’Hunger Games: The Ballad of Songbirds and Snakes’: Ny prequel har et stort syngende problem
Hvad er meningen med Hunger Games?
Det er et modigt spørgsmål at stille i en prequel-film, der vil genoplive et af 2010’ernes ikke blot største, men også bedste blockbuster-fænomener. Uden på papiret at være drevet af særlig meget andet end den chance for mere fanservice og billetsalg, der opstod, da forfatter Suzanne Collins vendte tilbage til sit hittende bogunivers i 2020.
Risikoen for, at reboot-feberens seneste kvist på en eftertragtet IP-stamme kun kan svare ’flere penge’, er nemlig i den grad til stede. Også selvom det er Francis Lawrence, instruktøren af ‘The Hunger Games: Catching Fire’ og frem, der styrer slagets gang.
Men spørgsmålet har også stort potentiale. For lige akkurat ’The Hunger Games’-universet var i sine skarpeste stunder rigt på sort forhistorie.
I ’The Ballad of Songbirds and Snakes’ bliver spørgsmålet stillet af spilmester Dr. Gaul (en scenestjælende Viola Davis med hang til krybdyr og røde lakhandsker), og den, der skal svare på det, er en ung version af en gammel kending: Coriolanius Snow.
Altså teenageversionen af Panem-præsidenten, der vil gøre alt for at få Katniss ned med nakken. Donald Sutherlands frygtindgydende skikkelse i originalen, nu spillet af det nye navn Tom Blyth.
Desværre er spørgsmålet i sidste ende bedre, end filmen der vil besvare det.
’The Ballad of Songbirds and Snakes’ spoler tiden tilbage til det kun 10. Hunger Games, 64 år BKE (Before Katniss Everdeen), hvor dødsspillet – opfundet til at straffe de oprørske distrikter – ikke var det publikumshit, det siden skulle blive. Og hvor Snow blot var en flittig forældreløs teenager.
Da vi møder ham, prøver han at ære sit herskabelige navn, mens han som en anden Anastasia sulter derhjemme med sin bedstemor og kusine Tigris (Hunter Schafer).
Snow står til at dimittere fra elitedistriktets fineste uddannelsesinstitution og vinde det tiltrængte Plinth-legat, men som altid i ’Hunger Games’-universet bliver reglerne ændret i sidste øjeblik. I stedet for at pengene går til den bedste studerende, bliver hver af overklasse-eleverne gjort til mentorer for en af de udvalgte i vores allesammens yndlingsgladiatorkamp for fattige teenagere.
Den unge Snow viser sig dog hurtigt som den fødte mentor og tv-tilrettelægger, der forstår at gøre det televiserede slaveri til en medrivende seermagnet. Han opfinder her de påfund, der gjorde originalens spil til en skarp reality-kommentar: publikumsdeltagelse, store følelser og snyd.
Det skyldes ikke mindst hans protegé. Den farvestrålende Lucy Gray Baird (Rachel Zegler), der ligesom fordums Katniss bliver udvalgt til at kæmpe for det 12. distrikt.
Men i modsætning til Jennifer Lawrences ængstelige bueskytte er hun den fødte entertainer. Som barn af den nomade-inspirerede Covey-slægt forsøger hun at tackle sin dødsdom med sang og svadaer om, hvordan hendes »mammas« blomsterbroderede kjole er det eneste, der holder sammen på hende.
Den del af ’The Ballad of Songbirds and Snakes’, der handler om Snows moralske forfald fra velmenende snemand til den titulære slange, er et medrivende bilag til ’Hunger Games’-universet. Men den storladne ballade-stemning mellem ham og sangfuglen er på ingen måde lige så interessant.
Man skal som regel tage sig i agt for karakterer, der konsekvent bliver nævnt ved sit navn, og en af de mest irriterende ting ved ’The Ballad of Songbirds and Snakes’ er, hvordan den strør om sig med gumlende »Lucy Gray!«-udbrud.
En karakter, der for hver benævnelse føles mindre som et menneske og mere som en omvandrende folkesang. Et fortænkt gadedrengehoppende element i et filmunivers, hvis force altid har været kynismen.
Det hjælper bestemt ikke på det, at hun bliver spillet af musicaltalentet Rachel Zegler fra Steven Spielbergs genindspilning af ’West Side Story’. Skuespilleren synger som en drøm og spytter sin sydstatsagtige dialekt ud efter bedste evne, men med sin teatralske stil bliver hun symbol på filmens største stilforvirrede problem:
At forhistorien prøver at forene folklore og brutalistisk ’1984’-æstetik, men savner nerve og originalitet. Selvom der stadig er masser af vold.
Selvom både Zegler og Blyth spiller alt, hvad de har lært, leverer ingen af dem helt den særlige karisma, der kræves i et så konstrueret genreunivers. Man savner noget, der minder om Jennifer Lawrences ekstreme følelsesspil og ansigtsgymnastiske skrig.
Derfor føles det også som spild, at ’Euphoria’s Hunter Schafer er hensat til en kedelig lille easter egg-birolle. Stærkest står de karakterer, der vækker klarest minder om forgængernes barokgakkede magthavere. Jason Schwartzman er et velkomment komisk indspark som den første Hunger Games-vært, der skifter vejrmeldinger ud med mordreportage.
’The Ballad of Songbirds and Snakes’ har en spilletid på intet mindre end 157 minutter og udspiller sig i tre dele, hvor især den sidste punkterer oplevelsen. Efter små to timer starter filmen nærmest forfra.
Undervejs søsættes både en skurks oprindelseshistorie, et tv-programs oprindelseshistorie og en episk kærlighedshistorie, men ingen af delene når skarpt i mål. Selvom filmen mange steder er både stor og for meget, føles den i sidste ende også som en seværdig, men forglemmelig storm i et glas vand.
Den kan uden tvivl maksimere ’Hunger Games’-seriens billetsalg, men ikke matche forgængerens format.
Kort sagt:
Man får, hvad titlen lover: Sangfugle, slanger og ballade. Og selvom det langt henad vejen er jævnt underholdende, lander ’The Ballad of Songbirds and Snakes’ et mellemgodt sted mellem en musical uden musical og en light-version af originalens voldsfortælling.