KOMMENTAR. I søndags stod jeg omgivet af cowboyhatte, støvler og slidte jeans sammen med tusindvis af andre og så det amerikanske country-fænomen Morgan Wallen.
Det var ret slående, så mange der var trukket i westerntøjet for at stå og synge med på tyk sydstatsdialekt.
Country har ellers været noget, man så ned på, både i USA og måske endnu mere her i moderne og trendy Danmark, hvor vi både elsker og hader ting, der bliver for store og amerikanske til vores smalle gågader.
Men nu er det blevet cool at være country, cool at være en redneck med snavset tøj, og det er cool med en lidt påtaget southern drawl.
Den tendens er også nået til Danmark, hvor Morgan Wallen spillede Royal Arena i søndags, og hvor Post Malone og Shaboozey er at finde både på den danske Spotify-chart og i radioen.
Der er rygter om, at Lana Del Reys næste album vil være country-inspireret, og Beyoncé gik country’ på ‘Cowboy Carter’. Selv Sabrina Carpenter, sommerens store popgennembrud, snuser til genren på ‘Slim Pickins’ fra sit nye album.
Countryen er i den grad tilbage. Men fænomenet er stadig mestendels amerikansk. Spørgsmålet er, om den kan slå rødder udenfor Nashville og USA – måske endda i Danmark.
Mere end cowboyhatte
På sin vis kan countrygenren ses som en amerikansk pendant til genrer som afro-fusion, reggaeton eller k-pop. Lokale genrer, som pludselig får internationalt momentum.
Forskellen er måske bare, at country er nemmere for os at forholde os til, fordi vi er så amerikaniserede.
Derfor er der nok også større chance for, at genren rodfæster sig lokalt på en anden måde end eksempelvis latinamerikansk og afrikansk popmusik.
Det sker selvfølgelig: Ivan$ito laver dansk reggaeton, Icekiid og Aggi laver dansk afrobeat, og der er især indenfor hiphoppen inspiration fra de genrer – dog mest fra kunstnere, der i forvejen har tilknytning til de steder, genrene kommer fra.
Så jeg ser ikke lige Ida Laurberg eller Andreas Odbjerg eller Pil gå reggaeton- eller amapiano-vejen, hvorimod jeg sagtens kunne se dem lave en country-ep. Og jeg kunne også sagtens se et helt nyt dansk countrynavn bryde igennem.
Det er ikke, fordi der som sådan mangler danske kunstnere, der laver country. Det er der mange, der gør, og har gjort i årevis. Men det, jeg efterspørger er en kunstner, der kan gøre countryen stor. Med andre ord: Hvornår kommer den danske kunstner som gør for country i Danmark, hvad Icekiid gjorde for Afrobeats?
Der er mange artister, der leger med country-kendetegn. Dopha med den blue-grass swingende ‘Puff’. Gorgeous, der laver country-indie. Og selvfølgelig Eee Gee, der især på sit første album trak tydelig inspiration fra country, men som dog gjorde det i et drømmende og psykedelisk univers.
For nylig udgav Tobias Rahim ‘Jylland’, hvor coveret bestemt peger hen på en country-inspireret æstetik med pickuptruck og cowboyhatte. Musikken hentyder også til genren med sit mundharpe-tema, men produktionen er rendyrket pop.
Men mange af de kunstnere er nok snarere, hvad man kan kalde country-inspirerede.
Deres musik føles stadig mere som smart indie og moderne pop end som country. Det er for poleret, lidt for tilbageholdent. Der er altså langt fra de tjekkede produktioner i ‘Jylland’ og ‘Puff’ til Morgan Wallens dramatiske og guitartwangede ‘Last Night’ eller Zach Bryans rå og sjuskede ’28’.
Der er selvfølgelig ikke noget galt med at lade sig inspirere. Men en cowboyhat og en slide-guitar gør ikke én til countrysanger. Jeg savner nogen, der går all in.
Musik fra landet
Jeg har for nylig lyttet mig gennem sønderjyske Rikke Thomsens diskografi. Hun synger sange om det simple liv, og hun gør det på klingende sønderjysk.
Hendes hjemstavnshymne ‘Mojn når vi komme (Mojn når vi gæ)’ er en simpel guitarsang med en stærk melodi, og den leder nærmest tankerne hen på Morgan Wallens ‘The Way I Talk’, der også handler om at tale på en særlig måde.
Rikke Thomsen er en af stemmerne herhjemme, der er meget tæt på countrygenren.
Ellers er der et navn som Stella Darla (som jeg, full disclosure, er personligt bekendt med), hvis nyeste single, ‘Heartbreaker’, fra første sekund placerer sig tydeligt i et country-univers, hvor guitar og akustiske trommer udgør lydbilledet.
Der er også Krogen, som føles lidt old school og pastiche-agtig, og CS Nielsen, der dog synger på engelsk.
De navne er jo alle forholdsvis langt fra den danske mainstream. Men hvis vi skal have en ægte dansk country, så er det heller ikke sikkert, det er nogle trendy københavnertyper, der skal lave det. Det kommer nok heller ikke fra en etableret popkunstner, der pludselig ‘går country’.
Måske skal det komme fra nogen udefra. Outsiders.
Og der er jo nok også to forskellige måder at anskue country-genren på. Spørgsmålet er, hvilken af de to, der har gennemslagskraft lige nu. Er det et modefænomen med cowboystøvlerne, store amerikanske trucks og Bud Light? Eller er det tanken om en autentisk og ærlig musikgenre fra ’landet’?
Forbliver country en musikgenre, vi importerer fra USA, eller kommer der en reel dansk udgave af country?
Personligt er jeg i hvert fald nysgerrig på, hvordan en dansk country-artist med mainstreamsucces kunne se ud.
Nogen, der ikke bare ser, at cowboyhatten er trendy. Nogen, der ikke pakker country-guitaren ind i lækre popproduktioner og hiphop-trommer. Og nogen, der tør skrive ærlige (danske!) tekster, hvor hjerte rimer på smerte. Jeg tror på det.
Artiklen er blevet opdateret den 11. september for at understrege, at der bestemt allerede eksisterer dansk country, men at denne artikel spekulerer over, om dansk country kan blive et større fænomen, som den er det i USA.