’Hundreds of Beavers’: Skrupskør slapstick-komedie er Looney Toones møder Tarkovskij
Jeg kan garantere følgende om græsrodsfilmen ’Hundreds of Beavers’: Du har aldrig set en film som den.
Alligevel er det fristende at nedfælde alt det, som den idiosynkratiske falden-på-halen-komedie minder om.
Dens sort-hvide æstetik, akavede staccato-klippestil og finurlige pelsjæger Jean Kayak (Ryland Brickson Cole Tews) vækker minder om vaudeville-mestrene Charlie Chaplin og Buster Keaton. Særligt da den omtumlede uheldsmagnet begynder at gøre kur til den lokale handelsmands datter. Hun spilles med en forfriskende løssluppenhed af performanceartisten Olivia Graves, der med en uimodståelig hjertevarme er som trådt ud af et af Keatons hovedværker fra 1920’erne.
Med et århundredes afstand fra de gamle mestres værker er skabertrangen og slapstick-humoren stadig den samme, men fremgangsmåden kunne ikke være mere anderledes.
Instruktør Mike Cheslik og fem andre samarbejdspartnere producerede egenhændigt filmen helt tilbage i vinteren 2019 (et næsehår væk fra covid) og har siden da kæmpet for at få den ud i verden. Nu kan den lykkeligvis ses på Blockbuster herhjemme.
’Hundreds of Beavers’ er det umiskendelige barn af den digitale tidsalder, hvor Tews, der mimespiller sig igennem filmens sketchagtige scenarier, superimposeres foran et kludetæppe af DIY-modeller og primitive animationer.
Den amatøragtige æstetik vil utvivlsomt skære nogle i øjnene. Men hvor andre mikrofilmproduktioner enten svælger i en så-dårlig-den-er-god-vibe (’Manborg’, ’Birdemic: Shock and Terror’) eller opblæst selvvigtighed (’Escape From Tomorrow’), har Cheslik og kompagni brugt den minimalistiske fremgangsmåde til at skabe sit eget filmsprog.
Med en Elmer Fjot-fjoget tilgang går Jean Kayak på jagt efter skovens dyr spillet af statister i billige fastelavnsdragter af kaniner, stinkdyr og bævere. Deres indvolde består af flamingokugler og filt, og når de afgår ved døden, får de store krydser over øjnene.
Tegneserievolden hentet fra Looney Toones fortælles igennem et Tarkovskij-depressivt modus, hvor Jean Kayak møder modstand fra naturen i en sisyfosisk kamp mod elementerne.
Det bliver særligt morsomt, da han løbende må kæmpe imod sin egen anatomi. Da han først får øje på en kanin, skræmmes den væk af hans rumlende mave. Og i en rablende vanvittig, tilbagevendende vittighed bliver han angrebet af skovens aggressive spætte, hver gang han begejstret fløjter i triumf.
Filmen eksisterer i et zenit af referencer til alt fra ’The Legend of Zelda’, ’Metal Gear Solid’ og Snurre Snup til Andrej Tarkovskij og Gøg og Gokke i en konstant foranderlig idestrøm.
Igennem gentagelsens vold bliver Jean Kayak langsomt bedre og bedre til at vende elementerne imod dem selv, og henimod sidste halvdel af filmen udvikler ’Hundreds of Beavers’ sig til en absurd satire og actionfilm mellem enmandshær og bæverarmé.
For hvad er målet med at myrde disse hundredvis af bævere? At få tallene til at blive større som i videospilsimuleringer? At myrde for morskabens skyld? At producere for at kunne producere mere?
Uanset hvad filmen vil sige om kapitalismens løgn om evig vækst, om det madindustrielle kompleks og måden, vi skaber underholdning ud af vores værste impulser på, er ’Hundreds of Beavers’ først og fremmest en tumultarisk homage til filmkomediens arnested.
En kanin lokkes af en storbarmet snekanin, men ignorerer den til fordel for sin mandlige kaninpartner, han holder i hånden.
Dét er cinema.
Kort sagt:
Hjertevarm DIY-komedie om en fjumret pelsjæger transcenderer filmmediets traditionelle fortællerammer igennem et legende sammensurium af vaudeville, videospil og sociopolitisk kritik.