Hendes sanselige koncerter har skabt overskrifter. Julie Pavons debutalbum er lige dele bevægeligt og bevægende

ALBUM. Man skal ikke lede længe for at finde beskrivelser af Julie Pavons fantastiske stage presence.

Alene her på Soundvenue har vi beskrevet, hvordan den danske housepop-kunstner på årets Roskilde Festival bevægede sig med »en manisk, dyrisk intensitet«, ligesom hun allerede på Spot Festival i 2022 »var nærmest aggressivt nærværende i sin dans«. 

Når jeg læser de beskrivelser, får jeg selv en trang til at opleve Julie Pavon optræde, men på det længe vente debutalbum, ’Born With Heartbreak’, er der ikke desto mindre masser af bevægelse i lyden.

Pavons hektiske åndedræt fungerer simpelthen som percussion på den elektrorockede ‘Beauty in the Storm’. De skarpe riffs og inciterende handclaps får pustet liv i sig af Pavons rytmiske åndedræt. Hun sætter sin egen krop i spil allerede på den hektiske drum’n’bass-intro ’A Day to Breathe’. Det er virkelig lyden af et menneske, der har brug for »just a little pause«, som det lyder på nummeret.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Ændring af dit samtykke

’Born With Heartbreak’ er skubbende, dansende og ruskende. Pavon tager styringen og sætter fokus på sig selv. Ikke som den selvoptagede popstjerne, der er blevet opslugt af sit eget star potential, men som et menneske, der lige har brug for en halv time til at finde ud af, hvad der er op og ned i hendes hoved. 

»I don’t need to apologize / I don’t need to regret«, synger Pavon med faretruende dramatik i stemmen på førnævnte ’A Day to Breathe. Det kan godt være, hun er forvirret, men det er ikke ensbetydende med, at man skal holde sig tilbage. 

På debut-ep’en ’Watch Her Dance’ fra 2023 kunne man sine steder godt have oplevelsen af, at Julie Pavon ikke nåede 100 procent i mål med at skabe et studieværk med samme intensitet som hendes sceneoptrædener. 

Hun er sikkert stadig mere ustyrlig i levende live, men produktionerne er blevet savtakkede i en grad, så man bedre kan mærke det indre drama. Housepop-rytmerne, der kendetegnede ’Watch Her Dance’, har nu fået en mere dyster tvilling.

De solskinsmættede toner fra hittet ’Don’t Call Me Up’ – som efter at have optrådt på debut-ep’en også her skaber frisættende radiostemning – er kun lige klinget af, før den knugende ballade ’Hard to Leave’ kickstartes af Pavons ensomme vokal. A cappella kan man i høj grad høre, at der ikke er blevet poleret eller klippet unødigt i stemmen. 

Nummeret er et elegant sammenkog af midt-80’ernes popballader (forestil dig Cindy Laupers ’Time After Time’ krydset med Princes minimalistiske dramatik på ’Sign O’ the Times’) komplet med generiske Roland 808- og Fairlight-samples, som alligevel formår at give mig kuldegysninger. »Inevitable, how it has to be / You gonna feel free«, synger Pavon uden at blinke – eller sådan lyder det i hvert fald. 

Fra det omtumlede til det helt nære og intime formår Julie Pavon at få sin fysiske tilstedeværelse i sangene til at skinne klart igennem.

---

Kort sagt:
Med ‘Born With Heartbreak’ har Julie Pavon begået et debutalbum, der både rummer hektiske bevægelser og en afvæbnende skrøbelighed.