Himlen har åbnet sig over København, da jeg sætter mig i den overdækkede italienske gårdhave på boutiquehotellet Bella Grande. Stedet er proppet med mønstret interiør, pastelfarver, byster og blomstervaser. Sådan svulstigt på den charmerende måde, og helt perfekt til et interview med Emma Sehested Høeg, der de seneste år har været på alles læber som et slags kulturelt renæssancemenneske.
Så da hun traver ind over det skakternede gulv, smider sin lange denimjakke på stoleryggen og siger: »Jeg er skide hamrende nervøs« med øjenbrynene plantet i panden, bliver jeg slået lidt ud af den. Selvom hun lever af at være i fokus, iscenesætte og performe, så er der noget med det at blive interviewet – at lægge fortællingen i andres hænder – som piller ved en usikkerhed, siger hun.
Og ja, så skyldes det nok også, at vi sidder her for at tale om én af de to babyer, hun har undfanget inden for den seneste tid. Debutalbummet, ‘I Know All the Words but I Can’t Say Goodbye’, der for alvor markerer den 30-årige multikunstners march ind på musikscenen, og så endda med det, hun kalder lyden af Emma.
»Det har krævet blod, sved og tårer«, siger hun om ’fødslen’ og ser på mig med et sæt øjne, der indikerer, if you know, you know.
»Den her plade har længe ligget og bagt inde i mig, fået næring, blodårer og negle«, siger hun og former en slags livmoder med sine hænder. »Nu er den så klar til at møde verden og andres bedømmelse, og det er sgu ret vildt: Værsgo verden. Take my baby«.
Debutalbummet udkom i fredags, og samme dag spillede hun det i Brorsons Kirke til Soundvenue LIVE. I den forbindelse har jeg mødt hende til en snak om det svære farvel, titlen henviser til, at finde sine legekammerater og at give næsten 100 procent af sig selv.
En urkraft på pause
Mange kender nok først og fremmest Emma Sehested Høeg som skuespiller og manuskriptforfatter i teaterkollektivet How to Kill a Dog, der sparkede døren ind til kulturdanmark med en teatertrilogi om kulturens kvindebilleder og en serie om orgasmekløften. Men drømmen om at blive musiker har langt flere år på bagen.
»Jeg kommer fra et hjem fuld af musik. Min far har lært mig at spille, og min mor har lært mig at synge. Så det ligger i hele min DNA«.
Men da Emma Sehested Høeg søgte ind på musikkonservatoriets sangskriverlinje, fik hun et afslag. Og de efterfølgende år har musikken murret i hende som »et forsømt barn, der ikke har fået opmærksomhed«. En slags urkraft sat på pause.
»Det var simpelthen for stort et afslag for mit storhedsvanvid. Hvad fanden mener I med, at jeg ikke må komme herind?«, griner hun og fortæller, at hun i stedet blev optaget på Scenekunstskolen – og set i bakspejlet var det lige, som det skulle være.
De seneste år har musikken imidlertid fyldt mere og mere.
Hun har udgivet musik under kunstnernavnet Dame Dearest, ligesom flere af de sange hun har skrevet til teaterstykker har fået deres eget, selvstændige liv uden for scenen. Og da hun sidste år udgav de første sange i eget navn, efterlod hun anmelderne måbende over at se endnu et kreativt kammer unlocked.
Debutkoncerten nappede hun foran et udsolgt Store Vega. På Heartland forsøgte sikkerhedsvagterne febrilsk at stoppe tilstrømningen af fans. Og tidligere på året spillede hun intet mindre end fire udsolgte koncerter med 35 klassiske musikere fra Copenhagen Phil – med sin højgravide mave dækket i similisten.
Alle jeg’er samlet
Ja, det går mildest talt meget godt. Og med sit debutalbum springer hun nu fuldt ud som soloartist med 10 sange, der tilbyder en potpourri af stemninger, stilarter og sindstilstande – fra den lullende ‘My Mind’ over det mere eksperimenterende ‘Drink From Me’ til James Bond- og Lana Del Rey-vibes på ‘Wait While I’m Changing’.
Men mest af alt er det et album, der balancerer fortid, nutid og fremtid – en bevægelse fra ung kvinde og vejen ind i moderskabet.
»Det indkapsler det seneste år af mit liv, der har været mættet med følelser, omvæltninger og overgange. Men der er samtidig elementer, der har levet med mig i mere end et årti, ligesom der er dele, som rækker ud i fremtiden«.
Sangen ‘Balance With You’ skrev hun eksempelvis som 18-årig, i sit livs første lejlighed med en halvdøv nabo – og hendes TV på fuld lydstyrke – på den anden side af væggen.
»Forestil dig at finde en Tove Ditlevsen-bog, du engang har fået, i din reol 12 år senere. Dengang forstod du ikke poesien eller mennesket bag. Men pludselig føler du: ’Det er jo mig, hun skriver om’. Sådan havde jeg det med den her sang. Den havde godt af at lagre lidt i computerens mange mapper. Den giver bare mening nu, den sang. Som om 18-årige Emma ubevidst eller bevidst skrev til 30-årige Emma«, siger hun og fortsætter:
»Jeg bliver underligt stolt over at vække mit teenage-jeg til live med en sang, som lå begravet på det, min kæreste kalder demo-kirkegården. Ordene giver mening påny, og den rummer præcis den identitet, som jeg altid har tænkt, at min musik skulle have: Storladen, dramatisk, sensuel og lidt fræk«, siger hun og vipper lidt med øjenbrynene.
Og så er den »dyr i lyden«.
»Der er virkelig blevet nørklet, finpusset, vendt og drejet. Og når jeg lytter til nummeret, ser jeg alle musikerne for mig – rigtige mennesker med rigtige instrumenter. Jeg bliver sgu rørt over, at den 18-årige pige får lige akkurat den finesse, detalje og lyd, hun drømte om«.
R.I.P. Dame Dearest
På sin debut har Emma Sehested Høeg ikke bare inviteret sine faste samarbejdspartnere, men sig selv i alle afskygninger og aldre med om bord. Hun har ikke sagt endeligt farvel til hverken sit fortids-, nutids- eller fremtids-jeg. For der er faktisk plads til dem alle, mener hun.
Eller … det vil sige, ét har hun måtte sige farvel til.
Da hun i slutningen af 2021 sprang ud som musiker, var det nemlig under aliasset Dame Dearest. En forførende jazz-diva, der i højere grad bevægede sig i krydsfeltet mellem musik og performance.
»Jeg lever jo af at lave roller, og jeg har mindst 100 af dem boende inde i mig. En af dem var Dame Dearest, den her flamboyante, sensuelle og dramatiske center of attention, som jeg gemte mig lidt bag … måske for at beskytte mig selv«, siger hun.
I foråret strammede hun imidlertid fjerboaen og gjorde det forbi med sit alter-ago, fortæller hun. Et af dem i hvert fald.
»Jeg slog Dame Dearest ihjel, fordi hun begrænsende mig til kun at lave én slags musik. Til at være en slags karakter i musikken, på scenen og i det visuelle omkring min musik«.
Men helt så simpelt er det alligevel ikke at dræbe en side af sig selv.
»Dame Dearest bor inde i mig. Hun bor i Emma Sehested Høeg. Og jeg synes stadig, der er meget af hendes lyd og energi, som er med på debutpladen«, forklarer hun.
»Men der er også en dronningeridder, en ængstelig kvinde på 30, der står på vippen til at blive mor, en forelsket femme fatale, en kold i røven cat-girl-spy-woman-something… jeg kunne blive ved. Pointen er: Jeg tror, at vi alle sammen har mange forskellige versioner af os selv boende i os«.
Emma læner sig lidt frem i sin stol og tager sig til hovedet. Hun har ikke lukket et øje i nat fordi baby. Det bliver hun lige nødt til at sige. Så hvis refleksionerne sylter lige lovlig længe, så er det formentlig derfor, siger hun grinende og rejser sig.
»Det der sker er, at jeg lige går ind og bestiller en form for croissant, skal du have en med?«, siger hun og går gennem gårdhaven, hvor regndråberne lyder som whiskers på taget, mens jeg tænker over, hvor skarp hun er på en døgner.
På gensyn, tak
Emma Sehested Høeg har ikke ligefrem svært ved at finde ordene. De flyder ud af hende, så hun fra tid til anden må gå tilbage og hive nogle af dem retur. Kloge ord, sjove ord, sårbare ord. Hun bruger dem alle. Men ét har hun dog aldrig forenet sig med: Farvel.
»Jeg tror, at vi alle har sådan nogle knapper, der går lige i føleren. Og sådan har jeg det med afsked«, siger hun med henvisning til albumtitlen, der kipper med hatten til sangen ‘Every Time We Say Goodbye’ med Betty Carter og Ray Charles.
»Farvel til mennesker, til en tid, til sider af mig selv. Det er ned til det lille hverdagsfarvel om morgenen og på den helt store klinge: Ses vi igen? Så jeg siger helst på gensyn«.
Og måske er det i virkeligheden hemmeligheden bag det overflødighedshorn af kunstneriske udtryksformer, hun jonglerer. Men kan man sådan uproblematisk skifte fra den ene kunstneriske scene til den anden?
Det er ikke, fordi hun ikke har tænkt tanken. Kortvarigt. For hun ser ikke rigtig kløften mellem de to. Og det gør springet mindre nervepirrende.
Omvendt har det været den perfekte overgang – en del af hendes store masterplan – først at implementere musikken i teater og på film for dernæst at træde helt ind i den, fortæller hun med fingerspidserne samlet foran sig.
»For mig er det ikke så underligt at gå fra teater til musik. Det er jo ikke sådan: Nu vil Emma være statsminister eller hjernekirurg. Jeg er bare interesseret i kunst. Mediet er underordnet«, siger hun, pauser et millisekund og fortsætter:
»Og hvem ved, måske vil jeg lave noget keramik på et tidspunkt. Jeg siger bare, at det er for kedeligt at begrænse sig til én kunstart, hvis der lever flere inden i dig«.
Og ja, bevares, det kræver da nok en smule storhedsvanvid, griner hun.
»Men det tror jeg faktisk, at mange kunne have godt af. Hvis der er noget, man virkelig tænker, man har i sig, så synes jeg ikke, man skal putte med det. Sig på gensyn til dem, der begrænser dig og find nogen, der får dig til at vokse«.
Kransekagefiguren kan ikke stå selv
Og det er præcis, hvad Emma Sehested Høeg har gjort. Det er nemlig meget muligt, at hun har taget hul på en solo-karriere i eget navn. Men der findes dårligt et opslag på hendes Instagram-profil, hvor hun ikke stikker et shout out til de mennesker, hun arbejder og lever med.
Albummet har hun lavet i tæt samarbejde med sine faste samarbejdspartnere Rasmus Juncker og Viktor Dahl, ligesom Jennifer Vedsted Christiansen og Petruska Miehe-Renard (How to Kill a Dog) har været med til at skabe den visuelle identitet. Robin Hannibal – blandt andet kendt som den ene halvdel af Quadron – og August Rosenbaum har også bidraget til albummet.
Der er nemlig ikke meget ved en kransekagefigur uden kagen. Og da hun tidligere på året modtog prisen som årets talent ved Carl Prisen var det da også med beskeden om, at »det, at være et talent, er en holdindsats«, minder jeg hende om.
»Det synes jeg sgu faktisk er stærkt sagt af mig. Jeg tror, vi skal passe på med at dyrke individet for meget. Vi bliver skøre i bolden af det. Og er der én ting, der er sikker, så er det, at jeg aldrig gør noget alene«.
Værkerne udvikler sig sammen med de mennesker, hun tager ind i processen. For eksempel med sangen ‘My Mind’, der en aften flød ud af hende ved klaveret.
Den tog hun med til komponist Viktor Dahl og producer Rasmus Juncker, der hjalp med at få sangen i mål. Og sammen med How to Kill a Dog vågnede en fortælling om en kvinde, der sidder i en bar og venter – måske på en anden, måske på sig selv.
»Jeg er så hamrende privilegeret at have fundet et hold af fantastiske mennesker, som alle giver sig fuldt ud uden filter til fællesskabet. Når jeg siger, jeg går på arbejde, så er det for at lege. Vi har det så sjovt. Og da vi spillede på Vega sidste år, så jeg på et tidspunkt omkring mig og tænkte: Det her er jo verdens bedste familiefest«.
Skrinet med de sidste procenter
Emma Sehested Høeg kaster sig hundrede procent ind i alt, hvad hun laver. Om det er på scenen eller i studiet, har det nærmest været et mantra for hende at give så meget som overhovedet muligt. Men noget har ændret sig her den seneste tid.
Der er kommet nye roller i kartoteket, som hun endnu er ved at lære at kende.
Hun har sat to babyer i verden, og i fredags fik verden den ene at se. Den anden holder hun tæt til sig bag scenetæppet.
»Jeg har før i tiden sagt, at man skal give 120 procent. Det er jeg faktisk uenig i«, siger hun og læner sig lidt tilbage i sin stol.
»De 90 procent er jeg villig til at give. De sidste procenter ligger i mit skrin af hemmeligheder. I må få meget – I må edder-rådme få meget – men I får ikke det hele«, siger hun gennem et smil, før vi siger på gensyn og forsvinder ud i regnen.
Emma Sehested Høegs debutalbum ‘I Know All the Words but I Can’t Say Goodbye’ er ude nu.