’GNX’ er albummet, vi troede, Kendrick Lamar var for fin til at lave
Noget har tændt en ild under Kendrick Lamar.
Okay, vi behøver ikke at lade som om, vi ikke ved, hvad det noget er.
Forfra: Drake har tændt en ild under Kendrick Lamar.
Beefen mellem hiphoppens to nok største stjerner endte med en utvetydig triumf til sidstnævnte, men sejren har ikke dulmet Kendricks blodtørst. Tværtimod.
Hans sjette album, ’GNX’, der landede uden varsel i fredags, lyder som en direkte forlængelse af den rapper, vi så udkæmpe en række sejrrige slag om hiphoppens trone i foråret.
På ’GNX’ dropper vestkyststjernen mestendels de knudrede, flerstemmige fortællinger og udfordrende sangstrukturer, han ellers er kendt for, og som han kompromisløst dyrkede på sit seneste album, ’Mr. Morale & The Big Steppers’.
I stedet går han et par skridt ned af kompleksitetsstigen og rapper i øjenhøjde. »This is not for lyricists, I swear it’s not the sentiments / Fuck a double entendre, I wan’t ya’ll to feel this shit«, som det allerede lyder på introsangen ’Wacced Out Murals’.
Følelser over fornuft, med andre ord. Det er det modsatte udgangspunkt af alle andre Kendrick Lamar-udgivelser. Han er ikke længere oppe i skyerne med abstrakte koncepter og store tanker. Han er nede i mudderet med os andre. I sine følelsers vold – med tryk på vold.
Hvis Drake-konflikten var beefen, vi ikke troede, Kendrick Lamar gad nedværdige sig til, er ’GNX’ albummet, vi troede, Kendrick Lamar var for fin til at lave. »Sometimes you gotta pop out and show n*ggas«, rappede han på ‘Not Like Us’. ‘GNX’ er et helt album i den ånd.
Førnævnte ’Wacced Out Murals’ sætter både stemningen og fortæller forhistorien for albummet.
Kendrick Lamar rapper som gennem sammenbidte tænder over et slæbende, ildevarslende, tungt beat, der inkorporerer den der sirenelyd fra ’Kill Bill’, der tit findes på tunge trapsange fra Atlanta. Det er tungt og minimalt. Knap så meget jazz, knap så mange soulsamples.
Og knap så komplicerede tekster. Kendrick Lamar fortæller uden metaforiske mellemlag Drake – og alle andre – hvor mange smæk de får, hvis de kommer for tæt på. »It used to be fuck that n*gga, but now it’s plural / Fuck everybody, that’s on my body«.
Albummets anden sang, ’Squabble Up’, der tidligere i år optrådte som snippet i ’Not Like Us’-videoen, fortsætter i det hårde spor. Over et sprællende, sydende beat, der sampler ’When I Hear Music’ af Debbie Deb, slipper Kendrick Lamar aggressionerne løs.
Der er næsten noget Tupac-agtigt over måden, han lader instinkt og følelser tage over, selvom alle ved, han er i stand til at tøjle sig selv og blive på et højere intellektuelt plan.
Med de to sange er stemningen sat fra start af. Kendrick Lamar er i sin skurkeæra.
Det er ikke nyt, at rapperen i ny og næ træder ned fra tinderne og får beskidte hænder i rap-arenaen.
I de helt tidlige dage lavede han mixtapet ‘C4‘, hvor han kanaliserede Lil Waynes attitude – lidt spøjst at tænke på nu, hvor Wayne er en af de rappere, der får en lussing på introen. På ’Good Kid, M.A.A.D City’ demonstrerede han sine battle-evner på ’Backseat Freestyle’. Og på ’Damn’ fik vi personaen Kung-Fu Kenny, der uddelte verbale karatespark.
Men før var den type aggressive øjeblikke netop forbundet med en scene i en konceptuel fortælling eller et alter ego. På ’GNX’ er der ikke nogle lag mellem aggressiviteten og personen bag. Det er Kendrick Lamar, der taler. Det giver sangene en pondus, de ikke har haft før.
Det er samtidig ikke kun Kendrick, vi hører her. På ’GNX’ får han besøg af en række mestendels ukendte rappere som Dody6, Left Gunplay, AzChike, PeySoh, Hitta J3 og YungThreat.
Det er sjældent, vi ser så mange totalt ukendte navne på et stort mainstream-rapalbum. Det minder mere om fortidens rapudgivelser, hvor stjernen tit havde sine venner og samarbejdspartnere fra gamle dage med ombord, så alle kunne få en bid af succesen. Hvad laver alle de her dudes på en Kendrick Lamar-udgivelse?
Den bedste sammenligning for måden, Compton-rapperen bruger disse features på, er den tidligere mentor Dr. Dres storværk ’2001’, der mest er kendt for at give os klassikere med features fra Snoop Dogg og Eminem, men som også havde ret ukendte rappere fra vestkysten som gæster.
Ikke ulig ‘2001’-features som den nu glemte Hittman fungerer gæsterne på ’GNX’ som stemmer, der trækker albummet ned på gadeplan i Los Angeles.
I modsætning til Kendrick Lamars tidligere samarbejdspartnere (som Black Hippy-makkerne Ab-Soul og Schoolboy Q) føles de ikke som unge avantgardister, der eksperimenterer med flows og ordspil. De lyder mere som garvede, lokale gaderappere. De er med til at gøre ’GNX’ til det mest gangsta rap-agtige univers, Kendrick har givet os indtil videre.
På den måde er ‘GNX’ Kendrick Lamars version af forbilledet Tupacs forvandling fra samfundskritisk, poetisk rapper til gangsta-persona, som skete, da han blev løsladt fra fængslet i 1995.
Drejningen spejles i lyduniverset, der især på gæstefyldte numre som ‘Peekaboo’ og titelsangen næsten føles som et tidssvarende bud på den minimalistiske, tunge vestkyst-gangsta rap, Dr. Dre i sin tid definerede.
Selvom Kendrick Lamar har begået et mere direkte og ukompliceret album end nogensinde før, er det ikke sådan, at han har droppet sine vokaltricks. Næsten hver sang giver os nye nuancer, nye flows, nye stemmer.
På det Tupac-samplende ’Reincarnated’ kanaliserer han idolets tøjlesløse flows, på ’Luther’ er han tilbage i den summende sangrap fra ’Good Kid, M.A.D.D City’-klassikeren ’Money Trees’, og så er der selvfølgelig det allerede virale »MUSTAAAAARD«-brøl fra sejsrunden ’TV Off’, der lyder som et om muligt endnu mere euforisk remake af lyden fra ’Not Like Us’.
På sidstnævnte sang citerer Kendrick Lamar et par linjer fra Biggie, og det er ikke det eneste sted, hvor ’GNX’ nikker til hiphophistoriens største. Kendrick Lamar sampler Nas’ ’One Mic’ på ’Man at the Garden’ og genskaber også den samplede sangs struktur med to afdæmpede vers og ét, hvor han taler sig helt op i et råbende toneleje.
Referencerne til hiphophistoriens største navne viser den kongerække, Kendrick Lamar ser sig som en del af. De gør samtidig, at ’GNX’ føles som et mixtape – for det format er jo netop et fristed, hvor man kan lægge de store koncepter væk, og hvor man kan vise, hvad man kan som rapper, mens man samtidig nikker til udvalgte referencepunkter i hiphophistorien.
En mixtape-lignende udgivelse, der viser en superstjerne, der er kendt for at være nuanceret og reflekteret, i et uvant aggressivt lys. Hvor har vi hørt det før?
Nå ja: Drake. Man kunne måske godt sige, at ’GNX’ er Kendrick Lamars pendant til ’If You’re Reading This It’s Too Late’, mixtapet, der forsøgte at relancere Drake, der netop havde udgivet hovedværket ’Take Care’, som en mere hårdfør, rap-orienteret artist.
Ser man på Kendrick Lamars egen diskografi er værket, der minder mest om ’GNX’, nok albummet ’Damn’ fra 2017. Det kom i kølvandet på det jazzede, eksperimenterende ’To Pimp A Butterfly’ og gav os også en mere umiddelbar og mindre kompliceret Kendrick Lamar.
Ligesom på ’Damn’ er der også på ’GNX’ utrolig mange sange, der lyder som, ja, hits, men også et par numre, der afviger fra den nye, hårde kurs, og som fodrer de fans, der er sultne efter ambitiøse sangkoncepter og selvransagende tekster.
På ’The Heart pt. 6’ får vi lidt origin story om tiden lige før gennembruddet, og på ’Reincarnate’ fortæller Kendrick historien om sig selv som en genfødt person, der før har levet i tidligere musikstjerners kroppe. Til sidst har han en samtale med Gud, vistnok.
Det er i øvrigt ikke første gang, dette sker på en Kendrick-sang. Måske mener han det bogstaveligt, når han på ’Man at the Graden’ rapper, at han hører Herren, hver gang han lukker øjnene?
Hvis man efter den omgang stadig ikke har fået nok konceptuel sangskrivning, slutter albummet med en klassisk hiphopdisciplin: Kærlighedssangen, hvor kvinden er en allegori.
Tupac har før brugt grebet på ’Me and my Girlfriend’, hvor hans love interest er en pistol, mens Common har lavet ’I Used To Love H.E.R.’. I dette tilfælde er ’Gloria’ en allegori for Kendrick Lamars egen sangskrivning.
Det ikke voldsomt originale konceptnummer er en lidt antiklimatisk slutning på et album, der ellers sitrer af energi. Sammen med et par af de mere generiske gaderapper-gæstevers udgør den et af albummets meget få svagere momenter.
Som helhed er ’GNX’ dog et uhyre imponerende venstresving væk fra den retskafne mands vej, hvor hiphoppens hellige profet tager sig et mudderbad med resten af menneskeheden og lader til at nyde hvert sekund af det.
Drake vidste næppe, hvad han startede, da han udløste denne version af Kendrick. Før beefen kendte vi rapperen fra Compton. De gør vi ikke mere. En ny ild brænder i Kendrick Lamar.
Kort sagt:
Kendrick Lamars sjette album lyder som en direkte forlængelse af den rapper, vi så udkæmpe en række sejrrige slag om hiphoppens trone med Drake i foråret. Mindre kompleks og abstrakt end på tidligere udgivelser, men langt mere aggressiv og umiddelbar.