I fredags skulle ASAP Rocky have været aktuel med sit første album i seks år, ‘Don’t Be Dumb’, men rapperen valgte kort forinden at udskyde udgivelsen til engang i efteråret.
Fans kan dog trøste sig lidt med den nye single ‘Tailor Swif’, der landede på musiktjenesterne i stedet. Singlen kommer med en musikvideo, som er optaget i den ukrainske hovedstad Kyiv i 2021 og er instrueret af Vania Heymann og Gal Muggiaog.
Vi har nok at gøre med årets mest syrede musikvideo. Gennem lidt over tre minutter boltrer Rocky sig i en konstant strøm af surrealistiske scenarier og skøre eksistenser.
I starten af videoen befinder rapperen sig eksempelvis på bagsædet af en bil, som har en hund bag rattet. På kølerhjelmen sidder en nøgen mand og tænder en cigaret. Herefter klipper videoen til et offentligt toilet, hvor en kanin tager karbad i en håndvask og en Bigfoot-lignende skabning kigger forbi.
ASAP Rocky begrundede udskydelsen af ‘Don’t Be Dumb’ med »læk og sample-tilladelser«. Netop ‘Tailor Swif’-videoen blev ifølge Pitchfork lækket online helt tilbage i 2022.
‘Tailor Swif’ kommer i kølvandet på den Jessica Pratt-gæstede single ‘Highjack’. Det nye album indeholder desuden gæsteoptrædener fra Tyler, The Creator og Morrissey samt produktioner af Pharrell Williams, Mike Dean, Hitkidd, Madlib, Metro Boomin og The Alchemist.
En præcis udgivelsesdato for ‘Don’t Be Dumb’ er ikke på plads endnu.