10 film, du skal se på dette års Odense International Film Festival – med Trine Dyrholm, Fanny Bornedal og en ny generation af filmskabere

Danmarks store kortfilmfestival byder som altid på et bugnende program af skarpe fortællinger i det tidsbegrænsede format. Vi anbefaler 10 af de mest lovende, der bobler over af både store stjerner og nye håb.
10 film, du skal se på dette års Odense International Film Festival – med Trine Dyrholm, Fanny Bornedal og en ny generation af filmskabere
'Intet vover'. (Foto: Odense International Film Festival)

Mandag skydes dette års Odense International Film Festival i gang.

Det betyder, at kortfilm i alle afskygninger skal fejres, og nye danske talenter skal vise, hvad de kan. Som Danmarks eneste Oscar-kvalificerende filmfestival giver OFF også en unik chance for vinderne af de fire hovedpriser, som kan sende deres film videre til akademiets nomineringsudvalg.

Udover festivalens mange filmvisninger står den også på talks, workshops, fester og et særligt program med Jonas Risvig, der er årets profil på OFF. Under festivalen bliver det desuden offentliggjort, hvilke fem kortfilm der er nomineret til Robert Prisen.

Festivalen har fem konkurrencekategorier – den danske, den internationale, animationskonkurrencen, dokumentarkonkurrencen og ungdomskonkurrencen – og det kan være svært at hitte rundt i, hvad man skal prioritere sin tid på.

Men her kommer vi med vores bud på 10 af de mest interessante titler. Og hvis man ikke lige er i Odense næste uge, kan man også fange filmene online på festivalens streamingsite OFFstream.

‘Macbeth’. (Foto: Odense International Film Festival)

’Macbeth’

I sommeren 2020 opførte teaterkollektivet Shakes med stor succes ’Macbeth’ i Ørstedsparken. Nu har de adapteret stykket til en kortfilm, med Shakes-holdet, Thomas Hwan og Mads Riisom som instruktører og Lars von Triers faste fotograf Manuel Claro bag kameraet.

Her fortolker de William Shakespeares blodige klassiker med en moderne og excentrisk pensel. Riisom er selv på rollelisten med blandt andre Karin Bang Heinemeier.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’Intet vover’

Jesper Tønnes’ gangsterdrama lover både action og humor i en stil, der tapper ind i Guy Ritchie og Quentin Tarantinos værktøjskasser.

Filmen følger en rød kufferts rejse gennem en dag, som vender op og ned på en kvindes liv. Der er skruet op for alle udtryk og endda filmet med fire forskellige analog-formater. Castet består blandt andet af Fanny Leander Bornedal, Nicolas Bro, Carsten Bjørnlund og Ali Abdul Amir Najei, som har haft roller i ’Huset’ og ’Shorta’.

Johanne Louise Schmidt I ‘Heks’. (Foto: Odense International Film Festival)

’Heks’

Agnes Trier har skrevet og instrueret denne fortælling om Lærke, der drager til et Skt. Hans-arrangement hos familien sammen med sin kæreste og datter. Hyggen forvandler sig hurtigt til en psykologisk kamp mellem familiemedlemmerne, og her må Lærke kæmpe med sine egne principper.

Store følelser er i spil, når kønsroller, feminisme og generationsforskelle udforskes i ’Heks’,som er shortlistet til Robert Prisen for Årets Kortfilm, og hvor velkendte ansigter som Johanne Louise Schmidt, Anders Juul og garvede Bodil Jørgensen er at finde på rollelisten.

Agnes Trier er datter af filminstruktørerne Lars von Trier og Cæcilie Holbæk Trier.

Lene Maria Christensen I ‘Ophav’. (Foto: Odense International Film Festival)

’Ophav’

Emilie Kroyer Koppel slog igennem som skuespiller sidste år i ’Ustyrlig’, og udgjorde desuden Soundvenues bud på, hvem der bør portrættere teenage-versionen af Dronning Margrethe i TV2’s kommende biopic-serie!

Hun har allerede instrueret en håndfuld kortfilm, og nu er hun aktuel med ’Ophav’, et familiedrama med Lene Maria Christensen i en af hovedrollerne. Her bliver en frokostsamtale mellem en mor, datter og bedstemor mere og mere anspændt, da en hemmelighed dukker op til overfladen og skaber splid mellem de tre generationer af kvinder.

‘Wild Child’. (Foto: Odense International Film Festival)

’Wild Child’

I en fremtid ikke så langt væk befolkes jorden kun af unge mennesker, da det er en dødelig sygdom at blive voksen. ’Wild Child’ følger en gruppe børn, som er usikre på, hvad fremtiden vil bringe og ikke har nogen klar vej at følge. Men hvad hvis fraværet af voksne faktisk kan skabe nye muligheder for børnene?

Den fascinerende præmis bringes til live i Sif Luna Lambæks intime midtvejsfilm på Super16, som også er shortlistet til Robert Prisen.

‘Mor’. (Foto: Odense International Film Festival)

’Mor’

Den britiske skuespiller Tom Austen, der nok kendes bedst fra 10’er-serien ’The Royals’, debuterer nu som instruktør på dansk jord med kortfilmen ’Mor’.

Selveste Trine Dyrholm spiller hovedrollen Maggie, som tager sin søn med på weekendtur til en hytte i anledningen af hans 18-års fødselsdag. Her udvikler situationen sig ikke som planlagt.  

‘En undersøgelse af empati’. (Foto: Odense International Film Festival)

’En undersøgelse af empati’

Hvad er empati egentlig, og hvordan fungerer det? I Hilke Rönnfeldts sjove og anderledes fortælling, som også er shortlistet til en Robert Prisen, vil Dana gerne blive mere empatisk, mens kunstneren Penelope gerne vil undersøge empati som koncept. Det resulterer i et eksperiment, som sætter gang i Danas følelser og skaber en underholdende filmoplevelse.

‘Companion’. (Foto: Odense International Film Festival)

’Companion’

I endnu en Super16-midtvejsfilm har Nivetha Balasubramaniam skabt en tankevækkende fremtidsfortælling, som også er shortlistet til Robert Prisen.

Saga længes efter at få sin gamle veninde Etta tilbage, men lever i en tid, hvor moderne teknologi har gjort det muligt at få AI-drevne venner, og derfor har Etta nu en anden ven, hun altid kan regne med. Er alt håb tabt for, at Saga kan få en autentisk relation igen?

’Companion’ tager fat på, hvordan teknologi kan skabe menneskelig distance, ensomhed og afsavn.

‘Don’t Be Afraid’. (Foto: Odense International Film Festival)

’Don’t Be Afraid’

David Dencik er hovedrolleindehaver i svenske Mats Udds gyser om Magnus, en deprimeret kunstfotograf, som vender tilbage med nye værker. Her bliver gamle traumer vækket i ham, da mørket i skyggerne på billederne bærer på mere uhygge, end man skulle tro.

‘Ramona Macho’. (Foto: Odense International Film Festival)

’Ramona Macho’

I ’Ramona Macho’ følger vi en drag queen, som en præst inviterer til at starte sit eget kor.

Rigmor Albeck Ranthe har instrueret, produceret, filmet og klippet denne progressive dokumentar, som udforsker både menneskelige relationer samt kirkens rolle og ansvar i samfundet.

21-årige Ranthe er datter til skuespillerne Lars Ranthe og Christine Albeck Ranthe og har selv haft skuespilroller i ’Klovn’ og ’En helt almindelig familie’. Nu springer hun så ud som filmskaber.

Odense International Film Festival løber af stablen fra 26. august til og med 1. september.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af