Messi på Apple+, Beckham på Netflix og Ryan Reynolds på Disney+.
Ja, selv det lange lyn Peter Crouch på Amazon Prime. En gennemsnitlig angriber, der ellers mest af alt er blevet et fodboldikon på grund af sin enorme højde, har simpelthen fået sin helt egen dokumentar!
I de seneste par år er antallet af fodbolddokumentarer eksploderet. Som slik fra en hvid varevogn er de lokkemidlet, der skal få fodbolddrenge (lad os være ærlige) over til de forskellige streamingtjenesterne. De er et nyt potent våben i kampen om abonnenter.
Amazon/Prime Video var nogle af de første på bolden med serien ‘All or Nothing’, der følger en sportsklub gennem en hel sæson. Oprindeligt gjaldt det amerikansk fodbold, og i 2018 kastede de sig over Premier League, hvor de har fulgt Manchester City, Arsenal og Tottenham.
Den første scoring kom dog fra Netflix med ‘Sunderland ’Til I Die’ i 2018. Serien røg til tops på streamingtjenesten med sit unikke blik i omklædningsrummet på det britiske Championship-hold over en mildest talt dramatisk sæson med nedture, der satte temperamenterne ufiltreret i kog.
Mens de to serier beviste, at fodboldfankulturen kan generere utallige visninger, understregede Asif Kapadias dokumentarfilm ‘Diego Maradona’ i 2019, at man med arkivmateriale og en dygtig dokumentaristisk hånd kan man skabe sportsfortællinger af højeste, anmelderrost kaliber.
Corona satte ild til bolden
Hermed var vejen for fodboldbølgen banet. Men det var måske en basketball-serie, der for alvor satte tryk under kedlerne.
Under corona-pandemien triumferede ’The Last Dance’ om Michael Jordan og Chicago Bulls i 90’erne på Netflix. Serien blev et decideret fænomen og gav en fornemmelse af, at sportshistorierne også kunne nå ud over et sportsnørdet publikum. Swish.
Siden 2018 har Netflix så lanceret en lind strøm af fodbolddokumentarer: ‘Maradona in Mexico’, ‘Pelé’, ’FIFA Uncovered’, ‘Neymar: The Perfect Chaos’, ’Boca Juniors Confidential ’, ’Anelka: Misunderstood’, ’ First Team: Juventus’, ’The Figo Affair’.
Nogle bedre end andre.
I skrivende stund hitter en dokumentar om den colombianske målmand Higuita (ham med skorpionsparksredningerne) på Netflix i Sydamerika. Og herhjemme er ’Beckham’ umulig at ryste af top 10.
Også Prime stiller efterhånden med et godt hold med ’Rooney’, ’Take Us Home: Leeds United’ og ’Sir Alex Ferguson: Never Give In’ i spidsen.
Og imens har Apple+ hapset guldfuglen Messi med den nylige ’Messi Meets America’ og en kommende dokumentar om den argentinske angribers VM-optrædener.
Hos Disney går man en lidt anden vej med Hollywood-maskinerne Ryan Reynolds og Rob McElhenney i hitserien ’Welcome to Wrexham’, der følger de to kendissers køb af den walisiske fodboldklub Wrexham A.F.C.
Hul i samlebåndet
Det har egentligt længe ligget i kortene, at live-sporten ville blive den næste store slagmark. Det er noget af det eneste på tv, der stadig samler millioner af mennesker samtidig – og kan få ellers troløse tv-forbrugere til loyalt at forny deres abonnement, så de kan følge deres yndlingshold i tykt og tyndt.
Men store streamingspillere som Netflix har ikke rettighederne til live-sport (endnu). Og hvordan vinder man så det store, eftertragtede fodboldmarked, hvis man ikke kan tilbyde … fodboldkampe?
Ved at diske op med fanservice og unikke indblik bag facaden naturligvis.
I princippet rækker den service udover sportsdokumentaren og er en del af en bredere tendens med kendisserier, der får fans og nysgerrige blikke til at trykke play: Fra Arnold Schwarzenegger til Harry & Meghan, fra Robbie Williams til Pamela Andersen.
Ikke desto mindre er netop fodboldmarkedet en guldmine af europæiske og latinamerikanske abonnenter, hvilket bliver understreget af, at de to største Instagram-konti i verden tilhører Cristiano Ronaldo og Messi.
Og slaget kan vindes relativt billigt. Modsat store film- og tv-produktioner kræver dokumentargenren lidt forsimplet sagt kun tre ting: Et kamera, et arkiv og adgang.
Med andre ord: et greb i lommen for de store streamingtjenester.
Udover at være prisvenligt og lukrativt er der også en tredje årsag bag fodboldbølgen.
Meget lig corona-nedlukningen, hvor alt live-sport som bekendt blev sat på pause, kan streamingtjenesterne meget vel komme til at sidde i saksen, når de om lidt rammer et tomrum på produktionsbåndet forårsaget af den netop afsluttede strejke i Hollywood.
I slut-80’erne resulterede en strejke blandt de amerikanske manuskriptforfattere i, at tv-producenter søgte alternative metoder til at fylde sendetiden. Det førte til skabelsen af ‘Cops’, en dokumentarserie om politibetjente på arbejde, som endte med at køre i svimlende 35 sæsoner.
På samme måde oplevede reality-tv en enorm fremgang i 2008, da det var en effektiv og billig måde at producere indhold under den daværende manusforfatterstrejke. Ind kom The Kardashians for fuld udblæsning.
Som Screen Rant har pointeret, kan vi derfor stå over for en endnu større stigning i antallet af sportsdokumentarer, især inden for fodbold.
Krigens vinder
Men hvem vinder så den store fodbolddokumentarkrig?
Netflix har uden tvivl flest skud på mål foreløbigt, og flere af dem er gået ind. Dog er starttruppen hos Prime Video begyndt at ligne noget.
Modsat i virkeligheden kan Messi ikke vinde kampen alene for Apple+, men de har købt live-rettighederne til den amerikanske MSL-liga for de amerikanske seere, og der kommer snart tilføjelser i form af en serie om Real Madrid.
Men hvor skal man starte, hvis man ikke har set nogen af herlighederne endnu?
Her er tre dokumentariske nedslag, der viser, at fodbolddokumentaren kan være mere end blot fanservice.
Den legendariske: ’Diego Maradona’
Hvad betyder det at være gud? Eller i hvert fald blive behandlet som én?
Asif Kapadia, som med ‘Senna’ om den afdøde brasilianske racerkører og ‘Amy’ om den ligeledes afdøde Amy Winehouse har bevist, at han har et solidt greb om dokumentargenren, fuldendte med ‘Diego Maradona’ et flot hattrick.
Filmen udkom et år før Diego Maradonas død i en alder af 60 år og giver et sjældent indblik i fodboldlegenden over dem alle. Argentineren var et globalt fænomen, ikke bare på banen, men også i sit privatliv. Selv paven ville møde ham, og i tide og utide hang han ud med Fidel Castro.
Dokumentarens hovedfokus er på Maradonas tid efter FC Barcelona og hans periode i Napoli, hvor ‘El Gordito’, ‘den lille fede’, som han blev kærligt kaldt, var elsket af den italienske klubs fans. Men hans liv var også præget af kokainmisbrug, involvering med den italienske mafia og et barn, som han ikke anerkendte.
Filmen er konstrueret af over 500 timers materiale, der aldrig er set før, og fremstår som et nymoderne hovedværk inden for fodbolddokumentaren.
Kan ses på Viaplay og DRTV.
Den ærkejournalistiske: ‘Football’s Most Dangerous Rivalry’
Rivaliseringen mellem klubberne Rangers og Celtic strækker sig langt ud over fodboldbanen.
Den udgør en konflikt mellem to forskellige samfund – protestanter mod katolikker, unionister mod nationalister – og er belastet med en historisk byrde og dybe følelser. Det er en påmindelse om, at fodbold ikke kun handler om det, der sker på banen, men også om begivenhederne udenfor.
Alt dette (og mere til) udforsker onlinemediet VICE i dokumentaren ‘Football’s Most Dangerous Rivalry’ på blot 45 minutter, som tager udgangspunktet i samspillet mellem sport, identitet og politik.
‘Football’s Most Dangerous Rivalry’ en fremragende journalistisk dokumentar, der tilbyder et indsigtsfuldt perspektiv på en fascinerende del af fodboldverdenen.
Kan ses på YouTube.
Den binge-værdige: ‘Welcome to Wrexham’
Da Hollywood-stjernen Ryan Reynolds og skuespiller Rob McElhenney i 2020 gik sammen om at købe den walisiske fodboldklub Wrexham A.F.C. – den tredjeældste klub i verden – skabte det bekymrede miner hos klubbens fans. Særligt fordi de to berømtheder næsten intet kendskab havde til europæisk fodbold.
McElhenney fik ideen om at købe klubben efter at have set ‘Sunderland ‘Til I Die’ på Netflix. Ironisk nok er købet af klubben blevet dokumenteret i en dybt underholdende serie på Disney+.
Her ser man, hvordan de to skuespillere med charme og respekt for traditionerne forfører en hel walisisk by – og et hav af fodboldfans.
‘Welcome to Wrexham’ er enormt binge-værdig og gør én klogere på Hollywood, fankultur, England og fodboldindustrien – alt sammen med et twist af celeb-charme.
Kan ses på Disney+.