ANALYSE. »Don’t call it a comeback, I’ve been here for years«, rappede LL Cool J famøst i 1990. Derfor er det måske også forkert, at sige, at Deftones har fået et comeback. For modsat eksempelvis Oasis eller Linkin Park har der ikke været noget brud eller en stort iscenesat gendannelse.
Jovist, der lander et nyt Deftones-album i morgen, hele fem år efter forgængeren ‘Ohms’. Men det er altså ikke en ventetid, der er uhørt for bands af Deftones’ alder. Deres genvundne medvind handler altså ikke om en tilbagevenden efter en lang albumpause, som det gjorde med eksempelvis The Cure sidste år eller D’Angelo i 2014.
Men Deftones – hvis kommercielle storhedstid mange nok vil placere omkring årtusindskiftet – har alligevel set massiv fremgang i løbet af 2020’erne. Da årtiet startede, havde de cirka to millioner månedlige lyttere på Spotify. I august 2022 var det tal steget til fem millioner, og i januar 2024 havde vi ramt 10 millioner. Her i august 2025 hedder tallet 16 millioner.
Det skyldes ikke blot et stigende antal Spotify-brugere. Den slags fremgang ses ikke for andre metalbands, der i 2020 havde omkring to million lyttere. Så hvorfor er Deftones større end nogensinde? Hvorfor er det netop dem, der hitter på TikTok og finder vej til playlister på tværs af generationer?
Nu-metal har fået oprejsning
Den ene ingrediens i Deftones’ genvundne kommercielle storhed er, at de udsprang fra nu-metallen – afarten af alternativ metal, der forenede funkmetal med hiphop og industrial og talte til en generation af unge mennesker, der ville have afløb for deres aggressioner.
Særligt Deftones’ to første album, ‘Adrenaline’ (1995) og ‘Around the Fur’ (1997), skrev sig ind i denne bølge, men da de fra og med treeren ‘White Pony’ (2000) søgte mod nye soniske territorier, var skaden lidt allerede sket.
Metalnørder kan diskutere herfra til dommedag, hvorvidt Deftones egentlig var nu-metal efter årtusindskiftet, men kulturen havde allerede stemplet dem som en del af den bølge. Selvom de udviklede sig stilmæssigt, var det jo også ret beset mange af de samme fans, der lyttede til dem, som lyttede til Linkin Park, Disturbed, Slipknot, Korn og Limp Bizkit.
Samtidig har Deftones alle dage været noget af det bedste, alternativ metal havde at byde på. De var ambitiøse og eventyrlystne. De var gennemførte, hvad gjaldt at skrive stærke, emotionelt bevægende sange, der ikke svælgede i samme juvenile vrede, som mange af samtidens bands gjorde.
På albumplan kunne de færreste af kollegerne følge med. ‘White Pony’ er et mesterværk, og det samme er det mere rå ‘Around the Fur’. Men de har også vist sig langtidsholdbare på et plan som få bands – uanset genre – kan prale af. ‘Koi no yokan’ fra 2012 og ‘Ohms’ fra 2020 er fremragende udgivelser, og singlerne fra 2025-albummet ‘Private Music’ lover rigtig godt.
Selv da nu-metal i slut-00’erne og langt op gennem 10’erne fik status som et fjollet fortidslevn, var det som om, Deftones var en undtagelse.
Men i slutningen af 2010’erne og starten af 2020’erne begyndte folk at sige fra over for den udskamning, nu-metallen var blevet udsat for.
Metalmiljøet bugnede over med nye navne som Code Orange, Tallah, Wargasm, Tetrarch og Vein.fm, der utvetydigt omfavnede genren. Men også popnavne som Rina Sawayama, Grimes, 100 Gecs og Ashnikko begyndte pludselig at udgive sange med nu-metal som inspirationskilde.
Selv Limp Bizkit – genrens nok største boksebold – blev mødt af et hav af artikler, der tog bandet i forsvar. Hvor det muligvis havde vakt foragt i festivalens tidlige år, blev Limp Bizkit modtaget af et stort, kærligt publikum, da de headlinede (!) Copenhell i 2024.
Al denne nyfundne nu-metal-kærlighed har selvfølgelig smittet af på det muligvis bedste band, der kom ud af strømningen. Men det er ikke den eneste årsag til, at Deftones har fået et revival.
Shoegaze er blevet en kommerciel kraft
Som sagt begyndte Deftones på deres tredje album at flirte med udtryk, der tog dem væk fra de buldrende, aggressive riffs, der kendetegnede nu-metal-kollegerne. Og man fristes næsten til at sige, at de måtte have kunnet se ud i fremtiden. De begyndte nemlig på ‘White Pony’ at inkorporere shoegaze-genrens drømmende støjmure i deres tunge metalsange.
Forsanger Chino Moreno var besat af shoegaze-pionererne My Bloody Valentines tykke lag af guitarstøj og bad endda ‘White Pony’-producer Terry Date om at få albummet til at lyde ligesådan. Det drømmende og æteriske har været en væsentlig ingrediens på alle Deftones-plader siden da. Og shoegaze-genren har da også været genstand for et massivt revival i nyere tid. Måske endda et endnu mere imponerende et end nu-metallens.
For hvor nu-metal trods alt var en kommercielt bæredygtig mainstreamgenre omkring årtusindskiftet, har shoegazen historisk set været for det indviede fåtal af rocknørder – altså indtil TikTok fik genrejst bands som Slowdive til at være nogen, der blev snakket om i skolegården. Samtidig har nyere navne som Wisp, Sadness, Jane Remover og Parannoul vist sig som gallionsfigurer for en helt ny bølge af shoegaze.
Og i årene siden ‘White Pony’ er appetitten for shoegaze-influeret metal absolut ikke stilnet. Deciderede undergenrer som blackgaze (shoegaze og black metal) samt doomgaze (shoegaze og doom metal) er sprunget frem med eksponenter som Deafheaven, Alcest, Chelsea Wolfe og Jesu.
De seneste par år er der tilmed kommet en mindre bølge af bands, der specifikt lyder en hel del som Deftones. Fleshwater og Loathe har Deftones-indflydelsen helt uden på tøjet, men trods dette formår begge bands at skrive stærke sange, der sagtens kan stå på egne ben.
Deftones-æstetikken er overalt
Men man behøver ikke at lyde som Fleshwater eller Loathe, før det er tydeligt, at Deftones har sat markante aftryk på de seneste 25 års musik. Der er en årsag til, at det netop er dem, der gennemsyrer TikTok. De lyder cool, gothede og sexede, hvor mange andre mainstream-metalnavne fremstår bøvede, overdrevet teatralske eller begge dele.
Æstetisk er de nærmest tættere på en tidlig The Weeknd, end de er på egentlige genrefæller som Mudvayne og Slipknot. Og i et sidenhen slettet tweet fra 2021 afslørede The Weeknd da også, at Deftones var en stor indflydelse på hans banebrydende mixtape-trilogi fra 2011, hvor han introducerede verden for en afart af r’n’b, der besad det samme svævende, hedonistiske mørke, som meget af Deftones’ bedste musik indeholder.
Denne blanding af tyngde og ambience, af sexethed og angst – den definerer også meget moderne hiphop. Den såkaldte emorap-bølge har ofte meget mere DNA til fælles med Deftones, end den har med emobands som American Football eller My Chemical Romance.
Derfor giver det også mening, at Trippie Redd, der er udtalt Deftones-fan, havde forsanger Chino Moreno som feature på sangen ‘Geronimo’ i 2021 og samplede Deftones’ ‘Sextape’ i 2023. Rappere som Destroy Lonely, Ski Mask the Slump God, Smino, City Morgue og Nettspend har også samplet bandet.
Sleep Token – verdens største metalband siden nu-metallens storhedstid – lyder også som om, de trækker en del på Deftones’ vision om en mere sensuel, melodiøs og mystisk tilgang til en genre, der i mainstreamen for mange ellers virker som en uhæmmet serie af aggressioner.
Deftones’ konsekvent høje niveau burde have været nok til, at man aldrig rigtig savnede dem. Alligevel er det som om, ‘Private Music’ bliver behandlet som en tilbagevenden, og det handler om, at omverdenen siden deres seneste album har fået historisk stor Deftones-appetit.
Mon ikke Deftones nok skal levere varen endnu en gang?