‘Bænkevarmer’: Ida Laurbergs debutalbum er forfriskende usympatisk
Det sidste års tid har Ida Laurberg været nærmest uundgåelig på diverse hitlister, hvor de to landeplager ’Terrier’ og Andreas Odbjerg-duetten ’Jeg ka’ rigtig godt li’ dig’ har hærget.
Samtidig har hun har været fast inventar på festivalplakater hele sidste sommer – og der står da også allerede Orange Scene i kalenderen denne juli. For slet ikke at nævne hendes tidligere musikalske liv som engelsksproget, dyster YouTube-sensation a la Billie Eilish.
Ja, med alt det i rygsækken kan være lidt svært at forstå, at ’Bænkevarmer’ faktisk er et debutalbum, men det er det altså. Og ovenikøbet et meget ventet et af slagsen.
Debutballet åbnes passende nok af titelnummeret, som byder på en rundtosset guitarfigur og Laurbergs svævende vokal, der synger om ikke at ville bydes op til dans. Jeg har før kategoriseret ’Terrier’ som et såkadt short girl anthem. I så fald er sangen ’Bænkevarmer’ et skud ud til alle introverte – eller »vægblomster«, som Laurberg kalder dem.
Men hovedpersonen bliver heldigvis ikke siddende på bænken. På den forfriskende usympatiske ’Håber din kæreste dør’ går hun i stedet Ariana Grandes ’Break Up With Your Girlfriend, I’m Bored’ i bedene, mens hun som en anden pick me girl fantaserer om, at hendes crush’ kæreste skal komme ud for en »ulykke«, så hun i stedet kan indtage pladsen selv.
Nummeret er fyldt med sjove musikalske detaljer, som når melodilinjen »Det er selvfølgelig bare for sjov / Men jeg mener det lidt« perfekt understøtter Laurbergs drabelige glimt i øjet, ligesom sidste omkvæd afsluttes af, hvad der lyder som introen til en tur i biografen, mens der hviskes »sov godt«. På drømmenes lærred er det kun dig, der styrer filmfantasien.
‘Bænkevarmer’ byder alt i alt på en samling stærke sange, der veksler mellem campy, glitrende 80’er-pop a la ‘Jeg ka’ rigtig godt li’ dig’ samt den ‘Jonathan’-beslægtede ‘Pablo’ og så skramlet indie-æstetik som på ‘Hjørnetand’ og den herligt sammenbidte ‘Jeg har lavet en liste’. Sidstnævnte nikker sågar til Olivia Rodrigos pretty punk på et nummer som ‘Bad Idea’.
Det følelsesmæssige højdepunkt rammer dog på ’Det’ bare sådan det ser ud’, hvor Ida Laurberg åbner op for en decideret hudløs beretning om alt det grimme, man gør, er og kan være.
Jeg kan spejle mig i Laurbergs skam, når hun lukker os ind i sin uindpakkede egoisme, selvskade og et sygeligt behov for opmærksomhed. Hun beder ikke om tilgivelse, hun konstaterer, og det hele bæres hjem af hendes ukrukkede, naturlige tekstlevering, der ikke behøver skære tingene ud i poetisk pap, men nøgternt lægger dem frem, fordi »det’ bare sådan det ser ud«.
Trods de stærke takter falder et par break up-sange undervejs dog igennem, hvilket er overraskende, eftersom Laurberg ikke just er ubekendt med den genre. Både ’Uden at tænke på dig’ og ’Tak for det’ står tilbage som fyldnumre, hvor særligt sidstnævntes uinspirerede mellemspil trækker så meget momentum ud af albummet, at ’Lige før lukketid’ må slæbe sig over målstregen, inden ’Terrier’ pligtskyldigt tjekker ind som det træfsikre ekstranummer.
Mod slutningen bliver det desuden tydeligt, at den guitartunge produktion simpelthen når en grænse for variation. I mine ører decideret skriger ’Lige før lukketid’ eksempelvis på en saxofonsolo, der aldrig kommer. Det fjerner fokus fra den samling af smukke danske sange om alt det grimme – både det sjove og det slet, slet ikke sjove – der ellers udgør størstedelen af albummet.
Så snart ’Terrier’ runder af, er der dog ingen tvivl om, at Ida Laurberg er alt andet end en bænkevarmer.
Kort sagt:
Ida Laurberg følger op på det sidste års succes med et solidt dansksproget debutalbum, der skinner stærkest, når hovedpersonen tør være komplet usympatisk og naturlig. Trods titlen lader Ida Laurberg på ingen måde til at være en bænkevarmer.