10. Prisma ‘Something to Respond To’
Prisma har for længst slået sig fast som et af Danmarks bedste nye live-navne, men først i år mundede det ud i et debutalbum.
Det store plot-twist? At Møl Kristensen-søstrene på ‘Something to Respond To’ nægter at holde sig til den støvede, The Raveonettes-klingende lydmursrock, der i sin tid gjorde dem så populære.
I stedet står den på alt fra Farveblind-assisteret breakbeat til deciderede house-skæringer, mens ingen ringere end Veto-forsangeren Troels Abrahamsen – dansk electrorocks gudfar, om man vil – lægger vejen forbi på det hårdtslående højdepunkt ‘Alive’.
9. Mas ‘Når man taler om solen’
Den støste kritik, man kan rette mod Mas’ bundsolide album fra sidste år, er, at det ikke for alvor bragte noget nyt til bordet. Det er der næppe nogen, der vil påstå om hans nye ep.
Her er de glatte beats udskiftet med varme, soulede arrangementer, der står i genial kontrast til de ofte surmulende tekster. Indtil nu har Mas kørt sig selv stilling som en god, gammeldags bars-rapper, for hvem rimene altid kom i første række, men på ‘Når man taler om solen’ har han noget på hjerte.
8. Andreas Odbjerg ‘Un Hommage’
Gæstelisten til Andreas Odbjergs andet album er ulig noget, vi har set i dansk popmusik.
Vi snakker forfatteren Knud Romer. Skuespilleren Pilou Asbæk. Operasangeren Sigrid Matilda Thordsen. For slet ikke at tale om de omkring 60 studiemusikere, det efter sigende har krævet at føre hitmagerens endeløse række af vanvittige idéer ud i livet.
Emma Sehested Høeg stjæler showet på den vidunderligt skabede ‘Svært at være fantastisk’, men i sidste ende er det Odbjerg selv, der fortjener ros for at nægte at lade sig begrænse.
7. AV AV AV ‘All Inclusive’
I næste måned spiller AV AV AV side om side med Fred Again.. på den københavnske festival Syd For Solen.
Helt fortjent, må man sige, for den danske supergruppe har i årevis dyrket samme melankolske, men alligevel opløftende take på elektronisk musik, der har gjort den britiske stjerne-dj til et verdensnavn.
Det gælder også trioens andet album, ‘All Inclusive’, der ganske vist lander efter en lang pause, men som på mange måder samler op, hvor debuten slap. Og det kan jo kun være en god ting, når ens debut er ‘No Statues’.
6. Noah Carter ‘Noahs Ark’
Jaja, Noah Carter rapper på dansk, men hvad har ‘Noahs Ark’ egentlig kørende for sig udover det faktum, at mangt en dansk hiphopfans våde drøm endelig er blevet til virkelighed?
Mange ting, faktisk. Herunder ikke mindst produktionerne, der i et sammenskudsgilde mellem blandt andre Nicki Pooyandeh, Adam Hillebrandt, Anton Westerlin og Jens Ole McCoy byder på nogle af de bedste beats, du kommer til at høre på et dansk album i år.
Læg dertil, at hovedpersonen viser sig at være en endnu bedre lyriker på sit modersmål, end han er på engelsk, og du har et album, der er meget mere end bare fanservice.
5. Brimheim ‘Ratking’
Debutalbummet ‘Can’t Hate Myself Into a Different Shape’ viste, at Brimheim kan sin indierock til fingerspidserne. Opfølgeren ‘Ratking’ viser, at hun også kan så meget andet.
Dels byder albummet på hendes mest poppede øjeblikke til dato, som når hun synger duet med Eee Gee eller går Lana Del Rey i bedene på stalkerfantasien ‘Normies’. Ét øjeblik står den på storslåede hornsektioner, det næste på intimt, nærmest Adrianne Lenker-agtigt fingerspil.
I det hele taget går Brimheim bare mere til ekstremerne på sit andet album. Men den gode sangskrivning går hun ikke på kompromis med.
4. Erika de Casier ‘Still’
Hun er blevet kaldt NewJeans’ hemmelige våben, det dansk-portugiske stortalent, der stod bag et af sidste års største K-pop-hits. Men ‘Still’ er ikke det popbrag, mange nok havde forventet af Erika de Casier i 2024.
Langt hen ad vejen føles hendes alt-poppede r’n’b tværtimod mere introvert og underspillet end nogensinde, selvom gæstelisten prydes af prominente navne som Shygirl og Blood Orange.
Til gengæld er det et album, der vokser for hvert lyt. Som om man stille og roligt kommer ind under huden på hende, jo flere gange man vender tilbage til det. De Casier tager tingene i sit helt eget tempo, og vi skal bare være glade for at kunne følge med på sidelinjen.
3. Lamin ‘De her timer’
De seneste år har afrobeats og amapiano domineret de amerikanske hitlister, og det var et spørgsmål om tid, før stilarterne også ville finde vej til Dannmak.
Det gjorde de i år, og det blev med Lamin som sendebud. Med ep’en ‘De her timer’ sætter han og produceren Anton Westerlin de afrikanske strømninger i en dansk kontekst, og de slipper virkelig godt fra det.
Onde tunger vil sige, at Lamin bare rider med på bølgen, men hey, mandens slogan er trods alt »ride the wave«. Desuden er det langtfra alle, der på bedste Drake-manér så elegant kan omfavne tidens hotteste trends, men Lamin kan åbenbart rappe over hvad som helst.
2. Ida Laurberg ‘Bænkevarmer’
Det kan ikke have været nemt at vælge singler fra Ida Laurbergs første album, for stort set samtlige numre lyder som et klokkeklart radiohit.
Tematikerne er tunge, men musikken letbenet. Som en slags dansk pops Morrissey formår Laurberg at skabe uimodståelige ørehængere ud af både sin angst og sine mordfantasier, og resultatet lyder til tider mere som en greatest hits-opsamling end som det debutalbum, det er.
Det er nemt at tage et album som ‘Bænkevarmer’ for givet. Men det, Ida Laurberg gør her, er ikke lige så legende let, som hun får det til at lyde.
1. Kind Mod Kind ‘</3’
Hvis ikke det var for Andreas Odbjerg, ville Kind Mod Kind uden tvivl være løbet med prisen for halvårets mest overraskende featureliste alene for inklusionen af Safri Duo.
Men der er en mening med galskaben. Akkurat som der var en mening med, at de sidste år slog pjaltene sammen med Medina og lavede en af årets bedste popsange, der heldigvis også har fundet vej til bandets debutalbum.
For 00’erne er tilbage, og det har Kind Mod Kind bemærket – bare se på den sms-nostalgiske albumtitel! – så hvorfor ikke alliere sig med to af årtiets største stjerner, når man har chancen?
Heldigvis er ‘</3’ også mere end bare en tidskapsel. Som Soundvenues Jakob Gustav Winckler formulerer det i sin anmeldelse, bliver driften mod perfektion hele tiden mødt af en længsel efter at slippe kontrollen, og netop dén kontrast gør, at det aldrig bliver bagudskuende.
Alle prøver at genopfinde 00’erne lige for tiden. Men ingen gør det så godt som Kind Mod Kind.