Hjemstavnsromanen ‘Bunker’ viser, at Thy ikke blot er surdejsbrød og Cold Hawaii
ROMAN. Flere af de senere års mest fejrede debutanter har søgt mod hjemstavnen for at fortælle historien om en opvækst præget af svigt. Thomas Korsgaard gjorde det, Glenn Bech gjorde det. Nu gør Thomas Bach det.
Bach har gang i noget af et totalprojekt. Først og fremmest som sangskriver og central del af Ganger, dernæst som omdrejningspunkt i den smukke dokumentar ’Kærestebreve fra Thy’. Om på ny at forstå sig selv, sin vanskelige opvækst og sine forældre gennem deres gamle kærestebreve. Brevene blev til det tekstlige univers på Gangers formidable album ’Pisk’. Og nu debuterer han med hjemstavnsromanen ’Bunker’, der er sat i Thy, i de omgivelser hvor han selv voksede op.
’Bunker’ handler om bunker. Bunker af snavs på drengeværelset, bunker af ulovligt brændte cd’er, af fisk i kutterens mave og af tomme ølflasker. Og så handler den om de bunkere, tyskerne efterlod sig langs hele Vestkysten efter krigen, og som medvirker til at male start-90’ernes Hanstholm frem som et traumelandskab, hvor vold, alkoholisme og ødelæggende maskulinitetsidealer hersker. Eller som den lokale bartender karakteriserer det: »Alle drikker for meget heroppe. Folk skal vel have noget at underholde sig med. Ellers bliver det for gråt.«
Fortællingen går gennem den halvstore dreng Sonny, som bor i barakkerne i Hanstholm. Han har store drømme om at komme til enten Staten Island eller Næstved hvor rapheltene Hvid Sjokolade kommer fra, men må ofte se dem strande på værtshusets bardisk eller i grillbarens frituregryde, hvor hans stedfar, Carlo, og hans mor, Solvej, opholder sig. Der er simpelthen ingen penge.
Det ændrer sig dog, efter Sonny får job hos bykongen Frank, der med fadølsanlæg og hjemmebiograf i kælderen er lige den provinsgangster, en ung mand har brug for at møde, hvis han vil tjene nogle penge et sted, hvor der ikke er mange af dem.
Men selvfølgelig er det ikke ukompliceret, og Sonny bliver nu en slags dobbeltagent i en meget arketypisk lokalkonflikt mellem to væsensforskellige mandetyper, stille Carlo og højlydte Frank, der næsten altid skal støde sammen i fremstillinger af det hårde liv i provinsen.
Bach har sans for at opfange de både små og store magtkampe, der kan opstå og udspille sig i mange forskellige arenaer, men altid med rod i den samme primitive grundstruktur: Hvem er størst?
Som da Frank forsøger at ydmyge arbejdsløse Carlo på værtshuset på den gammeldaws manér: »Min far sagde altid, at en mand, der ikke arbejder, han har ikke nogen identitet. Man er sit arbejde. Man knokler. Man tjener. Nej, lad kællingerne gå hjemme. Lad dem lave ingenting. På den måde kan man jo godt sige, at mænd, der går hjemme er nogle kællinger. Hvad siger du, Carlo?«
Det bliver bogens rytme. Sonny hjælper Frank, tjener penge, Carlo stopper det, og Frank finder en ny hemmelig måde at engagere Sonny i en eller anden lyssky business, der skal få dem frem til endemålet: at omdanne byens center til noget så opfindsomt som »Druklandia – Drukkens Lalandia«, Nordens største attraktion for drukturister.
Som Frank sigende drømmer om, kan det ende med, at »de udbygger jernbanenettet, så vi endelig kan få den togstation, vi er blevet lovet i et halvt århundrede.«
Hjemstavnen
Undervejs kunne jeg ikke undgå at tænke over, hvad man vælger at fremhæve, når man skriver sin hjemstavn frem. Hvad er intentionen?
Det føles af og til, som om Bach har villet fremhæve alt det grimme ved stedet, når nu mange er begyndt intuitivt at tænke Cold Hawaii, surdejsbrød og nationalpark, så snart snakken falder på Thy. Jeg kender det udmærket selv. Når jeg hører en eller anden københavnersnude omtale Ærø, hvor jeg er vokset op, og det lyder som om, det bare er rent paradis med Øhavet Festival og Solvej Balle. Det er skideirriterende.
Det fører dog stedvis til mærkeligt pedantiske sætninger, der gør historien en smule overfortalt. Ligesom karaktererne her og der forfalder til klichéer på provinsliv (drømmen om Druklandia, come on!), og dialogerne har hang til at stivne i halvkedelig forudsigelighed.
Men man kan også mærke, at forfatteren har stor kærlighed til stedet og blik for at opfange og forstærke de små lysglimt af lykke, bogen trods alt gemmer på. I disse øjeblikke er det som om, vi hører fra Sonny forskudt i tid, der ser tilbage på situationen, og det løfter scenerne til det decideret rørende.
Som da Sonny sidder bag på Carlos knallert, og de suser afsted: »… og de rammer rundkørslen, og Sonny læner sig ind i kurven, hold nu fast, råber Carlo, og de fræser nordpå gennem fyrreskoven, tiden er en akse, som Sonny svinger sig frit gennem, han er et pendul i eftermiddagen, en fugl, et spøgelse, en helt almindelig dreng, der flyver med Carlo ud af byen, ud af Hanstholm.«
Romanen er en akse, der kan indfange steder på kloden på en særlig måde. Det er altid bedst, når pendulet ikke bare svinger én vej, og det gør det heldigvis ikke hele tiden i ’Bunker’, der er en glimtvis lovende debut.
Kort sagt:
‘Bunker’ er værst, når den forfalder til klichéfyldte fremstillinger af provinsliv, og bedst, når den både opfanger hverdagens magtkampe og glimt af lykke i et ellers hårdt liv.