Den beninske skuespiller Djimon Hounsou har været et velkendt navn i Hollywood, siden 1990’erne.
Trods to Oscar-nomineringer og roller i store film som ‘Amistad’, ‘Gladiator’, ‘Blood Diamond’, ‘Eragon’, ‘Guardians of the Galaxy’, ‘Aquaman’, ‘A Quiet Place 2’ og ‘Rebel Moon’ har den 60-årige Hollywood-veteran dog stadig svært ved at få pengene til at slå til. Det fortæller han i et nyt interview med CNN, skriver Deadline.
»Jeg kæmper stadig for at få det til at løbe rundt«, siger Hounsou. »Jeg har været i denne branche og lavet film i over to årtier, har fået to Oscar-nomineringer, været med i mange blockbuster-film, og alligevel kæmper jeg stadig økonomisk. Jeg bliver helt sikkert underbetalt«.
Skuespilleren fortæller, at han gennem karrieren er blevet betalt mindre og har fået mindre hæder end flere af sine kollegaer – og at det skyldes systemtisk racisme. Han bruger den manglende Oscar-nominering for sin præstation i Steven Spielbergs ‘Amistad’ fra 1997 som eksempel.
»Jeg blev nomineret til en Golden Globe, men de ignorerede mig til Oscars og sagde, at de mente, jeg lige var ankommet fra båden og direkte fra gaden«, siger han.
»Selvom jeg med succes lavede den film, følte de bare ikke, at jeg var en skuespiller, de burde vise respekt. Den her konceptuelle idé om diversitet har stadig lang vej igen. Systemisk racisme ændrer sig ikke bare sådan lige med det samme«.
Hounsou blev Oscar-nomineret i 2004 og 2007 for sine biroller i henholdsvis ‘In America’ og ‘Blood Diamond’. Han var senest aktuel i ‘A Quiet Place: Day One’.