passer ind i satanistmiljøet.
’God Is a Bullet’ er dog ikke en suspense-fyldt undercover-fortælling som ’The Departed’, ’Donnie Brasco’ eller danske ’Kriger’, hvor man hele tiden frygter for, at hovedpersonen bliver afsløret. For Bob og Case er mere voldsparate end snu, og de ondskabsfulde satanister, anført af den skurkagtige kultleder Cyrus (Karl Glusman), ser lige igennem dem fra start. At Bob udsmykker/skamferer sin krop til evig tid, virker derfor ret formålsløst.
Nick Cassavetes’ bagkatalog spænder genremæssigt meget bredt – fra det romantiske drama ’The Notebook’ til den barske true crime-fortælling ’Alpha Dog’. I sin nye film trækker han på exploitation-filmgenren med en række ultravoldelige scener, der til tider er direkte chokerende.
Ved datterens kidnapning får Bobs ekskone eksempelvis sprunget sit hoved i tusinde småstykker, inden resten af hendes krop dumper ned i en swimmingpool. Senere lapper Bob et stort knivsår i sin mave med vodka, lim og hæfteklammer på en tankstations snuskede kundetoilet. Og endnu senere flyver en satanist omtrent ti meter gennem luften, da Case skyder ham fra tæt hold med en shotgun.
’God Is a Bullet’ er åbenlyst fascineret af den beskidte, overdrevne vold og det nærmest klistrede ubehag, som sekten indhyller sine tilfældigt udvalgte ofre i. Havde Cassavetes udelukkende holdt sig til disse ublu scener, ville filmen nok fungere fint som uhøjtidelig underholdning. Samtidig ville man som publikum nemmere kunne se igennem fingre med den klodsede dialog og de flade satanist-antagonister, der alle er lige onde og lige karikerede.
Men i stedet for at komme til sagen og køre hævntogt på fuld kraft trækker instruktøren tiden med for mange plot-mellemregninger og en række lommefilosofiske diskussioner om religion mellem de to hovedkarakterer. Her forklarer Case for eksempel, at en pistolkugle er den eneste gud, som alle mennesker adlyder (heraf filmens titel).
Selvom Coster-Waldau gør et hæderligt stykke arbejde, er det svært at mærke Bobs sorg og savn. Det skyldes nok manuskriptet, som forhaster karakterens proces fra skrivebordsbetjent til tatoveret hævner. Man fanger ikke, hvordan han havner der så hurtigt.
Bobs lovligt hurtige forvandling skyldes muligvis, at ’God Is a Bullet’ har fået en ordentlig tur med saksen inden sin danske premiere. Filmen varede oprindeligt 2 timer og 36 minutter, da den blev vist i de amerikanske biografer i juni, men den nye version slutter efter to timers spilletid.
Jeg kan læse mig til, at et sideplot med January Jones har fået kniven, hvilket forklarer, hvorfor ’Mad Men’-stjernen medvirker i forbavsende kort tid og ikke har nogen replikker.
Maika Monroe får derimod masser af skærmtid, og det forstår man godt. Hun er nemlig en stor gevinst for filmen, ligesom hendes karakter er den mest spændende. Case er nemlig virkelig sej og attitudefuld, samtidig med at hun som offer for sektens vold og overgreb er skrøbelig og selvdestruktiv. Monroe spiller hende med stor fascinationskraft.
Den mest nuancerige fortælling i filmen er netop Cases forhold til sekten og til Cyrus. For selvom hun omsider er sluppet fri, kan hun ikke lade være med at søge tilbage til sine overgrebsmænd. Hvorfor? Måske fordi hun ikke længere passer ind i det normale parcelhusliv, de frarøvede hende som 11-årig. Måske fordi sekten på en måde er blevet hendes familie.
Selvom vores landsmand Coster-Waldau nok er årsagen til, at ’God Is a Bullet’ rammer de danske biografer, er det altså Monroe, der giver filmen en vis berettigelse.
Kort sagt:
Nikolaj Coster-Waldau gør et hæderligt stykke arbejde i den ujævne hævnthriller ’God Is a Bullet’, mens hans medskuespiller Maika Monroe stjæler spotlyset.