Vi har ventet 10 år på det her: Gilli triumferede på Roskilde Festival

De sidste 10-15 års ubestridt største danske rapstjerne på Roskilde Festivals mest ikoniske scene: Den konstellation lyder så oplagt, at man skulle tro, det var sket for længe siden. Men Gillis vej til Orange Scene har været både lang og kompliceret.

Dels tøvede Roskilde Festival af årsager, de bedste kender selv, meget lang tid med at give plads til dansk hiphop i festivalens musikprogram.

Dels var Gilli – det er også en del af historien – i karrierens første mange år en usikker og til dels også uvillig liveartist. Hans lavpunkt som livekunstner var B.O.C-koncerten på ØreSound i 2021, hvor han dukkede så beruset op, at koncerten endte som en katastrofe.

Den skamplet kunne Gilli ikke lade sidde på sig, og i årene siden har han gennemgået en forvandling som scenekunstner. En solokoncert i Royal Arena i 2022 blev vendepunktet. »Det her var ikke den gamle Gilli. Det var noget helt nyt«, skrev jeg dengang. Og nu, i 2024, viste hans overlegne Orange Scene-koncert, at han er blevet endnu bedre siden da.

Rapstjernen startede med to sange, der står som moderne klassikere i dansk hiphop: ’Knokler hårdt’ og ’Orale’. Gilli dukkede op på toppen af en trappekonstruktion og gav en opvisning i hiphopvokal på en livescene. Som en komet på vej gennem atmosfæren brændte han igennem.

Derfra fulgte en rejse gennem karrieren og diskografien, der på nærmest ’Eras Tour’-agtig vis havde suiter fra forskellige faser i Gillis karriere, der præsenteredes på en måde, så de fik et distinkt udtryk.

’Carnival’-æraen gav sangene tropiske makeovers, og flettede dem sammen i den ene samba-, salsa- eller baile funk-fortolkende eksplosion efter den anden. En percussionist gav Nicki Pooyandehs ambitiøse livearrangementer en dosis Copacabana og fik lov til at indlede ‘Baianá’ med en længere intro.

Der var knap nok tid til at trække vejret mellem numrene. De var en sammenhængende fest.

Mest amibitøst – og måske også mest vellykket – blev det under en længere afdæmpet passage i koncerten, hvor en række af 10’ernes store sange som ’Tidligt op’, ’Habibi Aiwa’ og ‘Helwa’ blev opført i en nedbarberet udgave med en guitarist og backup-vokalist helt forrest på scenen med Gilli.

Alle de sange handler om at finde håb eller sammenhold under svære omstændigheder – med andre, der er i samme båd som en selv, eller i et forhold. I en karriere fuld af tekster om ikke at kunne stole på nogen, er de sjældne, håbefulde numre om tillid.

På Orange Scene lød de rørende som aldrig før. De skabte den slags ømme momenter, som dén festivalscene er skabt til. Man følte sig pludselig tættere på hinanden. Mindre alene.

Koncertopbygningen var stram, men der var også tid til spontanitet og ikke mindst charme.

Før lignede Gilli ofte en mand, der var blevet tvunget med en pistol til at stå på scenen. Blink to gange, hvis vi skal redde dig, Kian, havde man lyst til at sige. Men på Orange Scene virkede han fuldkommen befriet fra den sceneskræk, der har plaget ham de første mange år af karrieren.

Den storsmilende rapper erklærede på vidunderligt kejtet vis flere gange sin kærlighed til os alle sammen. På et tidspunkt osede han af far-energi, da han prøvede at overtale de festglade koncertgæster til at drikke vand.

»Neeej«, lød tilråbet fra de frække børn i publikum. »Jo, bare lidt, ik’?« lød det fra baba Gilli med et overbærende smil.

På scenen, hvor den ene amerikanske rapstjerne efter den anden er faldet pladask på deres eget ansigt, viste Gilli, hvordan en Orange-koncert skal skrues sammen.

Nemlig med både sans for sin egen personlige karrierehistorie, med variation og med følelse for opbygning.

I den forbindelse er jeg nødt til at nævne rapperens musikalske maestro, Nicki Pooyandeh, som gav især de elektroniske numre en dybere dimension og de sydlandske sange et live-liv. Det gjorde førstnævnte mere tunge, tordnende og maskinelle, mens sidstnævnte kom til live som organiske festsange.

Et andet tegn på Gillis udvikling som liveartist var, at gæsteoptrædenerne, der før agerede støttehjul for ham under liveshows, nu næsten forstyrrede koncerten mere, end de hjalp.

Sivas havde knas med mikrofonen under ’Oui’, og da B.O.C-kumpanerne Kesi og Benny Jamz til ingens overraskelse dukkede op for at slutte showet af med ’Ibiza’, ’Under radar’ og ’555’, var det hyggeligt og charmerende, men det ofrede også en smule af den stramme struktur, koncerten ellers havde nydt godt af. Men det, koncerten tabte af stram struktur vandt den på energi og gruppedynamik.

Koncerten sluttede med en rodet, freestyle-agtig opførelse af ’Fissehul’, men det var ikke den antiklimatiske slutning, der sad i kroppen, da jeg gik derfra. Det var de utallige momenter, hvor koncerten nåede et niveau, jeg sjældent har set fra et hiphopnavn på Orange Scene.

Som da Gilli rent faktisk sprang ud som sanger på ’Skarpt lys’ eller brugte en kunstpause til at give ’Miami Vicer’ endnu mere episk firserfest-energi.

Som da han brugte introen fra Kanye Wests hit ’Carnival’ til at indlede en næsten afgrundsdybt buldrende udgave af ’Paid’, hvor omkvædet flakkede som et ekko fra den ene Orange-højtaler til den anden.

Eller som da hans vers fra Molo-tracket ’Skejsen’ blev leveret med så meget aggression i stemmen, at han lød som en helt anden rapper. Og, selvfølgelig, den der fantastiske koncertstart med ‘Knokler hårdt’ og ‘Orale’.

Vi måtte vente over et årti på at få Gilli på Orange. Da det endelig skete, var det en triumf.