The Last Dinner Partys sjove og relaterbare ‘From the Pyre’ gør kritikken til skamme
ALBUM. I en popverden med kort attention span, synth-proppede omkvæd og Y2K-æstetik er The Last Dinner nærmest opstået som en antitese.
Indierockbandet har med deres pompøse bohemelyd insisteret på, at musik i 2025 gerne må have frynser, organiske elementer og støvede referencer, som man kender dem fra mytiske heltedigte og religiøse skrifter.
På London-kvintettens andet album, ’From the Pyre’, forvandler de unge dagligdagsdilemmaer til store, bombastiske fortællinger: Ghosting bliver fremlagt som et drabsforsøg a la Jack the Ripper på ’This Is the Killer Speaking’, og kærestesorger fortolkes med bibelske paralleller og dommedagslignelser på ’Agnus Dei’ (hvis sangtitel er latin for Guds lam).
Og ja, det er måske lige højtravende nok, når man taler om at blive left on read. Men det er netop den hyperpoetiske tilgang, der har skabt hypen omkring – og kritikken af – The Last Dinner Party.
Gruppen har gjort den engelske og senere også internationale musikscene til et sted, hvor teatralske gestus, nik til barokken og lyrisk inspiration fra store litterære værker som Virginia Woolfs ’Orlando’ er blevet taget op til revision.
Nogen har kaldt det utroværdigt, at kvinder i 20’erne skulle kunne skrive sådan nogle sange. Heldigvis gør bandet ligesom på debutpladen ’Prelude to Ecstasy’ kritikken til skamme.
Deres andet album er endnu mere ambitiøst end det første. Sangene fungerer hver især som en mytisk fortælling, hvor der bearbejdes tunge tematikker som liv/død-dualiteten, feminisme og tvivl om moderskabet (’I Hold Your Anger’).
Til tider bliver det måske lige selvhøjtideligt nok. Især når hele gruppen synes, at de skal synge operatisk gymnasiefransk i c-stykket på sangen ’Rifle’.
Men det højtstræbende opvejes af et mere løssluppent, rocket og jordnært udtryk. Forsanger Abigail Morris lyder langt mere personlig, end man har hørt hende tidligere.
En upoleret hæshed i vokalen fremprovokeres af urskrig på ’Woman Is a Tree’, og der sniger sig også nogle mindre high brow referencer ind i teksterne: »I’m watching ’The Real Housewives’ and scalling up the walls«, lyder det for eksempel melodramatisk på slutnummeret ’Inferno’.
Vis mig lige et andet band, der formår at presse både brainrot og bibelreferencer ind i ét album! Så kan man godt smide om sig med gammelkloge betragtninger uden at lyde alt for irriterende selvhøjtidelig.
»Vi har aldrig været mere rasende eller grint hårdere«, har gruppen blandt andet fortalt om tilblivelsen de 10 nye skæringer. Det er man ikke i tvivl om.
Hvor The Last Dinner Partys debutalbum til tider kunne give associationer til at være blevet lukket ind i et tungt klunkehjem med draperede gardiner, føles ’From the Pyre’ som en skæg aften på en mørk pub, der forvandles til en løssluppen natklub efter klokken 22.
Det er bare sjovere at være til en højlydt rødvinsmiddag end en fornem femretters menu. Godt at The Last Dinner Party også har opdaget det.
Kort sagt:
The Last Dinner Party har sunket de selvhøjtidelige barokparader på deres andet album, ’From the Pyre’, hvor bandet er endnu mere sjove og relaterbare. Forhåbentligt lukker det munden på deres kritikere én gang for alle.