Mø. Eee Gee. Kind Mod Kind. Ganger. Karl William. Prisma. Jada. Drew Sycamore.
Listen af prominente navne, der tidligt i karrieren spillede som en del af Vegas Udvalgte, er lang.
Bevares, kigger man tidligere lineups igennem, så er der også mange, der er gået i glemmebogen. Men næsten hvert år er der mindst ét navn, der virkelig formår at bryde igennem. Hvilket altså er en stærk track record.
Netop derfor er Vegas Udvalgte så spændende at møde op til. Der er næsten garanti for, at et af årets seks navne kommer til at tage Danmark med storm.
For andet år i træk var jeg taget afsted for at rapportere fra arrangementet, og mens det er for tidligt til, at jeg tør gisne om, hvem der mon opnår den største karriere, vil jeg medgive, at jeg så potentiale i samtlige seks indslag – dog indfriet i varierende grad.
Dos Santos fik salen til at vugge og danse
Dos Santos fusionerer brasilianske sambarytmer med amerikansk-klingende r’n’b og pop, tilsat dansksprogede tekster.
Der er en rigtig rørende historie bag. Hans brasilianske mor viste ham nemlig musikken, da han var lille, før han som blot 13-årig mistede hende.
Instrumentationen under ‘Olinda’, der handler om morens hjemby, bestod udelukkende af en intim liveguitar, hvilket gjorde den ganske rørende. På resten af numrene fik Dos Santos dog yderligere assistance af en dj.
Det er synd, for meget af det mest unikke i Dos Santos’ lyd ligger i trommerne, og hvis de havde været live, havde lydbilledet nok været markant rigere.
Fraværet af liveinstrumenter betød, at Dos Santos selv skulle bære meget af koncerten. Det har hans vokal ikke nok karakter til at kunne på egen hånd, men heldigvis gjorde han en dyd ud af at danse, så snart der var den mindste instrumentale passage – det smittede, og salen begyndte hurtigt at vugge og danse med.
Tamara gjorde r’n’b til en totaloplevelse
Jeg så Tamara til en showcase på Spot i 2023, og hun gjorde ikke meget indtryk. Men shit, der er sket meget siden sidste år.
Hendes vokal har altid været imponerende. Og hendes sangskrivning har altid været tilstrækkelig. Forskellen på Tamara anno 2023 og 2024 er bare, at hun har formået at give sine sange en live-indpakning, der løfter dem til et nyt niveau.
Det skyldes ikke mindst hendes band, hvor især trommeslagerens mange små jazzede fills var lige så iørefaldende, som de var spicy. Men der var godt nok også nogle onde basgange og nogle afsindigt lækre keys.
Den stærkeste oplevelse var nok den nye single ‘E’, der føltes som at bevidne The Roots spille backup for Raye eller SZA, når de er på deres allervredeste. Tilsæt at Tamara har udviklet eminent publikumskontakt, og jeg må konkludere, at jeg kan glemme alt om den Spot-oplevelse.
Faza viste, at han havde sangene – men ikke liveformatet endnu
Faza var aftenens mest ubeskrevne blad. Rapperens debutsingle havde kun én uge på bagen, og det her var hans første koncert nogensinde.
Med sig på scenen havde han Ary, der blandt andet er live-dj for Artigeardit, hvilket sikrede, at sangenes instrumentation kom til deres rette. Men det var stadig tydeligt, hvor uerfaren Faza var på en scene.
Der var en nævneværdig portion af linjerne, der ikke rigtig landede ordentligt på beatet. Hans scenetilstedeværelse var ofte ret energiforladt, og han gjorde det, som mange uerfarne rappere gør, hvor de spankulerer lettere formålsløst rundt på scenen. Og nogle linjer var bare slet og ret utydeligt leveret.
Heldigvis var hans lysshow udstyret med sangtekster projekteret på bagtæppet – så det var let at se, at han er en begavet sangskriver.
Jeg faldt især for ‘Drunktalk’, der fik klassisk storytelling-rap til at give mening i en moderne hiphopkontekst. Et disco-klingende nummer (vistnok ‘Poppin a Lot’) og noget mere Lamin-esque (‘Dum og dummere’) demonstrerede yderligere spændvidde for rapperen, hvis førstesingle ellers gav mindelser om en ung Jamaika.
Ilmas scenetække gav en klump i halsen
R’n’b fyldte ret meget til årets udgave af Vegas Udvalgte, og Ilma serverede den nok mest emotionelt intense af slagsen. Lige siden debutsinglen har hun vakt sammenligninger med 070 Shake, og de to sangere har især det til fælles, at de forstår at sælge lyden af angst.
Når Ilma står på en scene, bevæger hun sig, som om hun er en lille manisk energikugle, der er på tærsklen til at eksplodere af for meget pres fra alle sider. Som om hver linje er endnu en påmindelse om eksistensens iboende frustrationer.
Det er ekstremt effektivt – især indhyllet i røgmaskine, som under den desperat længselsfulde ‘Presence’. Men Ilma skal passe på ikke at overbruge sit trick. Mod koncertens slutning begyndte hendes storladenhed at føles lidt forudsigelig.
Ligesom med Dos Santos tror jeg, at flere liveinstrumenter kunne have hjulpet på det problem. Ilma var kun flankeret af en dj, men med nogle instrumentalister på scenen, ville der have været flere til at deles om at skulle bære showet, og Ilma kunne give større pauser mellem melodramaet.
Sauna Senere indgik forretningsaftale med publikum
Når new wave-gruppen Sauna Senere spiller live, er det i rollen som firmaet Sauna Senere A/S. De møder op i skjorte, slips og navneskilt, og deres første handling på scenen i Vega var at give hånden til de første par rækker.
Scenen var indrettet som et kontorlandskab med whiteboard, potteplanter og endda et hæve/sænke-bord til keyboardisten. De havde ikke en roadie, men derimod en »praktikant«, der undervejs blandt andet vandede potteplanterne og delte Sauna Senere-kuglepenne ud til publikum. Bandet omtalte deres sange som »produkter« og publikum som »forretningspartnere«.
Det var knivskarp satire over corporate-kultur, og så hjalp det da også, at de havde nogle fremragende sange med i bagagen. Deres lyd kan bedst beskrives som Zar Paulos frække lillebror, der er lidt mere beskidt og usleben i lyden, men næsten lige så catchy.
Når det er så beskidt, kan det også blive så meget desto mere uforudsigeligt. ‘Forskel’ fik ud af det blå et breakdown, hvor de i et par takter lød som en bootleg-udgave af Black Sabbath, og ‘Stadion’ fik en happy hardcore-EDM-sektion hvor basarmen bredte sig over salen. Meget mærkeligt firma…
Smag På Dig Selv afsluttede med jazz-technoklub
Bag Smag På Dig Selv finder vi tre jazzmusikere, der nægter at spille jazzmusik. Den jazzgenre, trommeslageren og de to saxofonister læner sig mest op ad, er afrojazzen, men de er efter eget udsagn lige så inspireret af punk, techno og black metal. Sidstnævnte blev endda hintet ved, at der var et plastik-gedehoved på trommesættet.
Men det sker altså uden, at der kommer elektroniske beats eller tremolo-guitarer ind over. Det er alt sammen blot ét trommesæt og to saxofoner – hvor hvert instrument dog har så latterligt højt aktivitetsniveau, at det kropsligt føles som en dobbelt så stor besætning.
Techno-effekten opstås ved at barytonsaxen spiller pumpende riffs, der kunne komme fra en techno-bas – mens tenorsaxen så indtager synthsporets rolle, og trommerne hamrer derudaf. Særligt spændende blev det på den uudgivne ‘PGO Hot 50’, hvor de skiftede technoen ud med trance, og vi fik de mest hjernevridende loopy kakafonier ud af trioen.
Mellem numrene havde barytonsaxofonist Thorbjørn Øllgaard, der også står bag Free Jazz Mod Paludan, for vane at gå ud i nogle dejligt underholdende monologer, der føltes fjollede for en stund, indtil det blev klart, at der var meget konkrete budskaber bag dem – blandt andet et langt oprør mod imperialisme, særligt med fokus på Israel.
De er et festligt danseband, der også er et radikalt politisk projekt. Det var umuligt at stå stille, og det føltes som et oprør. What’s not to love?