KOMMENTAR. Da Malk De Koijn i 2009 indtog Roskilde Festivals Arena-scene, tog de fusen på alle ved at fremvise nyt materiale, der sidenhen ville optræde på comeback-udgivelsen ‘Toback to the Fromtime’ i 2011.
En udgivelse, hvor verdens bedste gruppe, som fanskaren har for vane at omtale dem, viste, at de ikke havde mistet fodfæstet det mindste efter ni års fravær på studiefronten – tilmed i sådan en grad, at fans jævnligt vakler mellem alle tre udgivelser, når det gælder at kåre gruppens magnum opus.
‘Toback to the Fromtime’, som indtil i nat var Malk De Koijns seneste udgivelse, udkom for 14 år siden. De tre bananer – kært barn har mange navne – har altså på mange planer haft til opgave igen at gøre det, de lykkedes med dengang: Nemlig at cementere deres sprogligt opfindsomme og produktionsmæssigt ejendommelige hiphops holdbarhed.
Et år bliver til årtier, tier bli’r til årtusinder
Meget er sket siden 2011. Da ‘Toback to the Fromtime’ udkom, affødte det adskillige P3-hits – den slags er nok svært at se for sig i 2025, hvor B.O.C’s musikrevolution har lige så mange år på bagen som Malks seneste opus.
Netop derfor er det smart, at de med ep’en ‘Nummer 5’ markerer deres genkomst med tre sange på én gang i stedet for at udgive én af gangen. For Malk-universet går ud på mere, end én sang er i stand til at opsummere.
Således får vi både en dejligt kringlet opbygget, men også tydeligt indigneret sang, der end ikke har et omkvæd (‘Enogtredive grader’), en mere tænksom, dunkel skæring (‘Kabalen’) og en festbanger, der fortsætter i traditionen fra favoritter som ‘Å åå mæio’ og ‘Weekend kriger’ (‘Publicity’).
Det er dog ikke det eneste punkt, hvor Malk De Koijn forholder sig til tiden, der er gået siden ‘Toback to the Fromtime’.
Deres vittige humor går i flæsket på alt fra AI – »Jeg har spurgt min chatrobot / Blip, båt, det hele ender godt« – over Donald Trump – »Hjemmedrenge, der går efter nemme penge / Ved at træne og bruge deres stemme / Stemmer til lokalvalg på liste for håndknald / Bonede gulve, Melania og Donald« – til sociale medier og Dansk Folkeparti:
»Skynd dig at like, for det’ det næste hit / så cool og cringe, at du må kalde mig Morten Mester-Shit / Tryk subscribe, hvis du vil høre det næste beat«.
Det føles underligt at høre Malk De Koijn referere samtidige, politisk betændte emner. Men dels gør de det ganske gnidningsfrit, og dels er der egentlig intet nyt i det.
I 2011 rappede Geolo G om folk, der dansede på »ungerens grav«. I 2002 rappede Blæs Bukki, at han »arbejder for Tvind – det er phantastisk«. På samme album kom gruppen også med stikpiller til feminismen, som deres udtalelser sidenhen dog antyder, at de ikke længere står ved.
Det er skønt, at verdens snildeste klub ikke insisterer på at hænge fast i fortiden ved at lade som om, at alt stadig er ved det gamle. Det ville nok have resulteret i musik, der ville stille nostalgi-lysten, men som ville have svært ved at vise Malks eksistensberettigelse anno 2025 – noget, de tilmed højlydt funderer over på deres egen kryptiske måde på ‘Kabalen’.
‘Kabalen’ dykker ned i de tre medlemmers nagende følelser om at vende tilbage efter over et årtis tavshed – som hvis al selvsikkerheden på 2011-comebacket ‘Nalk’ fik selskab af eksistentialismen fra ‘Kosmisk kaos’.
»Du kan ikk’ bli’ for gammel til at repræsentere«, lyder omkvædet, mens selvsamme optimisme i versene bliver afdæmpet af fortællinger om lægebesøg, småskænderier og Kong Alkohol.
Stopper al trafik, fordi det lyder så sweet
Uanset hvor meget Malk prøver at være tidsbevidste, glemmer de dog ikke, hvorfor folk i første omgang faldt pladask for dem.
De tre nye sange er spækket med overraskende rim, sproglige spidsfindigheder og popkulturelle referencer, der flowmæssigt er sat så underfundigt op, at kun Malk De Koijn kunne have fundet på dem: »Kloden drejer på ny / Som Gry / Hvem bygged’ den her by? / Starship og Jefferson / Hvem sidder på en sky og bjæffer som?«.
Der er, hvad nogle ville kalde leflende callbacks til tidligere glansstunder. Karakteren Lille-Jep og 1998-tracket ‘Zygo Alpha Disko Beta’ bliver namedroppet. Men begge er noget, kun de mere inkarnerede Malk-nørder vil lægge mærke til – de gør ikke som eksempelvis Eminem gjorde sidste år og udgiver en single, der fra første linje citerer et af deres største hits.
Snarere leder det tankerne mod vellykkede internationale comebacks som Clipse, Pulp og The Cure, der det seneste år har udgivet musik, der udviser forståelse for, hvilke greb fra fortiden, der er værd at bevare, samtidig med, at grupperne nægter at reducere musikken til nostalgi-bait.
Det gælder ikke mindst på et instrumentalt plan, hvor de tre nye Malk De Koijn-sange sprudler og spræller. ‘Enogtredive grader’ lyder nærmest som Tom Waits’ jazzblues anno ‘Swordfishtrombones’ udsat for boombap-trommer, små, skarpe funkblæsere og vinylscratches – og dette opkog bliver kun skævere og skævere, som nummeret skrider frem.
Den mere underspillede ‘Kabalen’ lyder til at starte med mere klassisk hiphoppet, men små disharmoniske og krybende akkordvalg gør, at sangen bliver uforudsigelig på en knap så hektisk måde. Og den energiske ‘Publicity’ byder på både skæv scratching og en imponerende detaljerigdom – især når Tue Track flower over et breakdown to minutter inde, føles det som om, Malk har (gen)åbnet for en verden, hvor alt kan ske.
Men lad der nu ikke gå halvandet årti, før der kommer mere fra denne verden. Gruppen lyder nemlig fuldt ud som om, de har et fjerde album i sig.
Ep’en ‘Nummer 5’ er ude nu.