’The Creator’: Biografaktuel sci-fi-triumf ligner en øjeblikkelig klassiker
Med tidens diskussioner om, hvorvidt kunstig intelligens som ChatGPT repræsenterer menneskehedens seneste geniale påfund eller den spæde start på vores uundgåelige endeligt, er det ikke underligt, at filmindustrien øjner en ny mulighed for at mose saft ud af vores angst for smarte androider og Skynet-lignende fremtidsscenarier.
Sjældent har jeg dog set et mere originalt, inderligt og visuelt ærefrygtindgydende portræt af menneskets forhold til AI – og sig selv – som Gareth Edwards’ nye sci-fi-stordrama ’The Creator’.
Vi befinder os i et parallelunivers, hvor kunstig intelligens har været en lige så naturlig del af samfundsudviklingen som industrialiseringen. Her er chatbots ikke en torn i øjet på folk, der er bange for at miste deres arbejde, men teknologi, der har udviklet sig til såkaldte simulanter, der lever i fredfyldt sameksistens med borgere af kød og blod.
Lige indtil en atombombe udsletter Los Angeles.
En forbrydelse, som den kunstige intelligens angiveligt står bag, hvilket fører USA ud i en hævngerrig krig mod Nyasien. Her har den mystiske Nirmata, androidernes skaber, designet et masseødelæggelsesvåben, der én gang for alle kan ende den blodige strid.
Det bliver en sag for sergent Joshua Taylor (John David Washington). Hjemsøgt af sin tid som tidligere undercover-soldat og sin kone Mayas (Gemma Chan) død tager han med en bunke dudebros og Allison Janney som den kyniske oberst Jean Howell på pløkkemission for at opsnappe det mystiske påfund.
Problemet er bare, at der hverken er tale om en ustoppelig Terminator eller en gigantisk laserkanon. Men i stedet androide-barnet Alfie, spillet af Madeleine Yuna Voyles.
Edwards har tidligere siddet i instruktørstolen på ’Rogue One’ fra 2016, og umiddelbart vækker scenografien i ’The Creator’ da også minder om den vellykkede Star Wars-prequel.
Storslåede skud af thailandske klippestensformationer opslugt af retrofuturistisk arkitektur i smudsede hvide overflader og amerikanernes militære rumstation, Nomad, der med sin gigascanner hænger ildevarslende i atmosfæren, fungerer takket være fotograf Greig Fraser som små hypnotiserende kunstværker, der er lette af fortabe sig i.
Filmen trækker utvetydigt på samme techno-orientalistiske strenge som Denis Villeneuves ’Blade Runner 2049’ og ’Dune’ ved at lade asiatisk ikonografi stå som bagtæppe til vestlige idéer om futuristiske fantasilandskaber.
Men det vil alligevel være skævt udelukkende at beskrive filmen ud fra andre sci-fi-klassikere, for ’The Creator’ er ubestrideligt sin egen. Det er et fremragende stykke worldbuilding, Edwards og medforfatter Chris Weisz har stablet på benene.
Militæret bruger overvågningsteknologi, der optager og viser video i hologramlignende 3D, og storbyreklamer i Nyasien opfordrer borgere til at få deres udseende scannet til fremtidige simulanter med sloganet »donate your likeness«.
I Los Angeles’ Ground Zero er amerikanerne ti år efter atombombens fald stadig i færd med at opspore ofre og udføre folkedrab mod androiderne med kæmpemæssige knusemaskiner. Gennem den genopbyggede lufthavn kan man endda flyve kommercielt til månen.
Det er så godt som umuligt at vurdere, hvad der er praktiske effekter, og hvad der er CGI, og den rå, mekaniske taktilitet sat op mod Asiens naturrige kulisser smelter etnografisk sammen med en imponerende lydside af numre som Radioheads ’Everything in Its Right Place’ og ’Hanny’ af det indonesiske 70’er-rockband Golden Wing. Alt sammen giver kød på fortællingen om to uforenelige nationer.
Edwards forstår samtidig, at det er gennem karakterarbejdet, det actionspækkede plot finder substans. Madeleine Yuna Voyles springer frem på scenen i en decideret kraftpræstation som hyperintelligent og autentisk menneskeligt robotbarn. Og Taylor spilles perfekt af John David Washington, der lader karakterens hårdnakkede overbevisning om simulanternes ondskabsfulde blodtørst pible frem som dødpandet komik og voldsom desperation.
Når det handler om at realisere sci-fi-verdener – endda helt uden hjælp fra eksisterende brands, franchises eller kunstig intelligens (!) – har Edwards med ’The Creator’ for alvor sat barren højt for fremtidsgenrens egen fremtid.
Kort sagt:
Tidens AI-diskussioner bliver fabelagtigt sat op som allegorisk værdikamp i ’The Creator’, der byder på et af de flotteste sci-fi-universer i nyere tid, dybfølte skuespilpræstationer og overlegen historiefortælling.